Adam Oehlenschläger: Samlede mindre fortællinger - eBibliotek 1800

[Hjem]
Gå til indhold
Adam Oehlenschläger: Samlede mindre fortællinger - Forside
Adam Oehlenschläger: Samlede mindre fortællinger
Adam Oehlenschlägers kortere prosafortællinger hører ikke til blandt hans mest kendte og læste værker, hvad der i hvert fald for nogles vedkommende er ufortjent – blandt andet er der imellem al romantikken og de filosofiske diskussioner et par regulære gothisk-romantiske gyserhistorier.

Fortællingerne falder i fire ret klart afgrænsede afsnit, nemlig Aly og Gulhyndy i Digtninger I fra 1811, de fem historier i Digtninger II fra 1813, den enkeltstående nytårsgavehistorie om Straffen efter døden fra 1818 og til sidst fortællingerne fra forfatterens månedsskrift Prometheus fra 1832-34.

Indholdet er nærmere beskrevet som følger:

  • Aly og Gulhyndy
    Den boglærde Alys fader køber ham en slave, en lille grim dværg ved navn Lokman, som viser ham nogle af det virkelige livs glæder – bl.a. den yndige Gulhyndy, som Aly første gang beskuer halvnøgen gennem et hul i en hæk, og aldeles omgående forelsker sig i. Lokman er imidlertid en inkarnation af en ond djinn, der har sat sig for at drive sit spil med Aly, og da Gulhyndy viser at være datter af Alys faders værste fjende, tager historien en grum vending for alle de implicerede.
  • Reichmuth von Adocht
    En gyserhistorie om den skønne, alt for tidligt afdøde borgmesterfrue Reichmuth i Køln.
  • Maleriet
    De to venner Sigfrid og Ludvig elsker den samme pige og skilles efter en duel, hvorfra Sigfrid flygter i den tro, at han har myrdet sin ven.
  • Lykkeridderne
    Alberto og Xaver rejser til Milano, hvor den sværmeriske Alberto drømmer om at synge på La Scala. Det har han ikke held med, og da han selv mener, han er et universalgeni, slår han sig i stedet på maleriet. De to venner er på fallittens rand, da den praktiske Xaver får bragt lidt orden i økonomien, men da de begge forelsker sig i, hvad de tror er den samme pige, opstår der en anden slags kaos. Det er en ret indviklet historie, hvis morale nærmest er, at  "den indbildt kloge narrer den mindre kloge" – eller gør han nu også det?
  • Munkebrødrene
    De forældreløse brødre Martin og Johannes lever i kloster i Florents. Martin er svagelig og et roligt gemyt, som uden videre tilpasser sig klosterlivet, men Johannes er en drømmer og romantiker, og han forelsker sig i en smuk gartnerske med det meget passende navn Angelica. Kærligheden er gensidig, men trods parrets forskellige krumspring kan de naturligvis ikke uden videre få hinanden.
  • Eremitten
    Theodor og Susanne rejser til Susannes far, der lever i ensomhed som eremit i Harzen. De kommer dog for sent, faderen er netop død, men i hans hus finder de hans levnedsbeskrivelse, som indholder en forklaring på hans sære skæbne.
  • Straffen efter døden
    En munter lille skrækhistorie om småsvindleren og udbytteren hr. Harpix, hans død, og hans døde krops sære vandringer.
  • Den blege ridder
    Rane og Else synes bestemt for hinanden, da en hjemvendt tempelridder, som er undsluppet den franske kong Philips efterstræbelser, kommer imellem.
  • Den gale Uglspeil
    Borgersønnen Lukas elsker adelsfrøkenen Rosa, hvis formynder ikke ønsker et ægteskab mellem de to. En galning, der indbilder sig at være den bekendte gøgler og drillepind Tile Uglspeil, hjælper med at bringe alt på sin rette plads.
  • De tvende jernringe
    Halvbrødrene Francesco og Lorenzo er hinandens modsætninger og kommer ofte op at toppes. En sigøjnerske forærer hver af dem en lakeret jernring, der skal minde dem om, at de hver for sig kun har én broder i livet. Agter de ikke dette på rette vis, vil engang synet af en broders ring styrte den anden i fortvivlelsens afgrund.
  • Den italienske digter blandt de vilde
    En italiensk digter forliser under en rejse i et koldt, nordisk land, hvor han må tilbringe resten af livet hos et vildt og krigerisk folk.
  • Digterbesøget
    Skildring af digteren Herman Wessels (fiktive) besøg hos den gamle Johannes Ewald.
  • Den billige kunstdommer
    Den unge Vinfred kommer omkring i verden, men må sande, at livets mening findes i det jævne og dagligdags, ikke på højderne.

Pris: Gratis til personlig, ikke-kommerciel brug.


ISBN  978-87-7979-873-1 – Format: epub 3 – Tilgængelig fra 15. april 2023.
Tilbage til indhold