Silas Marner udstødes af den religiøse sekt, han tilhører, og flygter ud på landet, hvor han slår sig ned som væver i landsbyen Raveloe. Her lever han afsondret, og anses af landsbyens øvrige indbyggere for en særling.

En dag bryder hans verden sammen for ham, da hans sammensparede formue bliver stjålet fra ham. Men da han en nytårsaften finder den forældreløse Eppie, hvis fader er ukendt og moderen død af kulde og druk, beslutter han at tage hende til sig, og det bliver hans livs vendepunkt.

Latimer er udstyret med den evne – eller forbandelse – at kunne se ind i menneskenes hjerter, og at kunne se forskellige scener fra sin egen fremtid. Således ved han på dag og time, hvornår han skal dø, og med det som udgangspunkt fortæller han sit livs historie, et liv, hvor han stadig har været en særling og udstødt, ikke mindst af faderen, der foretrak hans ældre og langt mere "mandige" broder. Da broderen dør, overtager Latimer hans forlovede Bertha Grant, en kold og intrigant skønhed, som han længe har været dybt forelsket i, trods hans viden om, at kærligheden efterhånden vil forvandles til et uudslukkeligt, morderisk had.

Det løftede slør er ikke nogen fysisk stor bog - to kapitler - men er en lille klassiker i den engelske "gotiske" litteratur.

George Eliots eneste historiske roman udspiller sig i Firenze i det sidste årti af 1400-tallet, hvor Medicierne i en periode mister deres magtposition og giver plads for en kort, tumultarisk periode, hvor byen i nogle år er en slags demokratisk-religiøs republik under ledelse af et folkevalgt "signoria" og den karismatiske dominikanermunk Girolamo Savonarola.

Tito Melema er netop kommet til byen den dag i 1492, da dødsklokkerne ringer for den store Lorenzo, og indlogerer sig som medhjælper hos en lærd kunstsamler og bogelsker, Bardo de' Bardi, hvis datter Romola forelsker sig i ham – og han i hende.

Men Tito har "lig i lasten" og flere kommer til, da han tilfældigt kommer til at bilde en enfoldig florentinsk pige, Tessa, ind, at hun er blevet viet til ham – en tro han ikke "nænner" at bringe hende ud af og i virkeligheden faktisk holder ved lige. Romola bliver dog hans officielle hustru, men da han svigter hende til fordel for en øjeblikkelig fortjeneste og samtidig fornægter arven efter hendes elskede fader, går ægteskabet til grunde. Tito er en fej, blødagtig og egoistisk natur, som ikke tør sige sandheden i de afgørende øjeblikke af frygt for at skade sit omdømme og sin karriere, og han formår ikke at vikle sig ud af den stadig mere indviklede labyrint af usandheder, der flyder af angsten for opdagelse af de første få. Romola udvikler sig som hans forstødte hustru og under vejledning af munken Savonarola til en nærmest helgenagtig skikkelse, mens Tito tilsyneladende er en opstigende stjerne i Firenzes politiske liv. I virkeligheden går han sit endelige og dybe fald i møde på et bagtæppe af et Firenze, der trues af både paven, kong Karl den Ottende af Frankrig og Medicierne og deres forbundsfæller.

Tom og Maggie Tullivers fader driver en vandmølle ved floden Floss, og fører ustandselig processer mod lodsejere højere oppe af floden, som "tager hans vand". Hans sidste proces driver ham ud i en omfattende gæld, og da han taber den, er han ude af stand til at betale sine lån tilbage. En lokal prokurator, Wakem, opkøber gældsposterne og overtager møllen, men tilbyder Tulliver ansættelse som bestyrer. Tulliver tager mod tilbuddet, men opfatter i det hele Wakem som hans og hans families værste fjende, et i og for sig ganske urimeligt had, som han på sit dødsleje giver i arv til børnene.

Bogens egentlige hovedperson er Maggie Tulliver, som gennem de 10-15 år, historien dækker, vokser fra en sær, selvstændig og kærlighedssøgende pige til en sær, selvstændig og kærlighedssøgende ung kvinde, som i modsætning til resten af familien lider af en udpræget retfærdighedssans, og som holder af bøger, intelligent samtale og musik, men ved familiens fald tvinger sig selv ind i en slags religiøs afholdenhed fra sine interesser.

Men bogen rummer udover Maggie Tulliver et stort og rigt persongalleri, ikke mindst Maggies og Toms tre selvretfærdige og rethaveriske Dodson-tanter, hvis harme på familiens vegne flere gange rammer deres søster, Elisabeth Tulliver og hendes efter deres mening tåbelige familie, der ikke er Dodson-arven værdig. Eliots beskrivelse af tanterne er af en kaliber, så at også en nutidig læser kan more sig over billederne af disse borgerligt-selvhævdende småstadsfruer, men samtidig er fremstillingen så livagtig, at man godt kan forledes til at ønske at kunne få fat i kraven på dem for at fortælle dem, hvor urimeligt de egentlig fører sig frem.

