Allerøverst oppe i en skyskraber sidder Joh Fredersen, herren over den utopiske kæmpeby Metropolis. Hans finger hviler på en blå metalplade, ved hvis hjælp han styrer arbejdere og maskiner i kæmpebyen. En enorm afstand skiller ham og resten af byens besiddende klasse fra dens arbejdere, eller rettere slaver, der lever i en underjordisk by, hvorfra de kun kommer frem, når Metropolis' maskiner har brug for frisk "foder", og Fredersen trykker på den blå plade.

Joh Fredersens søn Freder har efter et kort møde forelsket sig i den madonna-kyske, jomfruelige arbejderpige Maria, som agiterer for arbejdernes frihed og broderskab mellem klasserne. Under hendes indflydelse bytter han klæder med arbejder nr. 11.811 og overtager hans tilværelse. Hans oplevelse får ham til at gøre Marias ord til sine: Forsoneren mellem hjerne og hænder må være hjertet.

Imidlertid skaber opfinderen Rotwang efter ordre fra Joh Fredersen et kunstigt menneske, som han af gammelt nag til Fredersen gør til en ondsindet kopi af Maria, der opildner arbejderne til at oprør. Fredersen foretager samtidig et kynisk eksperiment for at sætte sønnen på prøve, og de to ting tilsammen får maskinbyen til at bryde sammen …

Den kultiverede og disciplinerede, midaldrende forfatter Gustav von Aschenbach tager på en slags ferie til Venedig for at søge at komme overens med sin tilværelse. Undervejs iagttager han et selskab af unge mænd og "en gammel gris", som han uvilkårligt foragter.

Ankommet til sit hotel i den kolerabefængte by støder han på en polsk familie, som bl.a. tæller den smukke, pigeagtige dreng Tadzio, som han forelsker sig i, vel vidende at hans følelse er forbudt. Midt i sin besættelse kan han ikke lade være at sammenligne sig med det foragtelige væsen, han traf på ved sin ankomst, men ikke desto mindre vokser hans kærlighed, og da Tadzios familie til sidst skal til at forlade byen, suger fortvivlelsen den sidste smule liv ud af den gamle mand.

Den berømte koncertpianist Stephen Orlac står for at miste sine hænder, da han bliver involveret i en større togulykke. En kirurg forsøger at redde hans førlighed på en hidtil uset måde: Han udskifter Orlacs hænder med et sæt fra en netop henrettet morder fra et Paris' fængsler. Men pianisten må snart erkende, at trods dyre behandlinger og genoptræningsforløb er hans nye hænder ikke helt så anvendelige som de gamle – i hvert fald ikke til klaverbrug. Men samtidig sker der mærkelige ting omkring ham – og han og hans hustru Rosine begynder at spørge sig selv, om hænderne har genoptaget deres morderiske virksomhed.

At en bestemt legemsdel skulle bevare sin hukommelse, som det forudsættes i romanen, er naturligvis noget vrøvl. Alligevel har plottet fungeret som emne for adskillige film med notabiliteter som Conrad Veidt, Peter Lorre og Vincent Price i forskellige roller.

Om selve bogen er at sige, at kan man sætte sig ud over dens indbyggede svagheder (som vel ikke er værre end så meget, forfattere finder på nu om stunder), får man en oplevelse med samme atmosfære som den næsten samtidige Gaston Leroux' Spøgelset i Operaen og den mere nutidige tegner Tardis tegneserieunivers i bl.a. serien om Adèle Blanc-Sec – nærmest en duft af Paris i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor mange sære ting lod til at gå i svang.

"Ingen egn på jorden er så vild og utilgængelig, at menneskene ikke vil gøre den til skueplads for en krig." Citatet stammer fra novellen "En rytter på himlen", og er ret betegnende for forfatterens indstilling.

Ambrose Bierce var engang en toneangivende forfatter og journalist i Californien, men hans eftermæle hviler fortrinsvis på værket "The Devil's Dictionary", en stor samling – som regel temmelig kyniske – aforismer og alternative forklaringer på ord og begreber, som kun delvis er omsættelige til dansk, samt på de to novellesamlinger, "Tales of Soldiers and Civilians" og "Can Such Things Be?". Ingen af disse samlinger har tidligere været oversat i deres helhed på dansk – nogle af historierne kan findes i et par ret tilfældigt udvalgte samlinger af Bierce-noveller, og enkeltvis i forskellige tematiske novellesamlinger og i diverse avisers søndagstillæg, fortrinsvis omkring midten af det forrige århundrede – men her foreligger for første gang "Tales of Soldiers and Civilians" komplet på dansk.

En stor del af Bierce's produktion handler om krig og krigere, om militære og personlige æresbegreber og hans scene er den amerikanske borgerkrig – fordi det var den, han kendte og og havde deltaget i. Men hans figurer og hændelser kunne lige så vel optræde i enhver anden krig før eller efter denne. En anden stor del af hans noveller - i denne samling afsnittet om "Civile" er, hvad man kan kalde "uhyggehistorier" – fortællinger som måske ikke er egentlige gysere eller spøgelseshistorier, men henter deres stof fra den menneskelige hjernes og forestillings overdrev – og derved er de nærmere beslægtet med de militære historier, end man ved en overfladisk betragtning ser.

Soldater: En rytter på himlen - Det hændte ved Owl Creek Bridge - Chickamauga - En gudernes udvalgte - En af de savnede - Faldet ved Resaca - Kaptajn Coulters kamp - Nådestødet - Filosoffen Parker Adderson - En forpost-affære - Historien om en samvittighed - En officerstype - Én officer, én mand - George Thurston - Spottedroslen

Civile: Manden fra næsen - Et eventyr i Brownville - Gilson-testamentet - Ansøgeren - En vågenat - Manden og slangen - En sand rædsel - De rette omgivelser - Det blændede vindue - En pige fra Redhorse - Panterens øjne.

Munken Maël, som lider af dårligt syn, kommer på en rejse til en fjern ø, som er beboet af en flok pingviner. Han forveksler (under indflydelse af Djævelen) fuglene med små mennesker, og døber hele bestanden – og så er Fanden løs i Laxegade. For at blive døbt iflg. de himmelske regler, skal man have en bevidsthed om synd, hvad dyrene naturligvis ikke har. Men efter en længere diskussion mellem Gud og en del antikke helgener og filosoffer, vedtages det, at den eneste løsning på miseren er at give pingvinerne en slags menneskelig bevidsthed og udseende, da man ikke mener at kunne fratage dem dåbens sakramente.

Maël slår et reb om et fremspring på pingvinøen og slæber den til Bretagne, og derfra følger man i satiriske billeder fra forskellige epoker pingvincivilisationens historiske udvikling op gennem tiderne, fra tidlig middelalder indtil forfatterens samtid – en udvikling, der ligger ret tæt op ad Frankrigs historie.

Den unge italienske adelsmand Fabrizio del Dongo forlader sit trygge hjem for at kæmpe på Napoleons side efter hans hjemkomst fra Elba. Hans indsats bliver en noget forvirret affære, hvor han aldrig når til at komme i kamp, og efter forskellige eventyrlige hændelser i egnen omkring Waterloo, hvor den naive yngling gang på gang bliver taget ved næsen, drager han hjem til Parma, hvor han dog umiddelbart ikke kan vise sig – Frankrig har besat nabostaten Lombardiet, og franskmændene er meget lidt populære i Parma, til en grad, hvor Fabrizios krigsindsats kan føre til anklage som spion med dødsstraf til følge.

