Caja Rude
Caja Rude, født Kaja Løvgreen (11. juli 1884 Lykkesholms Alle 20 på Frederiksberg – 10. november 1949 på Rigshospitalet i København) var en dansk journalist og forfatter. Hun kom allerede som ti-årig ud at tjene, og blev som 15-årig tjenestepige i København. Hun var fra 1907 gift med en værkmester Lauritz Rude.
En temmelig turbulent og rodet barndom og ungdom, hvor hun i rigt mål oplevede tyendets usle forhold på sin egen krop, satte hende i stand til at skrive en række dannelsesromaner rettet mod unge piger og en del fortællinger om arbejdere, bumser og kvinder på samfundets bund. Men når der tales om dannelsesroman i forbindelse med Caja Rude, er det ikke den almindelige slags, hvor pigerne påvirkes til at finde sig i deres plads som ægtefæller og husmødre – i hendes pigebøger finder hovedpersonerne jobs som murer og landvæsenselev, og der tales temmelig ligefremt ud af posen om seksualitet og følelser.
Caja Rude var som journalist knyttet til dagbladet Social-Demokraten i mere end tyve år, hvor hun var en af de drivende kræfter ved oprettelsen af bladets søndagstillæg Hjemmets Søndag som et modstykke til Berlingskes, Politikens og Nationaltidendes ditto, og hvor hun i mange år redigerede en brevkasse "Spørg Ville", hvori hun besvarede spørgsmål om bl.a. sociale problemer, formidlede kontakter til forskellige myndigheder og organisationer, og bidrog med polemiske artikler og småfortællinger. Hun skrev også en række fortællinger til Brugsforenings-Bladet (det senere Samvirke).
I en nekrolog i Social-Demokraten 11. november 1949 står der blandt andet: "Som mangeårig medarbejder ved Social-Demokraten havde Caja Rude rig lejlighed til at beskæftige sig med det sociale stof, der lå hende så varmt på hjerte … Efter at hun var blevet redaktionssekretær med fast kontortid, oplevede bladet en daglig strøm af ansøgere om hjælp, folk stod tålmodigt i kø for at komme ind til hende for at klage deres nød, og der er næppe nogen, som ikke på den ene eller anden måde følte sig hjulpne, når de forlod kontoret. Sådan var Caja Rudes liv, og sådan syntes hun, det var bedst. Af kollegerne var hun meget afholdt, man kunne simpelthen ikke lade være at holde af den lille kammerat med de rare brune øjne."
Læs mere om Caja Rude i Kvinfo, og flere andre steder.
ISBN 978-87-7628-4978
19 fortællinger fra livet i det sociale "Under-Danmark" omkring 1920.
19 fortællinger fra livet i det sociale "Under-Danmark" omkring 1920.
Pris uden rabat0,00 kr