Da mr. Tryan ankommer til Milby med sine foruroligende evangeliske og puritanske anskuelser, står den lille by dybt splittet i en bitter kamp over hans metoder – især hans indførelse aftengudstjenester. Den stolte, men ensomme og ulykkelige Janet Dempster, som er den mishandlede hustru til en af mr. Tryans mest hidsige modstandere, den fordrukne prokurator Dempster, ser på de nedværdigelser og forfølgelser, der bliver præsten til del, uden at føle særlig medlidenhed med ham, og støtter ligefrem sin mand i hans fremfærd, men da situationen i hendes hjem tilspidses mere og mere – hun vover at nægte at udføre en af sin mands befalinger –, finder hun ro og frelse fra en ganske uventet kant.

"Janets anger" var den tredje af de romaner, Mary Ann Evans fik udgivet anonymt i Blackwood's Edinburgh Magazine i 1857. Den er aldrig udkommet i bogform i Danmark, og man kan måske spørge sig selv, hvad kirkelige stridigheder i 1800-tallets England kan sige en nutidig dansker. Men bogen er ikke kun det – det er også et indlæg mod alkoholisme og hustruvold, og allerede på dette tidlige tidspunkt af Eliots skønlitterære karriere er der spor og anelser af, hvad hun senere skulle blive til; hendes personers følelsesliv og handlinger er eviggyldige, og det, der foregår i Milby kunne lige så godt foregå i et hvilket som helst andet samfund, dengang som nu.

Titelfiguren Amos Barton er den nye præst ved sognekirken i Shepperton, hvor han med kone og seks børn for en sulteløn forsøger at holde sognets beboere tæt ind til den anglikanske kirkes moderlige bryst. Men han er ny – og slet ikke som den gamle præst – han nærer bl.a. visse upopulære anskuelser såsom at forbyde brugen af snus under gudstjenesten, og da han indlader en vis grevinde Caroline Czerlaski, hvis polske grevenavn af sognets sladdertasker anses for noget tvivlsom, som logerende, går det helt galt – der hviskes om, at hun nok er præstens elskerinde, og tænk, sådan lige for næsen af hans hustru! Det skal ikke beskrives detaljeret her, men grevinden viser sig at blive mere en belastning end en indtægtskilde, præstens kone dør, og selv bliver han offer for en anden præsts intriger og må forlade embedet.

Fortællingen om den velmenende præst med de upopulære ideer og den sørgelige skæbne var Mary Ann Evans' første trykte fiktionsværk – den blev udgivet anonymt i Blackwood's Edinburgh Magazine i januar og februar 1857, og det var først da den sammen med to efterfølgende fortællinger blev trykt i samlingen "Scener fra præstelivet" (Scenes of Clerical Life) året efter, at hun første gang optrådte under pseudonymet George Eliot.

Den unge tømrer Adam Bede er forelsket i den smukke, selvoptagne, og noget naive landsbyskønhed Hetty Sorrel, men ved ikke, at han har en rival i sin barndomsven, den lokale herremands søn Arthur Donnithorne. Arthur lover Hetty ægteskab - noget han inderst inde godt ved ikke kan lade sig gøre på grund af standsforskellen mellem dem – og Hetty lader sig forføre, og drømmer om rigdom og adel. Adam opdager forholdet og får Arthur til at opgive Hetty, men skaden er sket, og selv om Adam ikke ophører med at elske Hetty, får historien alligevel tragiske konsekvenser for alle de involverede.

"Adam Bede" var George Eliots første roman; den blev udgivet anonymt, men blev straks en bestseller, der fik misundelige kommentarer med på vejen fra flere af hendes mere etablerede forfatterkolleger – Elizabeth Gaskell bemærkede, at hun havde svært ved at se formålet med selv at skrive, når der fandtes bøger som "Adam Bede", og Alexandre Dumas anså den for at være et af århundredets mesterværker. Romanen er et stærkt billede af livet på landet i Englands Midlands-område omkring år 1800, af kærlighed og forførelse, religiøse strømninger og klasseforskelle, mens den industrielle revolution lurer i kulissen.

Træskomageren Thibault får en dag besøg af en stor, sort ulv, som søger beskyttelse m0d kongens ulvejægermester, baron Jean, og hans jagtfølge. I bytte tilbyder den Thibault magt – ikke til at skaffe sig selv goder, men til at gøre andre ondt. Der er kun én lille betingelse: for hvert ønske skal Djævelen betales med et hår – for det første ønske – to for det næste, så fire, seksten og så fremdeles. Han får også et kobbel ulve til følgesvende med i købet. Træskomageren tror, han ad denne vej kan bane sig vej frem i verden og få de goder og privilegier, som han så meget misunder baronen og andre bedre stillede på egnen.

Men som altid, når man indgår handler med Djævelen og hans kumpaner, får man noget andet ud af sin aftale end man regnede med. Og det gælder også her: Alle Thibaults ønsker om ondt over sine medmennesker bliver prompte udført – men han får ikke selv noget ud af det, hverken penge, kvinder eller rang – snarere tværtimod.

