Carsten Hauch - eBibliotek 1800

Johannes Carsten Hauch (12. maj 1790 i Frederikshald (nu Halden), Norge – 4. marts 1872 i Rom) var en dansk digter og forfatter til skuespil og romaner. Faderen blev i 1803 udnævnt til amtmand over Sjælland, og familien flyttede derfor til København, hvor den unge Hauch i en alder af 17 år deltog i byens forsvar mod englænderne under belejringen og bombardementet i 1807.

Hauch studerede først jura, men skiftede så til zoologien med doktorat i 1821; han var dog allerede begyndt tidligt, omkring 1815, at skrive digte og skuespil  – sidstnævnte dog ikke hverken beregnet eller egnet til scenisk opførelse – men det var først under en sygdomsperiode og et selvmordsforsøg 1825-27, forfatterskabet tog fart. Den første roman kom ikke før 1837, en historisk fortælling fra Christian II.s og Dyvekes tid, og siden fulgte flere, ofte med historiske motiver som fx. sagapastichen om Thorvald Vidførle den Vidtberejste. Efter at have rejst rundt i Europa i nogle år, blev Hauch i 1827 ansat som lektor i naturvidenskab ved Sorø Akademi, en stilling han besatte i henved tyve år, skønt han åbenlyst var langt mere interesseret i sin digtning. I 1851 overtog han efter Oehlensclægers død dennes professorat i æstetik ved Københavns Universitet og i 1858 blev han direktør for Det kongelige Teater efter Johan Ludvig Heiberg.