Han har dog en tante, den smukke hertuginde Gina Sanseverina, som er dybt betaget af ham, og gennem sine kontakter med Parmas fyrste, den lumske Ranuccio Ernesto IV, og dennes førsteminister grev Mosca får hjulpet Fabrizio så vidt ovenpå igen, at han kan indsættes som medhjælper for Parmas aldrende ærkebiskop, og dennes arving til embedet. Og herefter følger Fabrizio, Gina og grev Moscas eventyr og eskapader i tæt følge med elskovsaffærer, kærlighed, intriger, et længere ophold i Parmas statsfængsel på toppen af Farnese-tårnet, mord og mordforsøg – og så videre – samtidig med at forfatteren med spids og satirisk pen afdækker sjæle og hjerter hos fyrster, fyrstinder, adelige og dem, som gerne vil være det, ministre, hofsnoge og kvinder af alle slags, fra ludfattige skuespillerinder til rige arvinger – de fleste af dem på et eller andet niveau forelskede i Fabrizio.

Den danske oversætter har valgt at kalde romanen for Hoffet i Parma, og ikke Klostret i Parma, som Beyles originale titel er – og med en ret god grund: det omtalte kloster nævnes i romanen kun én gang, nemlig i et af de allersidste afsnit, mens den største del af handlingen udspiller sig i og omkring personer tilknyttet det parmesiske hof.

Da Jean Peyral skal tjene som soldat, vælger han at lade sig indrullere i den franske hærs nordafrikanske rytterkorps, de såkaldte “spahis”, hvilket hen mod slutningen af 1800-tallet betød fem års tjeneste i de franske kolonier i Afrika. Jean udstationeres i byen St. Louis i Senegal på Afrikas vestkyst, hvor han efterhånden får etableret sig med eget hus og en afrikansk elskerinde. – St. Louis beskrives af forfatteren som “en by, hvor folk kun kommer, når de er nødt til det; og man har en fornemmelse dér, som var man fange og fuldstændig afsondret fra den øvrige verden.” Jean drømmer da også tit om forældrene, kæresten Jeanne og hjemmet, men da det kommer til stykket, er han ikke særlig villig til at lade sig hjemsende – Afrika og soldatertilværelsen og ikke mindst den lille besnærende og uskyldig-ondskabsfulde Fatou-gaye er gået ham i blodet.

Som det meste af det eventyreren, sømanden og poeten Pierre Loti skrev, er også “En spahis roman” skrevet på baggrund af hans egne oplevelser – her fra et ophold i Senegal i 1873-74.

Jeg har tidligere udgivet En spahis roman i en oversættelse fra 1910, som var en del forkortet. Den her foreliggende nye udgave er baseret på den uforkortede danske oversættelse af Oskar Arlaud fra 1894.

Thérèse Raquin er datter af fransk soldat og en algiersk kvinde, men da begge forældrene er døde, er hun vokset op hos faderens søster sammen med dennes svagelige søn Camille. Thérèse er udadtil flegmatisk og følelsesløs, men hendes afrikanske blod syder i hende, og da hun på tantens foranledning bliver gift med Camille, sker det ikke, fordi nogen af de to nærer nogen egentlig kærlighed til den anden, men simpelthen fordi ingen af dem ved, hvad de ellers skulle gøre. Thérèse finder imidlertid snart ud af, at Camille ikke er i stand til at tilfredsstille hende på nogen som helst måde, og tager en elsker, kontoristen Laurent, som drømmer om at kunne finansiere et liv i lediggang med den gamle fru Raquins penge – hvis han kan komme til at gifte sig med Thérèse. Men for at det kan ske, må parret først af med Camille, og efter en fælles indskydelse myrder de ham en dag under en udflugt på Seinen. Det skal imidlertid snart vise sig, at de derved kommer fra asken i ilden: Camilles spøgelse hjemsøger dem, selv i ægtesengen, og deres samvittighedsnag gør det mere og mere umuligt for de to forbrydere at leve sammen. At den gamle, efterhånden helt lammede fru Raquin hver dag sidder som en stivnet støtte og iagttager dem, gør ikke sagen bedre …

"Thérèse Raquin" var Zolas tredje roman, som udkom i Frankrig i 1867, og hans første store succes. Den er et studie i begær, galskab og ødelæggelse, hvori forfatteren med klinisk præcision studerer og dissekerer sine objekters følelsesliv. Den blev nogle år efter fremkomsten af forfatteren omskrevet til et skuespil, som i oversættelse af Peter Nansen blev opført adskillige gange herhjemme og udgivet på tryk i 1891, mens den originale roman først udkom i Danmark i 1901 i en stærkt forkortet/censureret udgave.

Seks fortællinger, hvor forfatteren, uden at historierne er egentlig selvbiografiske, ser tilbage på drenge- og ungdomstidens fantasifulde og følelsesfulde liv med den mere modne mands både nøgterne, drømmende og af og til satiriske blik.

I 1868 er høsten slået fejl i Østerbotten og derfor drager østerbottningerne sydpå, til bl.a. Tavastland der endnu ikke er ramt af hungersnøden – blandt dem den foretagsomme Kalle Pihl og den knap så initiativrige Kalle Lehtimaa.

I Tavastland tilbydes Kalle Pihl af den rige godsejer på Herrø, kaptajn Thoreld, et lille sted med vækstmuligheder for en driftig mand – på betingelse af, at Kalle gifter sig med kaptajnens frille, den kønne mejerske Anna Mellilä. Det har han ikke noget imod, men der er den lille hage, at Kalle allerede er gift og har børn hjemme i Østerbotten. Det er Kalle Lehtimaa imidlertid ikke ikke – og under et gilde drikker Kalle Pihl ham fuld og køber hans "præstebevis" - det eneste legitimationspapir, man havde i Finland på den tid. Dermed kan Kalle Pihl fremstille sig for kaptajnen som ugift og få både gård og en smuk kone.

Samme år ødelægger en frostnat i juni høsten i Tavastland, og hungersnøden rammer også dér. Kalle Lehtimaa har aldrig fået sig sikret andet end løst arbejde, og med sulten og nøden kommer også den tanke på ham, at Kalle Pihl på uretmæssig vis har tilranet sig den gård og den pige, der rettelig skulle have været hans …

Peter Blood, som er uddannet læge, har efter en tid i den hollandske admiral Michiel de Ruyters tjeneste nedsat sig som læge i Bridgwater i Somerset. Her bliver han indblandet i hertugen af Monmouths oprør mod kong James II, og dømmes efter slaget ved Sedgemoor i juli 1685 til deportation til Barbados, hvor han bliver købt som slave af den koleriske plantageejer oberst Bishop. Her møder han sit livs kærlighed, Arabella Bishop, som han dog som slave ikke har nogen umiddelbare muligheder for at gøre sin opvartning, selv om han lidt efter lidt på grund af sine lægekundskaber skaffer sig en vis anseelse og vinder indpas hos øens guvernør.

Da et spansk skib angriber og indtager hovedstaden på Barbados, lykkedes det ham sammen med en lille flok medslaver at erobre skibet og flygte til sørøverhovedkvarteret Tortuga. Herfra følger vi ham med hans gode skib "Arabella" på skift som sørøver og i henholdsvis den engelske, franske og spanske konges tjeneste, indtil han efter et magtskifte i England atter kan blive en respektabel mand.

"Kaptajn Blood" startede tilværelsen som en serie noveller i det amerikanske blad "Premier Magazine" i 1921, og blev derefter omskrevet til en sammenhængende roman. Handlingen i romanen og selve figuren Peter Blood er (som de fleste af Sabatinis romaner) baseret på virkelige begivenheder og personer.