En lille flåde med amerikanske oprørere ligger omkring 1780 ud for Englands østkyst, hvor de er på vej ind i en bugt for hente en lods, den mystiske mr. Gray, til at føre dem gennem de revfyldte farvande. Netop på det sted bor også "tilfældigvis" de to kaptajners kærester, Katherine Plowden og Cecilia Howard, myndlinge af den gamle, stivsindede og kongetro oberst Howard, som på grund af det amerikanske oprør har bragt dem hjem til England.

Katherine og Cecilia er ikke så ganske tilfredse med deres ophold, som i mange måder er en regulær indespærring, og Katherine, som er den mest handlekraftige af de to, får sat gang i et komplot med amerikanerne om at blive befriet.

Bogens titelperson, omend ikke egentlige hovedperson, er modelleret over den amerikanske frihedskrigs-søhelt, John Paul Jones, og den spektakulære skildring af kampen mellem en lille amerikansk flok skibe og den engelske flådes flagskib hen mod bogens slutning er inspireret af et slag i september 1779.

"Lodsen" var Coopers fjerde roman, og hans første egentlige søroman – han skrev nemlig meget andet end de fem indianerromaner, der er hans bud på berømmelsen her til lands: mindst ti af hans romaner foregår på søen.

Annelise er en ung kvinde, som af nød og sygdom har "solgt sig under ægteskabs form" til en halvgammel, sygelig – og rig – afdanket militær, oberstløjtnant Kall. Under en sommerferie på gården Rugholm genser hun sin barndomskæreste, gårdens unge søn Jørgen, og forholdet blusser op igen. Men atmosfæren på godset er noget giftig: både den gamle, moralsk forargede Farmor og "snogene", ægteparret Spagh, som egentlig stod til at arve Kall, før han giftede sig, ser i Annelises og Jørgens forhold en mulighed for at bagtale Annelise overfor hendes ægtemand og ad den vej få skaffet hende af vejen som arving.

"Annelise" er en temmelig anderledes historie end de rejsebeskrivelser og drengebøger om Peder Most mfl., som havde skabt Walter Christmas' forfatternavn, og man kan spekulere over, hvorfor han skrev den – og det gjorde anmelderne da også, da den udkom første gang i 1913, hvor man var enige om, at bogens menneskeskildring og -opfattelse var håbløst forældede, og at forfatteren i det hele taget manglende evnen til at skrive om et så følsomt og lyrisk emne. Nu er det så over 100 år siden, og en nutidig læser behøver ikke tage sig af, om bogen er ti eller tyve år bagud for sin tid eller måske lovlig robust i sit sprog hist og her, og kan blot læse den som den i og for sig meget romantiske lille afstikker fra forfatterskabets hovedlinje, den er.

Jacopo Foscari, en søn af den gamle doge af Venedig Francesco Foscari, har to gange været sendt i eksil, første gang for korruption, anden gang for mordet på et medlem af I Dieci, bystatens timandsråd. Han er nu kaldt tilbage fra eksilet på Candia (Kreta) for at blive anklaget for at stå i korrespondance med republikkens fjender, den osmanniske sultan og hertugen af nabostaten Milano. Ved skuespillets begyndelse har Jacopo fået bevilget et kort ophold i det pinlige forhør, han er underkastet, mens Timandsrådet beslutter at idømme ham et fornyet eksil, denne gang for livstid, fremfor den dødsstraf, der ellers som regel blev brugt i sådanne tilfælde. Dogen underskriver dommen, skønt hans hjerte bløder for denne hans sidste overlevende søn, og hans hustru Marina beder for ham … men Skæbnen er ubønhørlig.

"De to Foscari" er et skuespil i fem akter på urimede vers fra 1821. Det dannede forlæg for Giuseppe Verdis opera "I Due Foscari" fra 1844.

Kristian den Andens ti korte regeringsår fra 1513 til 1523 hører til de mere omtumlede perioder i Danmarkshistorien, og der er skrevet utallige værker om hans regeringstid, både faghistoriske og romaner. En af de sidstnævnte er Carl Bernhards "Krøniker fra kong Kristian den Andens tid", forfatterens største værk, som bygger på flere års studier og har inspirationer fra både Walter Scott, Prosper Mérimée og Victor Hugo.

Den gennemgående tråd i historien er to sammenknyttede kærlighedshistorier: Den unge hofsinde Klavs Daas kærlighed til den adelige Gundel Griis, og plejedatteren af en værtshusholder uden for Københavns Østerport, Annas kærlighed til Klavs Daa. Rundt om dem og indvævet i deres skæbne bevæger sig et rigt galleri af samtidens større og mindre personligheder: Kong Kristian og hans purunge dronning Elisabeth, mutter Sigbrit og hendes datter Dyveke, høvedsmanden på Københavns slot Torben Oxe, den bedrageriske skriver Hans Faaborg, svenskeren Gustav Eriksøn (senere Gustav I Vasa af Sverige), skotske og tyske lejesoldater, samt små og store skurke af alle klasser, ikke mindst et par morderiske munke, som arbejder i det skjulte på kongens og mutter Sigbrits undergang.

