Gå til indhold

Leopold Budde - eBibliotek 1800

Spring menu
[Hjem]
Spring menu
Leopold Budde
Carl Christian Leopold Gether Budde (15. april 1836 i Holbæk – 24. august 1902 på Himmelbjerggården ved Ry) var en dansk forfatter. Han blev født i Holbæk, hvor hans fader var kateket, men voksede op i Børglum præstegård i Vendsyssel, hvor faderen senere var præst. Han udgik fra Randers Latinskole som student i 1854. Han forsøgte sig som officersaspirant, men blev aldrig officer, da han undervejs mødte forstanderen på Hindholm Folkehøjskole, gennem hvem han fik ansættelse som lærer på skolen. Efter forskellige stillinger indenfor højskolevæsenet blev han i 1879 forstander på Holsteinsminde, en opdragelsesanstalt for "vanartede børn", og i de følgende år foretog han adskillige forandringer i skolens indretning og den behandling, man bød børnene. I 1896 ragede han imidlertid uklar med grev Holstein-Holsteinsborg, som var anstaltens "patron", ifølge samtidens aviser af flere forskellige årsager – men måske især, "at Budde ikke var hellig nok". Budde sagde op og grundlagde i stedet opdragelsesanstalten Himmelbjerggården i Ry, hvor han kunne anvende sine egne principper, og den blev snart landets største i sin art. Det siger noget om Leopold Budde, at han aldrig – på en tid, hvor "et lag tæsk" blev anset for at være et probat opdragelsesmiddel mod vanartede unger – brugte korporlig afstraffelse, og forbød sine ansatte at gøre det. Den værste straf, man kunne byde "eleverne" var at blive kaldt ind til ham og stillet overfor hans sorg over, hvad det nu end var drengen havde gjort.

Hans litterære produktion er ikke stor – nogle samlinger fortællinger, nogle små romaner og et par digte, hvoraf Jeg ved en dejlig have] stadig synges. Fortællingerne er overvejende rettet mod børn og fortalt i et sprog, som har rødder i H. C. Andersens eventyr og børnenes eget sprog. På en nutidig læser kan de virke naive og sentimentale, men de var skrevet for et børnepublikum, som havde brug for en forestilling om en lysere og mere positiv verden, end den de havde for øje til daglig.

Læs mere om Leopold Budde i Wikipedia, eller læs nekrolog i Illustreret Tidende (pdf).
Leopold Budde
Forsidebillede
ISBN 978-87-7628-091-8

"Der var en lille dreng, som fik Døden til gudfader. Det var egentlig ikke sådan bestemt fra familiens side, men Døden havde bestemt det, og han har et eget greb på at sætte igennem, hvad han vil."
Pris uden rabat0,00 kr
Tilbage til indhold