Den flamske hund er historien om den forældreløse Nello og hans hund Patrasche, som bor hos Nellos bedstefader, den fattige Jehan Daas, i en landsby i nærheden af Antwerpen. Da den mand, som ejer huset, de bor i, sætter huslejen op, er Jehans beskedne indtægter ikke mere nok, og Nello begynder at gå rundt i Antwerpen og sælge mælk fra en lille vogn, trukket af Patrasche. Nello kan hverken læse eller skrive, men han har talent for at tegne, og indsender et af sine værker til en konkurrence, hvor man kan vinde 200 francs – dengang en formue, der kunne sikre tilværelsen for Jehan og Nello i lang tid. Men så begynder ulykkerne at vælte ned over Nello og hans trofaste hund.

Historien er Ouidas – eller Maria Louise Ramé, som hendes rigtige navn var – mest elskede og i store dele af verden stadig læste værk. Den danner baggrund for mindst ti film fra 1914 til i dag, og er motivet for to monumenter i Antwerpen, det ene, som er opført så sent som i 2016, på selve pladsen foran katedralen, hvor historiens slutning udspiller sig.

De tre øvrige fortællinger i denne lille samling har alle motiver fra Frankrig i årene omkring den fransk-tyske krig og Pariserkommunen, og er alle holdt i den vemodigt-drømmende stil, som var forfatteren særegen:

I Syrenkvisten fortæller en skuespiller dagen før sin henrettelse, hvordan en lille kvist syrenblomster førte til kærlighed, succes og død, En rose fra Provence er omplantet fra sit solrige hjemland til en potte på en pariserkvist hos en fattig syjomfru og fortæller om hendes kærlighedshistorie med den fattige maler overfor, og i Et blad i stormen berettes om den lille idylliske og fredelige landsby Berceau de Dieu i Seinedalen, som aldrig før har kendt til krig og ulykke, indtil en gruppe preussiske soldater kommer forbi en novemberdag i 1870.

Da Bunny kommer hjem fra Boerkrigen uden Raffles, optager han atter sin virksomhed som forfatter, og i denne sidste samling fortællinger mindes han nogle af de kup og begivenheder, de sammen har udført.

A. J. Raffles er på mange måder en slags forgænger for den lidt senere franske gentlemanforbryder Arsène Lupin og mange andre mindre kendte romanfigurer af samme slags. Men han er en langt mindre kompliceret person uden de til tider meget højtflyvende mål og drømme som hans franske modstykke nærer. Raffles stjæler, fordi han kan, fordi han finder det spændende, og – fordi han konstant mangler penge. Enkelt og ligetil … men som læserne så i bl.a. historierne om Faustina i seriens 2. bind, og ligeledes i den afsluttende fortælling i dette bind 3, så har han dog også andre og mere følsomme sider.

Historierne i dette sidste bind om A. J. Raffles og Bunny Manders eskapader er:

Efter katastrofen på middelhavsdamperen i "Kejserens gave" i den første samling fortællinger om A. J. Raffles ("Amatørtyven") er der gået næsten to år. Raffles er forsvundet, antagelig druknet i Middelhavet, og Bunny forsøger efter bedste evne at slå sig igennem efter at have udstået et længere fængselsophold. Alt er imidlertid ikke tabt, for A. J. dukker op på scenen igen – dog under dække, da han gerne ser, at omverdenen, og herunder ikke mindst Scotland Yard, anser ham for at være død. Som Bunny skriver i en lille indledning til den anden samling af historier: "Vi var nu professionelle forbrydere af den værste kaliber, som så ud på verden gennem de smalle øjenhuller i den sorte maske."

De otte fortællinger – eller måske kun syv, for "Faustinas skæbne" og "Den, der ler sidst" danner en længere, sammenhængende historie, som viser nogle andre sider af Raffles end blot den snedige forbryder – er:

A. J. Raffles blev skabt i 1898 af Ernest William Hornung som en slags konkurrent til svogeren Arthur Conan Doyles "Sherlock Holmes" – Doyle var dog mindre begejstret, for "man må ikke lade forbryderen være helten".

Men det er netop det, Raffles er: Udadtil en fremragende og feteret kricketspiller, men i virkeligheden en snedig tyv, som konstant er i pengenød. Raffles har ét talent ud over kricketspillet, og det er en ubændig lyst til spænding og fare, og de to lyster kombinerer han ved at ernære sig som indbrudstyv. Og da den unge Harry "Bunny" Manders kommer i spillegæld, introducerer han denne til håndværket, og får dermed både sin egen "dr. Watson" – det er Bunny, der er fortælleren i historierne – og en hovedkulds beundrende, omend til tider modvillig "partner in crime".

I denne samling får man de første 8 fortællinger om Raffles og Bunny:

Nogle svindlere bilder en del formuende, men ret naive franskmænd ind, at paven sidder fanget i kældrene under Vatikanet, mens en bedrager uretmæssigt, hjulpet af skumle frimurere, har indtaget pavestolen. Formålet er naturligvis at lokke penge ud af dem, som hopper på nummeret og vil bidrage til en bevægelse for den rette paves frelse. I et tilfælde lykkes det så godt, at en pæn ældre borgermand af sin kone sendes afsted til Rom for at støtte og befri den fangne pave.

I en sideløbende handling – som måske er mere væsentlig end historien om den fangne pave – dukker den kyniske Lafcadio Wluiki op, og bogens "scoop", hvis man kan kalde det sådan, er den fuldstændig meningsløse handling: et mord, som han begår, alene fordi et andet menneske irriterer ham, og han har muligheden for at gøre det.

Overfladisk set er Den umoralske – forfatterens første betydende roman, og til dels selvbiografisk – en lidt naiv beretning om en rig, ateistisk, og noget verdensfjern lærd, som gifter sig, finder ud af, at han tiltrækkes af unge arabiske mænd/drenge, bliver alvorligt syg på en rejse i Nordafrika, og kureres ved sin kones hjælp, og efter forskellige mellemstadier, hvor han på sin egen måde forsøger et oprør mod sin egen kulturelle baggrund og dens indbyggede anstændighed og moral, endelig henfalder i en slags moralsk degeneration. Efter hustruens død har han indbudt tre gamle venner til at besøge sig, og bogen udgøres af en af disse venners genfortælling af Michels tilståelser. Men det er overfladen, og fordi bogen er udformet som en genfortælling på anden hånd, får læseren aldrig at vide, om Michels selvfordømmelse er for hård, for overbærende, om han nogensinde gennemfører sit oprør – eller om historien i det hele taget er korrekt gengivet af fortælleren. Det er op til læseren at danne sig sin egen mening.

Jérôme (bogens fortæller) og hans kusine Alissa elsker hinanden med en ungdommelig platonisk kærlighed. De mødes jævnligt i deres ferier i Alissas hjem i Normandiet, og resten af ​​året bevarer de kærligheden ved en omfattende brevveksling. Da de bliver voksne, ændrer intet sig i deres forhold, som stadig er platonisk og afventende, og da Alissa opdager, at søsteren Juliette også elsker Jérôme, trækker hun sig tilbage fra ham for ikke at stå hans lykke i vejen, og indtager en rolle som en slags ældre, fortrolig søster, mens Juliette på sin side ikke føler, at Jérôme nærer nogen følelser for hende, og gifter sig med en anden. Først da Alissa er død, finder han ud af den sagens virkelige sammenhæng ved at læse hendes efterladte dagbog.