I april 1428 er København under belejring af den holstenske greve og en flåde fra de nordtyske hansestæder. Kong Erik er i Sorø, hvor han hengiver sig til bøn for rigets vel (og muligvis også til Cecilie Jakobsdatter), og det antydes, at han nok hellere ville være hjemme i Pommern og passe sine mere overskuelige forretninger der, frem for at være konge over Norden. Hans handlekraftige dronning, Philippa, er ladet ene tilbage og står for stadens forsvar. Men hverken kongen eller dronningen har trods bogens titel nogen særlig fremtrædende rolle i bogen, hvis handling fortrinsvis bæres af to riddere, den gamle Mogens Gjøe og den unge Torben Andersen Bille, hans elskede Helvig og hendes fader, landsforræderen Niels Finke.

I efteråret 1745 går Charles Stuart i land på Skotlands kyster med det formål at styrte Englands konge George II. På slottet Durrisdeer sidder den gamle lord Durie og hans to sønner – den hidsige og stædige James (titlens stamherre) og den mere afdæmpede og praktisk indstillede yngre broder Henry – som er noget i tvivl om, hvem der vinder, og hvem det derfor vil være mest fordelagtigt i længden at holde sig til. De ender med den tilsyneladende salomoniske løsning, at den ene søn skal tilslutte sig "Bonnie Prince Charlie" og hans invasionshær, mens den anden og faderen bliver hjemme på Durrisdeer og erklærer sig for George II.

Men i stedet for at sikre familien uanset krigens udfald skaber denne løsning et livslangt fjendskab mellem de to brødre, et eventyrligt og omskifteligt liv for stamherren, og i sidste ende slægtens undergang.

En gammel, omvandrende gøgler dør, og doktor Desprez adopterer hans dreng, en tænksom lille fyr, som han opdrager i sin egen filosofi – som dog nok mest er dannet efter de forhåndenværende søms princip: et sundt landligt liv, fjernt fra den store bys fristelser, er det eneste rette for et menneske! Men da de to en dag på en udflugt finder en gammel skat, som lokale munke skjulte under Hundredårskrigen, begynder doktoren straks at planlægge sin tilbagevenden til Paris, et stort hus, selskabsliv og spil. Han tilkalder sin svoger, forretningsmanden Casimir, der skal hjælpe ham med at vurdere og omsætte skatten – men inden svogeren ankommer, er den sporløst forsvundet …

Otto er fyrste i et mikro-fyrstendømme, Grünewald, som er en del af det tyske kejserrige. Han er ikke voldsomt interesseret i sin gerning som fyrste, men vil hellere gå på jagt, og hans hyppige fravær overlader magten i fyrstendømmet til hans onde førsteminister Gondremark og hans intrigante og forfængelige unge kone Amalia Seraphina. De to konspirerer om at sætte Otto fra bestillingen og oprette en republik – naturligvis med førsteministeren som præsident.

På en af sine jagtture kommer Otto tilfældigt til at overnatte hos nogle jævne undersåtter, som ikke genkender ham, og kommer derved under vejr med, hvor upopulær og latterlig han er i folkets øjne, at hans hustru ikke elsker ham særlig højt, og at hans minister planlægger ikke blot en revolution, men også en krig mod det lige så diminutive naboland Gerolstein.

Otto er desperat, men da han opdager, at han trods alt stadig elsker Seraphina, tackler han sagen – med hjælp fra en vis grevinde von Rosen ("en dame, der er ude over sin bedste alder og har et stærkt medtaget rygte") – på en for den tids fyrster noget utraditionel måde.

Catriona er en efterfølger til Kidnapped, hvori David Balfour fortsætter sine erindringer om sine "eventyr hjemme og udenlands, de ulykkelige hændelser i forbindelse med Appin-mordet, hans besværligheder med rigsadvokat Grant, hans fangenskab på øen Bass Rock, hans rejse i Holland og Frankrig, samt hans særegne forhold til James More Drummond, også kaldet MacGregor, en søn af den navnkundige Rob Roy, og dennes datter Catriona", som det hedder i bogens oprindelige fulde titel.

David er hen mod slutningen af Kidnapped vidne til det såkaldte Appin-mord, hvor "den røde ræv", Colin Roy Campbell af Glenure bliver myrdet af en ukendt gerningsmand. De engelske myndigheder har udpeget Alan Breck Stewart som morderen, men da denne ikke er til at få fat på, har man fængslet en af hans slægtninge som påstået medvider. David ser det som sin opgave at vidne i sagen og få de to frikendt, men sagen er politisk og det vigtigste for englænderne er at få nogen – hvem som helst – dømt for mordet for at statuere et eksempel. Der er følgelig flere, der ser deres interesse i at forhindre David i at optræde i vidneskranken …

Ved siden af denne handling finder man desuden Davids forskellige oplevelser med kvindekønnet, ikke mindst den knibske og voldsomt charmerende Catriona Drummond, som har lagt navn til bogen.

Da den forældreløse David Balfour, i tiden efter 1746 og det navnkundige slag ved Culloden, hvor England besejrede den skotske oprørsbevægelse, kommer til skelsår og alder, bliver han sendt til sin onkel Ebenezer på familiegodset Shaws. Onklen viser sig at være en gammel gnier, der vel tager imod ham, men ikke ligefrem med begejstring.

