Felix Dahn: Fredegunde
Fredegunde – eller Fredegonde på fransk og Friedegundis på tysk – var den merovingiske konge Chilperich I. af Neustriens tredje hustru, og en notorisk prototype på den onde stedmoder, idet hun ifølge overleveringerne sørgede for at udrydde både sine egne stedbørn og afkommet af den anden af de tre konger, der delte herredømmet over Frankerriget i anden halvdel af 600-tallet. Ganske vist kender man mest hendes historie fra en samtidig krønike, forfattet af præsten Gregor af Tours, som ikke havde det bedste forhold til hverken Chilperich eller Fredegunde – hvad der jo nok kan have farvet hans skriverier.
Fredegundes liv fra hendes ungdom som tiggertøs og gedevogterske til hun ved intriger og mord – muligvis inklusive på hendes egen mand Chilperich – står på magtens tinde som regent for sin mindreårige søn, den senere Clothar II, hendes omkring fyrre år lange fejde med Brunhilde (eller Brunehaut), hustruen til en af Chilperichs brødre Sigebert og dermed dronning af Austrasien, en anden del af Frankerriget, og endelig hendes død i angst og ensomhed, er indholdet i denne roman – og man skal nok lægge trykket på roman, for selv om forfatteren også var historiker og blandt sine øvrige værker tæller ikke mindre end 13 romaner om folkevandringstiden, så er det jo kun én udlægning af de få fakta, der kendes fra den tid, serveret med den passende tilretning af begivenhederne, forfatteren har brug for til at få tingene til at gå op.
Med til historien hører også – selvom romanen slutter ved Fredegundes død i året 597 – at Brunhilde overlever hende i femten år som regentinde for en søn, en sønnesøn og en oldesøn (!), indtil Fredegundes søn Clothar II får fingre i den gamle dame, lægger hende på pinebænken en tre dages tid og henretter hende ved at lade hende splitte ad mellem fire heste (eller slæbe efter en, som knuser hendes kranie – der er flere versioner).
Gratis til ikke-kommerciel brug.
Bogen kan også læses online og hentes i andre (autogenererede) formater hos Internet Archive.
ISBN 978-87-7628-172-4 – Format: epub 3 – Tilgængelig fra 22. juni 2025.