"Leda uden svanen" er historien om en ung kvinde - hendes navn får læseren aldrig at vide – hvis tilværelse trods hendes skønhed og mange elskere er uden kærlighed, og hvis liv er domineret af en mystisk mand, som afpresser og underkuer hende; en på flere måder dunkel historie, som fortælles med en nærmest hypnotisk fremdrift af forfatterens alter-ego, Desiderio Moriar (navnet kan oversættes som "Jeg vil dø af begær").

Titelfortællingen blev første gang udgivet som føljeton i Corriere della Sera i 1913. Ved bogudgivelsen i 1916 tilføjedes "En Licents", som i en slags fiktionaliseret dagbogsform beretter om forfatterens oplevelser som soldat og flyver i Frankrig og Italien under de første år af 1. verdenskrig.

Doone-klanen - en falleret adelsfamilie – har gennem en årrække forskanset sig i en beskyttet dal i nærheden af landsbyen Oare i Exmoor i Sydengland, hvorfra de tyranniserer og udbytter omegnens bønder og små landsbysamfund. John Ridd - bogens fortæller, en lidt naiv, henved to meter høj kraftkarl af en mand – forelsker sig allerede som barn dybt og uigenkaldeligt i klanens "prinsesse", Lorna, angiveligt Doone-klanens leder, sir Ensors, barnebarn. De mødes ved et tilfælde, da drengen i et anfald af eventyrlyst benytter en "bagdør" for at komme ind Doone-dalen, og forelskelsen er gensidig. Som årene nu efterhånden går, forvandler de to børns fantasi sig til virkelig kærlighed – et ubrydeligt bånd, som får John til at vove livet for at frelse sin elskede ud af den ondskabsfulde Carver Doones kløer midt i den strenge vinter 1683-84, en af de værste, England har oplevet.

Denne dåd skaffer ham Carvers nådesløse had på halsen, og fører til nogle af bogens mest gribende scener, da Carver tager hævn - men først efter at de elskende har været udsat for mange forviklinger, og Lornas sande identitet er blevet afsløret.

Den fallerede unge gentleman George Brandon er gået i skjul for sine kreditorer i et billigt pensionat hos den fattig-fine familie Gann i Margate - normalt et velbesøgt badested på Kents nordkyst, men da det er vintersæson, sker det ikke så meget på stedet – hvor han for tidsfordriv morer sig med at prøve at forføre huset døtre. Da de to ældste ikke går på krogen, sætter han sin hu til den små Caroline, fader Ganns datter med dennes tidligere afdøde kone, og følgelig familiens kønne, beskedne og tålsomme Askepot, som også tilbedes af en anden logerende, kunstneren Andrew Fitch. Thackeray oplister et sted i historien stillingen som "Caroline, en uskyldig, ung pige, forelsket i Brandon; – Fitch, en berømt maler, næsten forelsket i Caroline; Brandon, en ung gentleman, forelsket i sig selv" – som så mange af forfatterens senere værker handler det om selvbedrag, snobberi og manglende moral.

Historien blev først gang bragt i romanbladet "Fraser's Magazine" over fire måneder i 1840. Thackeray afbrød den imidlertid, da hans kones tiltagende sindssyge gjorde det umuligt for ham skrive. Men da han sytten år senere skulle udgive sine samlede værker, kom historien med, sammen med en efterskrift, hvori han beskriver det videre forløb af personernes liv, og den virker i og for sig ikke synderlig "amputeret". Det er meget nemt at genkende forfatterens satiriske stil, skønt det er et af hans tidligste forsøg (den er skrevet fire år før "Barry Lyndon"), og man skal ikke kende alverdens til hans senere produktion for at kunne mærke, hvor det bærer hen – og han genbruger da også både navne og nogle af personerne i sine senere romaner, fx. "Forfængelighedens marked" fra 1848 og "Philips eventyr" fra 1862.

Den gamle Francesco Cenci er en ondskabsfuld satan, der har fået sin to ældste sønner slået ihjel og begår både fysiske og psykiske overgreb mod datteren Beatrice og hendes moder. Til sidst bliver det dem for meget, og de to kvinder får ved hjælp af to lejemordere faderen myrdet. Mordet er imidlertid temmelig amatøragtigt udført, og Beatrice, hendes moder og de to medhjælpere bliver efterfølgende dømt af pave Clemens 8. – som ellers har ladet mangt og meget passere, hvad faderens forbrydelser angik – og de bliver henrettet efter passende mængder tortur.

Shelleys banebrydende skuespil blev aldrig opført, mens han levede: dets temmelig direkte behandling af emner som mord på forældre og incest var ikke spiselige for datidens moral, og det var først i 1886, The Shelley Society besørgede en privat opsætning. En offentlig fremførelse i England fandt først sted i 1922.

Dværgen Elshender – "den sorte dværg" eller "kloge Elshie", som folk på egnen kalder ham, lever alene i en selvbygget stenhytte på Mucklestane Moor i nærheden af den gamle grænse mellem Skotland og England. Stedet er ifølge de lokale hjemsøgt, og Elshie selv er en menneskefjendsk og misantropisk størrelse, hvis herkomst ingen rigtig har rede på, og hvis påståede forbindelse med selveste Djævelen han ikke gør noget forsøg på at dementere.

Tiden er lige efter Englands og Skotlands forening i 1707, og gnidninger mellem skotter, englændere og almindelige opportunister, der udnytter situationen hører til dagens orden. Så da en lokal røver plyndrer og nedbrænder en skotsk lavadelsmands – Hobbie Elliot – ejendom, er der sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i det. Men da det også viser sig, at sammes forlovede, Grace Armstrong, tilsyneladende ved samme lejlighed er blevet bortført, er det mere end Hobbie kan finde sig i, og sammen med en ung kavaler, lairden af Earnscliff, og en flok af egnens håndværkere og bønder forfølger han røveren. Hos røveren finder de imidlertid ikke Grace, men Isabella Vere, Earnscliffs elskede.

Gennem en indviklet intrige om kærlighed, uforrettet hævn, forræderi, et jakobitisk komplot og et politisk betinget tvangsægteskab viser det sig efterhånden, at "den sorte dværg" og hans fortid rummer mere, end man umiddelbart skulle tro efter hans nuværende levevis.

Den unge mineralog Alexis Hartz føres i et syn af sin kusine Laura ind i krystallernes verden, hvor han gennemrejser et landskab, som synes at være en forstørret udgave af en geode, han et øjeblik forinden stod med i hånden. Senere rejser Alexis sammen med Lauras fader, den kyniske og muligvis gale menneskeforagter Nasias, til Nordpolen for at finde indgangen til den virkelige krystalverden i jordens indre, hvorved han regner med at fortjene Lauras kærlighed.

Der er anelser af Edgar Allan Poes "Arthur Gordon Pym" i denne sære lille feberdrøm af en roman, og Jules Verne har sandsynligvis ladet sig inspirere af "Laura" til dele af "Rejsen til jordens indre", som udkom senere samme år som "Laura".

Dr. Emil Gräsler er "badelæge", dvs. han deler sin praksis mellem et kursted i det hjemlige Tyskland i sommersæsonen og et tilsvarende på Lanzarote om vinteren. Han er ugift, men har i femten år levet sammen med sin stilfærdige og noget tungsindige søster Friederike. Da søsteren begår selvmord, står dr. Gräsler alene i verden som en mand kun lidt over sin bedste alder.

Da han kommer hjem til Tyskland, møder han den 27-årige Sabine Schleheim, som tydeligvis føler sig tiltrukket af den noget ældre mand, og han finder, at hun er den perfekte livsledsagerinde (og erstatning for Friederike) for ham.