Nogle dage efter Davids ankomst tager Ebenezer ham med til en nærliggende større by, hvor han bliver kidnapped og sendt ombord på skibet Covenant. Uden at David ved det, er onkel Ebenezers plan at sende ham til Amerika og få ham solgt som slave, for at slippe for at udlevere Davids retmæssige arv. Planen går for så vidt som den skal, indtil skibet får den skotske vovehals Alan Breck Stewart ombord. David bliver frelst, og i selskab med Alan drager han gennem det skotske højland på stadig flugt for kongetro skotter og engelske soldater på jagt efter tilhængere af "Bonnie Prince Charlie", i et forsøg på at nå tilbage til lavlandet og skaffe sig sin retmæssige arv.

Hans oplevelser er ret indgående beskrevet i bogens oprindelige fulde titel, hvor det hedder: "David Balfours erindringer om hans eventyr i året 1751, hvorledes han blev kidnappet og forliste, hans lidelser på en øde ø, hans vandringer i de vilde Højlande, hans bekendtskab med Alan Breck Stewart og andre notoriske jakobitter i højlandet, tilligemed alt hvad han måtte lide af sin onkel Ebenezer Balfour til Shaws."

Sådan lyder nogle af de mest berømte linjer i Oscar Wildes sidste værk. Forfatteren sad i fængsel to år i 1890'erne for "stærkt uanstændig opførsel", og under sit fængselsophold iagttog han dødsdømt morder, som gjorde et stærkt indtryk på ham. Det blev senere til Kvadet om Reading Tugthus, et stærkt indlæg om forholdene i samtidens engelske fængsler og den uværdige måde, dødsstraffen blev gennemført på.

Oskar V. Andersen gendigtede i 1910, hvad der er blevet kaldt "en meditation over dødsstraffen" på dansk med bevarelse af originalens rytme og rim, og selv om det som al anden poesi ved oversættelse kun kan være en afglans af originalens storhed, var hans udgave levedygtig nok til at opnå tre oplag mellem 1910 og 1944.

Humoristisk, satirisk og filosofisk roman om fortællerens grandonkel, Benjamin Rathery, som foregår et sted i 1780erne i den lille franske provinsby Clamecy. Onkel Benjamin er læge, men nærer ikke overvældende tiltro til sin professions effektivitet – han siger selv, at en læge har gjort nok, hvis han ikke ligefrem har taget livet af patienten – og han har en omfattende gæld, som han ikke ret gerne betaler – eller for den sags skyld er i stand til at betale. Han er en ynder af en god flaske og en god middag, han er ganske kultiveret og overbevist pebersvend.

I løbet af bogens handling når onkel Benjamin bl.a. at duellere, sidde i gældsfængsel, indgå i to mislykkede, og til dels ufrivillige, forsøg på at indgå ægteskab, dels med den lokale værtshusholderske, som han skylder en del penge, dels med en anden læges datter, som har udsigt til at arve, at kysse den lokale herremand et vist sted (og tage hævn for det på helt sin egen måde), at hænge byens urtekræmmer op i en krog i loftet, ufrivilligt at udgive sig for "den evige jøde" og meget andet.

"Min onkel Benjamin" var Claude Tilliers (1801-1844) eneste skønlitterære værk. Hans produktion bestod fortrinsvis af journalistik og politiske pamfletter, og denne virksomhed fornægter sig heller ikke i "Benjamin", der vrimler med aforismer og metaforer, som trods det gammeldags sprog og de snirklede vendinger uden særlig vanskelighed kan anvendes på verden og dens beboere i dag.

I dette en-akts skuespil sætter Strindberg forholdet mellem mand og kvinde på spidsen i skildringen af en skilsmissesag. Parterne er som udgangspunkt enige om at ordne sagerne i mindelighed, men da det ikke uden videre kan lade sig gøre at bestemme forældremyndigheden over deres fælles barn – titlens "bånd" mellem de to – uden den noget landlige retsmyndigheds indblanding, starter en kamp, hvorunder der kommer ting på bordet, som de to helst havde holdt for sig selv.

Strindberg skrev "Båndet" i 1892, hvor han netop var blevet skilt fra sin første hustru, den svensk-finske skuespillerinde Siri von Essen, og er vel sagtens skrevet som en slags reaktion eller bearbejdelse af processen.

"Båndet" blev første gang opført i Danmark på Det Kongelige Teater i 1917, hvor Poul Reumert og Bodil Ipsen spillede hovedrollerne som Baronen og Friherreinden.

Peregrine Pickle bliver lagt for had af sin moder (hun foretrækker hans ækle lillebroder, der har taget ved lære af sin moder og hader Peregrine lige så meget), og bliver ignoreret af sin fader (som er under tøflen). I stedet bliver han opdraget hos en gammel orlogskaptajn, Hawser Trunnion, der bor i sit "fort" sammen med en del gamle kammerater fra tiden i flåden. Peregrine vokser således op under opsyn af den ikke alt for smarte lærer mr. Jolter og med kaptajn Trunnions to gamle skibsfæller Tom Pipes og Jack Hatchway som en slags "håndgangne mænd". Han udvikler efterhånden en høj grad af selvbevidsthed og endnu højere moralske standarder – grænsende til stædig idioti –, men han er også meget hengiven til grove "practical jokes".

