Anatole France: Pingvinernes ø
Munken Maël, som lider af dårligt syn, kommer på en rejse til en fjern ø, som er beboet af en flok pingviner. Han forveksler (under indflydelse af Djævelen) fuglene med små mennesker, og døber hele bestanden – og så er Fanden løs i Laxegade. For at blive døbt iflg. de himmelske regler, skal man have en bevidsthed om synd, hvad dyrene naturligvis ikke har. Men efter en længere diskussion mellem Gud og en del antikke helgener og filosoffer, vedtages det, at den eneste løsning på miseren er at give pingvinerne en slags menneskelig bevidsthed og udseende, da man ikke mener at kunne fratage dem dåbens sakramente.
Maël slår et reb om et fremspring på pingvinøen og slæber den til Bretagne, og derfra følger man i satiriske billeder fra forskellige epoker pingvincivilisationens historiske udvikling op gennem tiderne, fra tidlig middelalder indtil forfatterens samtid – en udvikling, der ligger ret tæt op ad Frankrigs historie.
Pingvinernes ø er blevet kritiseret for, at man for at få udbytte af den skal have et vist kendskab til fransk historie. Men da menneskeheden op gennem tiderne i stor stil har begået de samme tåbeligheder, er forfatterens satire bred nok til, at man også uden dette kendskab kan få en del morskab ud af bogen.
Gratis til ikke-kommerciel brug.
Bogen kan også læses online og hentes i andre (autogenererede) formater hos Internet Archive.
ISBN 978-87-7628-519-7 – Format: epub 3 – 1. udgave –Tilgængelig fra 03. oktober 2026.