Efter nogen tid, hvor han også lader sig friste af et tilbud om at overtage en lokal kuranstalt, tager han til byen for at ordne søsterens efterladenskaber, og han opdager, at hun ikke så ganske var det anonyme skyggevæsen, han troede at kende.

I byen træffer han på den livsglade, purunge og fascinerende Katharina Rebner, og lader sig i den grad charmere, at han installerer hende hos sig.

Dr. Gräsler kan ikke beslutte sig – skal det være Sabine eller Katharina?

19 rørende, menneskelige og til tider sentimentale fortællinger om samfundets stedbørn i UnderDanmark i 1920'erne. Her er Kludelas og Rendemasken, "Lille Mie", gadehajer, ægteskabssvindlere og alfonser – alle fiktive personer og skæbner, men taget af det liv, forfatterinden mødte i sit sociale arbejde og som journalist ved dagbladet Social-Demokraten, det være sig i fattigkvartererne, på Fælleden eller i de fattige træskure ved lossepladsen.

Skyggebilleder var Caja Rudes bogdebut.

Fortællingen "Havets barn" var den sidste, Jack London fuldendte før sin død i 1916. Den får du her sammen med 6 andre mindre kendte tekster fra hans hånd; de fleste humoristiske øjebliksbilleder fra hans eget liv samt et skuespil, eller nærmere en sketch, enakteren "Modermærket", som blev opført i San Francisco i 1910.

Husmoderen på gården Heikkilä har giftet sig under sin stand, og manden viser sig snart at være både drikfældig og brutal. Det er jo meget almindeligt, og hun finder sig længe i det, men da hans adfærd udarter til, at hendes fædrenegård er ved at gå overstyr, bliver det hende meget, og hun tager magten over både manden og gården – i en grad, så han reduceres til en slags næsten usynlig aftægtsmand, som er henvist til at bo i karlekammeret.

Denne tilstand vedvarer, indtil konen omkring tyve år senere dør – tilsyneladende af et hjerteslag – og manden atter kommer til og fortsætter sit vilde liv. Selv efter døden vil hans kone dog ikke finde sig i, at gården bliver ødelagt.

"Kampen om gården Heikkilä" er langt den største af fortællingerne i denne samling. Den øvrige del rummer kortere og længere værker fra Linnankoskis ret sparsomme produktion, og der er både humor, alvor, poesi og satire – og en enkelt julehistorie – imellem:

Den gamle enkemand Juha Uutela beslutter sig til at gifte sig med sin nabo Keskitalos unge datter Manta – han er henved de halvfjerds og Manta er et par og tyve – men om Mantas mening spørges der ikke. Keskitalos motiv er, at Uutela som svigersøn nok kan hjælpe ham ud af hans gæld, Uutelas at han er en uægtefødt, der ved hårdt arbejde har tjent sig op i verden fra ingenting til gårdmand – og derfor vil han nu have en gårdmandsdatter til hustru.

Det viser sig imidlertid snart efter brylluppet, at Manja er blevet gravid, og det er ikke med Uutela. Da Keskitalo opdager Mantas tilstand, griber panikken familien, og de overtaler Uutela til at købe en gård så langt væk, som de kan overskue, og "flygter" med børn og husdyr og Uutela bort fra Tavastland til landskabet Savolaks for at skjule skammen og undgå folkesnakken.

Mantas tilstand bliver efterhånden svær at tage fejl af, men alligevel kommer det som et chok for Uutela, da Keskitalo ønsker ham tillykke – han er udmærket godt klar over, at barnet ikke kan være hans. Men han er en filosofisk anlagt gammel mand, der gerne vil sine omgivelser det bedste, og en stor del af bogen udgøres af de tanker han gør sig for lidt efter lidt at finde sig til rette med situationen.

Olaf er søn af en storbonde, men efter et par pige-eventyr på sin hjemegn kommer han i konflikt med sin fader, der ikke vil tillade ham at gifte sig med "en tjenestetøs", og han forlader hjemmet for at blive tømmerfløter. På sine ture rundt i landet efter arbejde går han fra favn til favn, elsker dem alle, men bliver ikke hos nogen. Da han endelig finder den rette, bliver de gamle eventyr ved med at spøge i ham, og han må komme overens med fortidens spøgelser, før han kan falde til ro som familiefader.

3. bind af Krasnovs historiske roman, som omfatter romanens 7. og 8. del, begynder i Don-gebetet, hvor man forsøger at organisere modstanden mod bolsjevikkerne. En gruppe unge mennesker, som havde slået følge med oberst Sablin under et flugtforsøg, deriblandt Nika Poleshajev, som er dybt forelsket i Sablins datter Tanja, er lykkeligt ankommet dertil. Derimod er oberst Sablin blevet fanget og ført til Petersborg, hvor han først fængsles, men senere får lov til at flytte tilbage i sin gamle lejlighed, mens bolsjevikregeringen forsøger at overtale ham til blive officer i den nye røde hær, sådan som flere andre har gjort. Han modstår dog både lokkemad og trusler, og overlades til sidst til en agent i det hemmelige politi, den tidligere menige i hæren Viktor Korshikov, der nærer et voldsomt had til Sablin.

I den ottende og afsluttende del af romanen er Poleshajev på sin søgen efter Tanja kommet tilbage til Petersborg, hvor han udgiver sig for revolutionær og slutter sig til Korshikovs klike, trods sin væmmelse over den stadig mere depraverede adfærd, Tjeka-agenten udviser. Endelig en dag finder Korshikov på at lade Poleshajev deltage i en masse-eksekution af en flok tilfangetagne fjender af revolutionen, hvoriblandt Tanja Alexandrovna Sablin …

Andet bind – som omfatter historiens 3.-6. del – indledes i en sommerhed ukrainsk landsby nær grænsen til Tyskland, hvor kosakofficeren Paul Nikolajevitch Karpov er udstationeret med sin afdeling. I begyndelsen af august overskrider en østrig-ungarsk kavalerideling grænsen og bliver fuldstændig udslettet af russerne. Dermed er 1. verdenskrig begyndt for Rusland, og Sablin sendes med sit regiment til Polen, hvortil han snart efter følges af sønnen Kolja, der mod faderens vilje har bedt om at blive sendt til fronten. Slag følger på slag, og imens den ene regering afløser den anden i Skt. Petersborg, er den zartro general Sablin vidne til krigens ødelæggelser og hærens stadig dalende effektivitet og moral i takt med at den infiltreres af kommunistiske agenter – deriblandt en vis menig Korshikov.

Samtidig er Sablins datter Tanja fulgt efter zarfamilien, da den sendes i eksil, og skildrer i breve de stadig mere ydmygende forhold der bydes den tidligere "hersker over alle russere".

"Fra zarørnen til den røde fane"  er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i  perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer.  Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch  Sablin som forfatterens litterære alter ego.

I  første bind, som omfatter romanens prolog samt 1. og 2. del, forelsker  den unge kornet Sablin sig i den revolutionære Marussja. Han får et barn  med hende, men som adelig kan han ikke gifte sig med en arbejderpige. I  stedet tager den kommunistiske student Korshikov sig af hende og gifter  sig med hende; da hun dør under fødslen, tager Korshikov barnet til  sig. Sablin gifter sig i stedet med en af sin egen klasse, Vera  Konstatinovna Wolff, "en efterkommer af hertugerne af Kurland", som han  får to børn med, Tanja og Kolja. Hans karriere er for opadgående, og han  avancerer efter sin deltagelse i den russisk-japanske krig i 1905  efterhånden til fløjadjudant ved zarens hof, hvor også Vera  Konstantinovna har sin gang som selskabsdame for zarinaen – en stilling,  der bringer hende under skæbnesvanger indflydelse af præsten Grigor  Rasputin, som har en stadig mere dominerende rolle hos zarfamilien.