Efter et tilfældigt møde forelsker han sig vildt og inderligt i den smukke, men kompromisløse Emilia Gauntlet, men trods denne voldsomme forelskelse er hans moralske standarder ikke mere faste, end at han, så snart hun ikke lige er i nærheden, straks går på damejagt i både ind- og udland.

Peregrines liv og oplevelser i Oxford, London, Frankrig og Belgien, hans elskovshistorier, økonomiske ruin og deraf følgende ophold i gældsfængsel, samt alle de mere eller mindre sære personager, han støder på undervejs, danner tilsammen bagtæppet for forfatterens satiriske udfald mod menneskenes generelle ondskab, tåbelighed og grådighed.

Paradisrosen er en rubin af størrelse som et dueæg, som er betaling for visse ydelser, englænderne har ydet en lokal konge på øen Juanna ved Madagascar, og som kaptajn John Mackra får til opgave at bringe hjem. Ved udsejlingen fra øen ligger imidlertid sørøveren kaptajn England og lurer …

Sådan er begyndelsen til kaptajn Mackras eventyr. Juvelen Paradisets Rose har næppe nogensinde eksisteret, men i øvrigt er bogen baseret på virkelige hændelser, og såvel skibet Cassandra som John Mackra (i virkeligheden hed han James Macrae) og sørøveren Edward England har levet, og var hovedpersoner i meget lignende begivenheder i efteråret 1720 ved Madagascar.

En døende patient på det hospital i Paris, hvor den unge medicinstuderende Claude Bertholin har sin gang, beder ham om at finde hans kæreste, en ung pige ved navn Mariette. Claude indvilliger, og finder pigen – der til hans store forbløffelse viser sig at være en af hans egne barndomskammerater hjemmefra, Marianne Duclos.

Hun fortæller sin historie – som er bogens egentlige ærinde – om hvordan hun som opvarterske i sin onkels værtshus har mødt en vis Edouard, som hun forelsker sig i og plejer efter en skade, han har pådraget sig ved at forsvare hende mod nogle ubehøvlede havnearbejdere. Hun flytter ind hos Edouard, som tilsyneladende er lige så forelsket som hun og prøver at gøre den lille provinspige til en ægte, sofistikeret pariserinde, startende med at ændre hendes navn til Mariette.

– Men lidt efter lidt finder Marianne ud af, at han langsomt er ved at forvandle hende til en kopi af hans tidligere elskerinde.

I en række løst sammenhængende skitser beskriver Murger livet blandt fattige kunstnere på Montmartre i Paris i midten af 1800-tallet – en evig jagt på penge, kærlighed og noget så basalt som et dagligt måltid og et sted at bo, der er bedre end "den femte gren af det tredje træ til venstre, når man kommer ud af Boulogneskoven" eller "madam Græsmeyer".

Bohemelivet skildres elegant, letflydende og vittigt af forfatteren, der selv levede i miljøet, og dog med en besk understrøm af alvor, der nærmer sig bitterhed i de to sidste fortællinger, om Mimis død og den selvstændige novelle Jacques og Francine.

Giacomo Puccinis berømte opera La Bohème og Leoncavallos mindre kendte værk med samme titel er bygget over episoder fra "Bohemeliv".

Træskomageren Protat, hans plejebarn Zephyr og datteren Adeline lever lykkeligt sammen i landsbyen Montigny uden for Paris. Om sommeren forlægger den unge maler Lazare residensen fra Paris til de mere landlige omgivelser hos familien Protat. Her er Zephyr forelsket i Adeline – men hun forelsker sig i Lazare – som er mest forelsket i – sig selv …

Henri Murger var mest kendt for sine skitser fra den parisiske kunstner-bohéme, men har i "Adeline Protat" henlagt handlingen i landlige omgivelser. Historiens mange forviklinger er beslægtet med pariserskitsernes muntre elegance, men er i modsætning til mange af disse ikke hverken bitter eller tragisk.

Den ikke helt unge kongesøn Golaud finder pigen Mélisande ved bredden af en lille flod i en skov. Hun har tabt sin krone i vandet og forsøger at få fat i den igen. Golaud betages af den smukke, nymfeagtige pige, der er flygtet fra noget, hun end ikke selv ved hvad er, bringer hende hjem og gifter sig med hende. Men Mélisande forelsker sig i Golauds yngre broder Pelléas. Da den forbudte kærlighed bliver opdaget af Golaud, får det fatale følger for alle de implicerede.

"Pelléas og Mélisande" blev et af den symbolistiske stilretnings mest ikoniske værker, og satte sig spor i både billedkunst og musik, hvor det har dannet forlæg for operaen af samme navn af Claude Debussy og helt op til vore dage har inspireret adskillige værker af større og mindre navne som Arnold Schönberg, Jean Sibelius, Gabriel Fauré, Gustav Klimt, Carlos Schwabe og mange andre.

Drama i tre akter.

