B. S. Ingemann: Valdemar den Store og hans mænd
Historisk digt i to dele
En nat ved helligtrekonger rider tre mænd gennem den dunkle Haraldsted skov, hvor Knud Lavard blev myrdet af Magnus i 1131. Det er Axel Hvide, klerken mester Lange og Arnold Islænder. (Axel Hvide blev senere til bisp Absalon og mester Lange til Saxo Grammaticus. Arnold Islænder er ikke så kendt, men forsynede Saxo med meget af det sagnstof, han bygger sin Danmarkskrønike på).
De tre ryttere kommer fra hinanden i mørket, og Axel Hvide befinder sig snart på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. Her sværger han at støtte Knuds efterkommere, og et "Amen", som tilsyneladende kommer ud af det tomme intet, overbeviser ham om, at hans ed er blevet hørt og bifaldet af højere magter.
Sådan starter det store episke digt i 21 sange, som danner indledningen til Ingemanns historiske romaner fra Danmarks middelalder frem til dronning Margrethe I. Vi følger Valdemar den Store fra han er hertug af Sønderjylland og kong Svends vasal, til han efter blodgildet i Roskilde og slaget på Grathe hede står som Danmarks enekonge i 1157. Undervejs får vi bl.a. også en udgave af historien om Liden Kirsten og Buris, talrige kampe mod vendiske sørøvere og Knud Lavards helgenvielse i Ringsted.
Valdemar den Store og hans mænd er første bind af B. S. Ingemanns historiske romanserie fra Danmarks middelalder.
2. på ny gennemgåede og opdaterede udgave.
Pris: Gratis til personlig, ikke-kommerciel brug.
Bogen kan også læses online og hentes i andre (autogenererede) formater hos Internet Archive.
ISBN 978–87–7628–036–9 – Format: epub 3 – Tilgængelig fra 13. juli 2024.