Endnu er zaren Gud i Rusland. Men 1. august 1914 erklærer Tyskland krig.

Da direktørerne for Pariseroperaen overlader tøjlerne til nye kræfter, er der ingen, der ved, hvorfor de har så travlt med at komme væk. Det viser sig dog ret hurtigt, at det skyldes et mystisk væsen, som kalder sig Operaspøgelset, og som har tiltaget sig magt over alt og alle indenfor Palais Garniers mure. Men hvem er dette operaspøgelse, og hvorfor er han så optaget af den lille forældreløse koristinde Christine Daaé, at han næsten er i stand til at begå mord for at give hende en hovedrolle?

Der er næppe mange, der ikke kender eller i det mindste har hørt om historien om det grimme og misdannede og dog skønhedssøgende spøgelse i Pariseroperaen, om ikke andet så på grund af Andrew Lloyd Webbers musical. Men lige siden sin fremkomst i 1910 har journalisten Gaston Leroux' historie fascineret alverdens film- og musikskabere, og herhjemme udkom den allerede samme år som bogudgaven i Frankrig – i en desværre noget mishandlet oversættelse – i dagbladet København.

Da Jukundus Meyenthal som fanebærer for Seldwylas kor deltager i en sangerfest, forelsker han sig i den smukke prisuddelerske Justine Glor. På grund af afstand i både stand og indkomst havde der ikke været mange chancer for, at de nogensinde skulle mødes igen, hvis det ikke var for Jukundus' snedige moder, som sørger for, at Jukundus og Justine bliver gift.

Efter nogen tid viser forskellene mellem de to sig dog: Justine er overfladisk religiøs, Jukundus ikke, og han rager uklar med den præst, som Justine ser op til. Samtidig viser det sig, at Jukundus er en godtroende nar – hvilket formentlig skyldes hans Seldwyla-afstamning – som gang på gang lader sig snyde i både sine egne forretninger og dem, han som en slags redningsplanke får betroet af Justines families silkehandlerkoncern.

I korthed: De to skilles, og glæden forsvinder fra deres tilværelse. Vil de finde hinanden og smilet igen?

En præstedatter får i sin første stilling som guvernante ansvaret for to børn, Flora og Miles, som opholder sig på herregården "Bly" sammen med en ældre husholderske, madam Grose. Flora og Miles er overfladisk set de rene englebørn, men synes at være under indflydelse af genfærdene af to tidligere ansatte på Bly, guvernanten frøken Jessel og den dæmoniske forvalter Quint.

Klassisk psykologisk gyser fra 1898, her i udgave baseret på den første danske oversættelse fra 1899.

De tre kompagnoner George Barker, James Stacy og Philip Demorest har haft held med guldgraveriet på Heavy Tree Hill, har solgt udbyttet og deres lod, og skal nu til at skilles. Aftenen før de tager afsted, holder de en lille uformel afskedsfestlighed – i al gemytlighed naturligvis, selv om man aner en understrøm af misundelse og fjendtlighed hos de mindre heldige deltagere. Den efterfølgende nat hører Demorest nogle underlige lyde fra ydervæggen, der hvor kompagnonerne har et par tilbageværende guldklumper stående. Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at nogen er ved at skaffe sig adgang: Demorest hugger kniven i den hånd, der er på vej ind, ejermanden trækker den til sig uden at give en lyd fra sig – og så sker der tilsyneladende ikke mere.

Tre år senere er Barker blevet gift, og som den naive sjæl han er, indlader han sig i alskens tvivlsomme foretagender og lader sig tage groft ved næsen af sin kones familie. Den klogere Stacy har grundlagt et succesrigt bankforetagende, og Demorest er rejst til Europa. Alting er således i en god gænge, men i kulisserne lurer stadig gamle fjender fra guldgraverdagene på at ødelægge de tre kompagnoner og få fat i deres formue.

Foma er som søn af en russisk købmand allerede fra sin tidlige ungdom opdraget til at skulle overtage faderens driftige virksomhed med handel og transport på Volga. Og Foma er da også en energisk, idérig og foretagsom ung mand med drømme og ønsker for sin fremtid, men føler sig mere og mere klemt inde af de forventninger, der stilles til ham af faderen og senere en onkel, der også er købmand, og anskuer verden fra en købmands prosaiske synsvinkel. Da han arver firmaet og formuen, føler han det som en tung vægt, der lægges på ham, og han forsøger at få onklen til at overtage det hele, blot for at få sin frihed. Foma gør oprør mod hele sin egen stand og miljø – og går til grunde ved det.

"Livet brænder ham op. Han opdager, at der ikke er plads til helte, at de bliver besejret af alle livets små daglige krav, ligesom Herkules, der besejrede hydraen, men blev overvundet af en hærskare af myg," skrev forfatteren til en forlægger i 1898.

Foma Gordéjev var Gorkijs første roman, og er et meget anderledes værk end de "vagabondnoveller", han indtil da havde skabt sit navn på.

Den unge skuespillerinde Félicie Nanteuil ved Odéon-teatret i Paris er blevet træt af sin elsker og har taget en anden. Den tidligere elsker er imidlertid ikke færdig med hende og opsøger hende, netop som hun kommer fra et elskovsmøde med den nye mand. Efter at have udtalt som sin sidste vilje, at han forbyder Félicie og hendes nye elsker at tilhøre hinanden, skyder han sig foran parret. Disse hans sidste ord trænger sig ind i hendes sind og forstærkes i en grad, som forgifter hendes liv.

"Mesterlige er de små interiører, forfatteren tegner fra kulissernes verden … ikke mindst skildringen af en skuespillers begravelse, som hører til dem man længe vil mindes … Nævnes må også den ypperlige skildring af den gamle teaterlæge med Sokrates-ansigtet, der midt i denne letlevende verden, som han ikke kan undvære, fremsætter sære, tankevækkende paradokser," skrev Berlingskes anmelder ved den danske udgaves første fremkomst.

Historisk roman, som foregår i Paris i revolutionsårene 1793-94. Den unge maler Évariste Gamelin bliver ved en indflydelsesrig bekendts hjælp medlem af Revolutionsdomstolen. I begyndelsen er han optændt af en idealistisk forestilling om at øve retfærdighed, men lader sig rive med af den stadig mere vanvittige dans om guillotinen, overbevist om at frelse fædrelandet fra forrædere og antirevolutionære, uden nåde og eftertænksomhed, selv om nogle af ofrene er familie og venner.

Guderne er Robespierre og Marat, og guderne tørster – efter blod.

Silas Marner udstødes af den religiøse sekt, han tilhører, og flygter ud på landet, hvor han slår sig ned som væver i landsbyen Raveloe. Her lever han afsondret, og anses af landsbyens øvrige indbyggere for en særling.

En dag bryder hans verden sammen for ham, da hans sammensparede formue bliver stjålet fra ham. Men da han en nytårsaften finder den forældreløse Eppie, hvis fader er ukendt og moderen død af kulde og druk, beslutter han at tage hende til sig, og det bliver hans livs vendepunkt.