Pisa er omringet af florentinernes lejetropper – skanserne er ødelagt, forsvarerne faldet, og hungersnøden hærger byen. Pisas hersker, Guido Colonna, har sendt sin fader Marco til florentinernes lejr for at forhandle om fred, og lejetroppernes anfører, Prinzivalle, skænker gerne Pisa både levnedsmidler og fred - på én betingelse: at Guidos hustru Monna Vanna, skal komme til, kun iført en kåbe, og blive natten over i hans telt. Guido vil hellere dø – og lade Pisas indbyggere gøre det samme – frem for at se sin hustru skændet. Men Monna Vanna ofrer sig mod hans vilje, og går stolt og ubøjet til den fremmede krigsherre.

Herman Bang anmeldte skuespillet i begejstrede vendinger i dagbladet København efter opførelsen på Dagmarteatret i 1903: "[Monna Vanna er] først og fremmest fuldkomment som drama. Klart i linjer som en søjlehal; harmonisk i bygning som et antikt tempel; ubrydeligt i sin stolte og slanke arkitektur. – Dernæst, hvilken psykologisk rigdom indenfor denne rammes skønne fasthed. Materlinck kender intet til de forpjuskede og tvivlsomme sjælelige udredninger, som forvirrer og vildleder … Alle midler mægtig, fører han os, uden et Nu's vigen fra sit dramas lige vej, ned i alle lidenskabens dybder og op mod alle jublens himle."

Da Maisie er omkring fem år gammel, bliver hendes forældre, Ida og Beale Farange, skilt. Af skilsmissedommen fremgår, at den lille pige skal være et halvt år ad gangen hos hver af sine forældre. Det er de umoralske og selvcentrerede forældre egentlig ikke interesserede i – de opfatter nærmest datteren som en hæmsko for deres frie udfoldelsesmuligheder, og bruger hende i deres hadske kamp mod hinanden. Som tiden går, gifter Beale sig med Maisies guvernante, frøken Overmore, som derefter bliver til "fru Beale", og Ida med den vege sir Claude. Og som tiden går endnu mere, finder fru Beale og sir Claude sammen, mens Maisies virkelige forældre forsvinder fra hendes horisont, og hendes egentlige holdepunkter i tilværelsen i stedet bliver sir Claude og hendes nye guvernante, den lidt komiske og gammelmodige fru Wix – i grunden de eneste to mennesker, der beskæftiger sig med barnet og tager hende alvorligt.

Maisie er en intelligent og iagttagende lille pige, og bogen følger hendes færden og iagttagelser, mens hun forsøger at navigere sig frem i en rodet tilværelse mellem skiftende forældrepar og guvernanter, indtil hun endelig tvinges til at vælge, hvor hun egentlig vil være. Og det bliver et helt andet sted, end læseren måske havde forestillet sig.

Guernsey i 1820’erne: Den ensomme fisker Gilliatt er forelsket i Déruchette, en plejedatter af mess Lethierry, som ejer Guernseys eneste dampbåd. Gilliatt beundrer hende på afstand, indtil den dag, da Lethierrys skib går uhjælpeligt på grund på et klipperev. Det er ikke muligt at redde skibet, men måske kan maskinen – en uvurderlig sjældenhed, som ikke uden videre kan genskabes – bringes i land. Déruchette lover at gifte sig med den, der kan hente den uskadt hjem og dermed redde hendes plejefader fra ruin. Gilliatt ser sin chance, sejler ud til revet og begynder en månedlang, ensom kamp mod naturen for at opnå sit mål.

Dette er den grundlæggende handling i Victor Hugos måske mærkeligste roman. Omkring den enkle handling og det beskedne persongalleri er pakket en mængde skildringer af et Guernsey, der næppe nogensinde har eksisteret udenfor forfatterens fantasi, små historisk-videnskabelige anekdoter, og overvældende beskrivelser af en voldsom og fjendtlig natur. Der er, ligesom i Manden, der ler, passager, hvor hvert enkelt ord og sætning står som mejslet i granit, og andre, hvor Hugo fortaber sig i ligefrem surrealistiske sidelinjer og associationer – og som samlet hele er det en læseoplevelse, man næppe finder andre steder.

Victor Hugo var en indædt modstander af dødsstraffen, og skrev i sine yngre dage to fortællinger som indlæg mod den: "Den dødsdømtes sidste dag" og "Claude Gueux".

I den første og længste af fortællingerne skildrer en dødsdømt i dagbogsform de seks sidste uger af sit liv – ikke kun den sidste dag – fra dommen til dens eksekvering – om dagligdagen i henholdsvis Bicêtre- og Conciergerie-fængslerne, om hans rædsel for døden i guillotinen og hans skiftende sindsstemninger i vaklen mellem håbet på en benådning og sort fortvivlelse. I tilbageblik giver han brudte billeder af sin tidligere tilværelse fra en barndomskæreste til livet med moder, hustru og en lille datter.

"Claude Gueux" er idømt fængsel for et tyveri, han har begået af nød og sult: "det skaffede hustru og barn mad og varme i tre dage og Claude fængsel i fem år". I fængslet har han én ven, Albin, der ligeledes er dømt for tyveri. Da fængselsdirektøren kommer under vejr med venskabet, skiller han de to ad – og Claude bliver så rasende, at han opildner medfangerne til oprør og dræber direktøren. Det kan naturligvis kun have én udgang.