Latimer er udstyret med den evne – eller forbandelse – at kunne se ind i menneskenes hjerter, og at kunne se forskellige scener fra sin egen fremtid. Således ved han på dag og time, hvornår han skal dø, og med det som udgangspunkt fortæller han sit livs historie, et liv, hvor han stadig har været en særling og udstødt, ikke mindst af faderen, der foretrak hans ældre og langt mere "mandige" broder. Da broderen dør, overtager Latimer hans forlovede Bertha Grant, en kold og intrigant skønhed, som han længe har været dybt forelsket i, trods hans viden om, at kærligheden efterhånden vil forvandles til et uudslukkeligt, morderisk had.

Det løftede slør er ikke nogen fysisk stor bog - to kapitler - men er en lille klassiker i den engelske "gotiske" litteratur.

George Eliots eneste historiske roman udspiller sig i Firenze i det sidste årti af 1400-tallet, hvor Medicierne i en periode mister deres magtposition og giver plads for en kort, tumultarisk periode, hvor byen i nogle år er en slags demokratisk-religiøs republik under ledelse af et folkevalgt "signoria" og den karismatiske dominikanermunk Girolamo Savonarola.

Tito Melema er netop kommet til byen den dag i 1492, da dødsklokkerne ringer for den store Lorenzo, og indlogerer sig som medhjælper hos en lærd kunstsamler og bogelsker, Bardo de' Bardi, hvis datter Romola forelsker sig i ham – og han i hende.

Men Tito har "lig i lasten" og flere kommer til, da han tilfældigt kommer til at bilde en enfoldig florentinsk pige, Tessa, ind, at hun er blevet viet til ham – en tro han ikke "nænner" at bringe hende ud af og i virkeligheden faktisk holder ved lige. Romola bliver dog hans officielle hustru, men da han svigter hende til fordel for en øjeblikkelig fortjeneste og samtidig fornægter arven efter hendes elskede fader, går ægteskabet til grunde. Tito er en fej, blødagtig og egoistisk natur, som ikke tør sige sandheden i de afgørende øjeblikke af frygt for at skade sit omdømme og sin karriere, og han formår ikke at vikle sig ud af den stadig mere indviklede labyrint af usandheder, der flyder af angsten for opdagelse af de første få. Romola udvikler sig som hans forstødte hustru og under vejledning af munken Savonarola til en nærmest helgenagtig skikkelse, mens Tito tilsyneladende er en opstigende stjerne i Firenzes politiske liv. I virkeligheden går han sit endelige og dybe fald i møde på et bagtæppe af et Firenze, der trues af både paven, kong Karl den Ottende af Frankrig og Medicierne og deres forbundsfæller.

Tom og Maggie Tullivers fader driver en vandmølle ved floden Floss, og fører ustandselig processer mod lodsejere højere oppe af floden, som "tager hans vand". Hans sidste proces driver ham ud i en omfattende gæld, og da han taber den, er han ude af stand til at betale sine lån tilbage. En lokal prokurator, Wakem, opkøber gældsposterne og overtager møllen, men tilbyder Tulliver ansættelse som bestyrer. Tulliver tager mod tilbuddet, men opfatter i det hele Wakem som hans og hans families værste fjende, et i og for sig ganske urimeligt had, som han på sit dødsleje giver i arv til børnene.

Bogens egentlige hovedperson er Maggie Tulliver, som gennem de 10-15 år, historien dækker, vokser fra en sær, selvstændig og kærlighedssøgende pige til en sær, selvstændig og kærlighedssøgende ung kvinde, som i modsætning til resten af familien lider af en udpræget retfærdighedssans, og som holder af bøger, intelligent samtale og musik, men ved familiens fald tvinger sig selv ind i en slags religiøs afholdenhed fra sine interesser.

Men bogen rummer udover Maggie Tulliver et stort og rigt persongalleri, ikke mindst Maggies og Toms tre selvretfærdige og rethaveriske Dodson-tanter, hvis harme på familiens vegne flere gange rammer deres søster, Elisabeth Tulliver og hendes efter deres mening tåbelige familie, der ikke er Dodson-arven værdig. Eliots beskrivelse af tanterne er af en kaliber, så at også en nutidig læser kan more sig over billederne af disse borgerligt-selvhævdende småstadsfruer, men samtidig er fremstillingen så livagtig, at man godt kan forledes til at ønske at kunne få fat i kraven på dem for at fortælle dem, hvor urimeligt de egentlig fører sig frem.

Da mr. Tryan ankommer til Milby med sine foruroligende evangeliske og puritanske anskuelser, står den lille by dybt splittet i en bitter kamp over hans metoder – især hans indførelse aftengudstjenester. Den stolte, men ensomme og ulykkelige Janet Dempster, som er den mishandlede hustru til en af mr. Tryans mest hidsige modstandere, den fordrukne prokurator Dempster, ser på de nedværdigelser og forfølgelser, der bliver præsten til del, uden at føle særlig medlidenhed med ham, og støtter ligefrem sin mand i hans fremfærd, men da situationen i hendes hjem tilspidses mere og mere – hun vover at nægte at udføre en af sin mands befalinger –, finder hun ro og frelse fra en ganske uventet kant.

"Janets anger" var den tredje af de romaner, Mary Ann Evans fik udgivet anonymt i Blackwood's Edinburgh Magazine i 1857. Den er aldrig udkommet i bogform i Danmark, og man kan måske spørge sig selv, hvad kirkelige stridigheder i 1800-tallets England kan sige en nutidig dansker. Men bogen er ikke kun det – det er også et indlæg mod alkoholisme og hustruvold, og allerede på dette tidlige tidspunkt af Eliots skønlitterære karriere er der spor og anelser af, hvad hun senere skulle blive til; hendes personers følelsesliv og handlinger er eviggyldige, og det, der foregår i Milby kunne lige så godt foregå i et hvilket som helst andet samfund, dengang som nu.

Titelfiguren Amos Barton er den nye præst ved sognekirken i Shepperton, hvor han med kone og seks børn for en sulteløn forsøger at holde sognets beboere tæt ind til den anglikanske kirkes moderlige bryst. Men han er ny – og slet ikke som den gamle præst – han nærer bl.a. visse upopulære anskuelser såsom at forbyde brugen af snus under gudstjenesten, og da han indlader en vis grevinde Caroline Czerlaski, hvis polske grevenavn af sognets sladdertasker anses for noget tvivlsom, som logerende, går det helt galt – der hviskes om, at hun nok er præstens elskerinde, og tænk, sådan lige for næsen af hans hustru! Det skal ikke beskrives detaljeret her, men grevinden viser sig at blive mere en belastning end en indtægtskilde, præstens kone dør, og selv bliver han offer for en anden præsts intriger og må forlade embedet.

Fortællingen om den velmenende præst med de upopulære ideer og den sørgelige skæbne var Mary Ann Evans' første trykte fiktionsværk – den blev udgivet anonymt i Blackwood's Edinburgh Magazine i januar og februar 1857, og det var først da den sammen med to efterfølgende fortællinger blev trykt i samlingen "Scener fra præstelivet" (Scenes of Clerical Life) året efter, at hun første gang optrådte under pseudonymet George Eliot.

Den unge tømrer Adam Bede er forelsket i den smukke, selvoptagne, og noget naive landsbyskønhed Hetty Sorrel, men ved ikke, at han har en rival i sin barndomsven, den lokale herremands søn Arthur Donnithorne. Arthur lover Hetty ægteskab - noget han inderst inde godt ved ikke kan lade sig gøre på grund af standsforskellen mellem dem – og Hetty lader sig forføre, og drømmer om rigdom og adel. Adam opdager forholdet og får Arthur til at opgive Hetty, men skaden er sket, og selv om Adam ikke ophører med at elske Hetty, får historien alligevel tragiske konsekvenser for alle de involverede.

"Adam Bede" var George Eliots første roman; den blev udgivet anonymt, men blev straks en bestseller, der fik misundelige kommentarer med på vejen fra flere af hendes mere etablerede forfatterkolleger – Elizabeth Gaskell bemærkede, at hun havde svært ved at se formålet med selv at skrive, når der fandtes bøger som "Adam Bede", og Alexandre Dumas anså den for at være et af århundredets mesterværker. Romanen er et stærkt billede af livet på landet i Englands Midlands-område omkring år 1800, af kærlighed og forførelse, religiøse strømninger og klasseforskelle, mens den industrielle revolution lurer i kulissen.

Træskomageren Thibault får en dag besøg af en stor, sort ulv, som søger beskyttelse m0d kongens ulvejægermester, baron Jean, og hans jagtfølge. I bytte tilbyder den Thibault magt – ikke til at skaffe sig selv goder, men til at gøre andre ondt. Der er kun én lille betingelse: for hvert ønske skal Djævelen betales med et hår – for det første ønske – to for det næste, så fire, seksten og så fremdeles. Han får også et kobbel ulve til følgesvende med i købet. Træskomageren tror, han ad denne vej kan bane sig vej frem i verden og få de goder og privilegier, som han så meget misunder baronen og andre bedre stillede på egnen.

Men som altid, når man indgår handler med Djævelen og hans kumpaner, får man noget andet ud af sin aftale end man regnede med. Og det gælder også her: Alle Thibaults ønsker om ondt over sine medmennesker bliver prompte udført – men han får ikke selv noget ud af det, hverken penge, kvinder eller rang – snarere tværtimod.

En lille flåde med amerikanske oprørere ligger omkring 1780 ud for Englands østkyst, hvor de er på vej ind i en bugt for hente en lods, den mystiske mr. Gray, til at føre dem gennem de revfyldte farvande. Netop på det sted bor også "tilfældigvis" de to kaptajners kærester, Katherine Plowden og Cecilia Howard, myndlinge af den gamle, stivsindede og kongetro oberst Howard, som på grund af det amerikanske oprør har bragt dem hjem til England.

Katherine og Cecilia er ikke så ganske tilfredse med deres ophold, som i mange måder er en regulær indespærring, og Katherine, som er den mest handlekraftige af de to, får sat gang i et komplot med amerikanerne om at blive befriet.

Bogens titelperson, omend ikke egentlige hovedperson, er modelleret over den amerikanske frihedskrigs-søhelt, John Paul Jones, og den spektakulære skildring af kampen mellem en lille amerikansk flok skibe og den engelske flådes flagskib hen mod bogens slutning er inspireret af et slag i september 1779.

"Lodsen" var Coopers fjerde roman, og hans første egentlige søroman – han skrev nemlig meget andet end de fem indianerromaner, der er hans bud på berømmelsen her til lands: mindst ti af hans romaner foregår på søen.

Annelise er en ung kvinde, som af nød og sygdom har "solgt sig under ægteskabs form" til en halvgammel, sygelig – og rig – afdanket militær, oberstløjtnant Kall. Under en sommerferie på gården Rugholm genser hun sin barndomskæreste, gårdens unge søn Jørgen, og forholdet blusser op igen. Men atmosfæren på godset er noget giftig: både den gamle, moralsk forargede Farmor og "snogene", ægteparret Spagh, som egentlig stod til at arve Kall, før han giftede sig, ser i Annelises og Jørgens forhold en mulighed for at bagtale Annelise overfor hendes ægtemand og ad den vej få skaffet hende af vejen som arving.

"Annelise" er en temmelig anderledes historie end de rejsebeskrivelser og drengebøger om Peder Most mfl., som havde skabt Walter Christmas' forfatternavn, og man kan spekulere over, hvorfor han skrev den – og det gjorde anmelderne da også, da den udkom første gang i 1913, hvor man var enige om, at bogens menneskeskildring og -opfattelse var håbløst forældede, og at forfatteren i det hele taget manglende evnen til at skrive om et så følsomt og lyrisk emne. Nu er det så over 100 år siden, og en nutidig læser behøver ikke tage sig af, om bogen er ti eller tyve år bagud for sin tid eller måske lovlig robust i sit sprog hist og her, og kan blot læse den som den i og for sig meget romantiske lille afstikker fra forfatterskabets hovedlinje, den er.

Jacopo Foscari, en søn af den gamle doge af Venedig Francesco Foscari, har to gange været sendt i eksil, første gang for korruption, anden gang for mordet på et medlem af I Dieci, bystatens timandsråd. Han er nu kaldt tilbage fra eksilet på Candia (Kreta) for at blive anklaget for at stå i korrespondance med republikkens fjender, den osmanniske sultan og hertugen af nabostaten Milano. Ved skuespillets begyndelse har Jacopo fået bevilget et kort ophold i det pinlige forhør, han er underkastet, mens Timandsrådet beslutter at idømme ham et fornyet eksil, denne gang for livstid, fremfor den dødsstraf, der ellers som regel blev brugt i sådanne tilfælde. Dogen underskriver dommen, skønt hans hjerte bløder for denne hans sidste overlevende søn, og hans hustru Marina beder for ham … men Skæbnen er ubønhørlig.

"De to Foscari" er et skuespil i fem akter på urimede vers fra 1821. Det dannede forlæg for Giuseppe Verdis opera "I Due Foscari" fra 1844.

Kristian den Andens ti korte regeringsår fra 1513 til 1523 hører til de mere omtumlede perioder i Danmarkshistorien, og der er skrevet utallige værker om hans regeringstid, både faghistoriske og romaner. En af de sidstnævnte er Carl Bernhards "Krøniker fra kong Kristian den Andens tid", forfatterens største værk, som bygger på flere års studier og har inspirationer fra både Walter Scott, Prosper Mérimée og Victor Hugo.

Den gennemgående tråd i historien er to sammenknyttede kærlighedshistorier: Den unge hofsinde Klavs Daas kærlighed til den adelige Gundel Griis, og plejedatteren af en værtshusholder uden for Københavns Østerport, Annas kærlighed til Klavs Daa. Rundt om dem og indvævet i deres skæbne bevæger sig et rigt galleri af samtidens større og mindre personligheder: Kong Kristian og hans purunge dronning Elisabeth, mutter Sigbrit og hendes datter Dyveke, høvedsmanden på Københavns slot Torben Oxe, den bedrageriske skriver Hans Faaborg, svenskeren Gustav Eriksøn (senere Gustav I Vasa af Sverige), skotske og tyske lejesoldater, samt små og store skurke af alle klasser, ikke mindst et par morderiske munke, som arbejder i det skjulte på kongens og mutter Sigbrits undergang.

I april 1428 er København under belejring af den holstenske greve og en flåde fra de nordtyske hansestæder. Kong Erik er i Sorø, hvor han hengiver sig til bøn for rigets vel (og muligvis også til Cecilie Jakobsdatter), og det antydes, at han nok hellere ville være hjemme i Pommern og passe sine mere overskuelige forretninger der, frem for at være konge over Norden. Hans handlekraftige dronning, Philippa, er ladet ene tilbage og står for stadens forsvar. Men hverken kongen eller dronningen har trods bogens titel nogen særlig fremtrædende rolle i bogen, hvis handling fortrinsvis bæres af to riddere, den gamle Mogens Gjøe og den unge Torben Andersen Bille, hans elskede Helvig og hendes fader, landsforræderen Niels Finke.