Claude Gueux blev første gang trykt i Revue de Paris i 1834, og udgiveren fandt den så væsentlig, at han senere samme år besørgede et særtryk, som blev sendt til samtlige medlemmer af Deputeretkammeret.

Da den unge englænder Gilbert Aycon sammen med en ven besøger en veninde, en hertuginde et sted i nærheden af Mont Saint-Michel i Normandiet, befinder han sig i løbet af kort tid midt i en indviklet situation, hvori indgår to smukke damer i nød, en morderisk og hævngerrig hertug, samt et kostbart juvelhalsbånd. Hvilken ridderlig engelsk gentleman i slutningen af 1800-tallet kan vel lade være med at involvere sig – især ikke, da han ret hurtigt opdager at han er halvforelsket i den ene nødstedte dame, og til op over begge øren i den anden?

I vinteren 1779 er det, der senere blev til USA, i fuld gang med at smide den engelske kolonimagt på porten. En af frihedshærens store førere, George Washington, ligger i vinterlejr i Morristown, New Jersey, og en af hans kaptajner er kæreste med en lokal ung pige, Thankful Blossom. De to er enige om, at der ikke er meget ved generalen, og at gode gamle kong George nok ikke er så slem endda. Thankfuls fader har også ofte besøg af et par suspekte typer, "grev Ferdinand" og "baron Pomposo". Kort sagt, det ligner en køn lille forræder- og spionrede, og det ender da også med, at Thankfuls fader såvel som hendes kæreste bliver anholdt og anklaget. Men den lille jomfru Thankful vil ikke finde sig i, hvad hun opfatter som forkert og uretfærdigt, og går derfor direkte til general Washington … som viser sig at være en helt anderledes personlighed, end hun havde forestillet sig.

(Egentlig var det ikke bevidst planlagt, at lige den bog skulle genudgives på USAs Uafhængighedsdag den 4. juli, men det er vist meget passende …)

Maruja er en halvt spansk, halvt amerikansk pige, som bor sammen med sin moder og nogle yngre søstre på familiens ranch et sted i Californien – et Californien, der for ikke så længe siden var mexicansk og en gammel spansk koloni, og hvis kultur og befolkning i vid udstrækning stadig er spansk.

Hun er arving til ejendommen og dermed en større formue, hun er smuk og flirter med adskillige tilbedere af passende herkomst, ikke mindst den amerikanske kaptajn Carroll. Men det er familiens vilje, som bunder i en gammel forbandelse, at arvingen til La Mision Perdida skal ægte en mand af spansk afstamning, ellers vil ejendommen gå i opløsning og komme på fremmede hænder. Man har allerede set tegn på, at det ville ske, dengang moderen giftede sig med yankee'en Joseph Saltonstall, og traditionen holdes i hævd af husets halvgale hovmester Pereo, som har været på ranchen i umindelige tider, og har en finger med i alt og bestemmer over alt.

Illustreret med helsides tegninger af Richard Caton Woodville jr. fra den engelske førsteudgave af Maruja i Illustrated London News juni 1885.

Jeg har samlet 35 tekster fra deres samtids aviser, tidsskrifter og blade, som for størstedelens vedkommende ikke findes andre steder, og hvoraf en del helt eller delvis kan tilskrives hende. Hvilke af dem er kun delvis kendt, men ud fra stil og emner har læseren mulighed for at danne sig sin egen mening …

Da forpagter Gabriel Oak møder den smukke Bathsheba Everdene, bliver han omgående betaget af den unge pige, men da han nogen tid efter frier til hende, afslår hun hans tilbud. Et uheld med hans får medfører, at Gabriel går fallit, og da Bathsheba nogenlunde samtidig arver en stor gård i et andet sogn, bliver den sociale kløft mellem de to for stor til, at han tør gøre sig flere forhåbninger.

Bathsheba, der er en stærk og selvbevidst pige, flytter til sin gård i Weatherbury og beslutter sig til selv at drive gården videre - til nogen forbløffelse for de lokale: hun er jo en kvinde …

Nogen tid efter sin ankomst til Weatherbury sender hun i ungdommelig overstadighed et Valentinsbrev med teksten "Gift dig med mig!" til den noget ældre proprietær Boldwood på naboeejendommen. Som den inkarnerede ungkarl uden nogen som helst erfaring med kvinder, Boldwood er, tager han brevet alvorligt, og forelsker sig i Bathsheba – men heller ikke ham vil hun have. Boldwood er imidlertid ikke en mand, der tager et Nej for gode varer, og han vedbliver at kurtisere Batsheba.

Endelig møder hun den flotte, men ludfattige sergent Francis Troy, som hun falder hovedkulds for. Troy står egentlig for at indgå ægteskab med Bathshebas tjenestepige Fanny Robin, som han har gjort gravid, men da Bathsheba er både smukkere og rigere end Fanny, lader han sig friste og gifter sig med hende i stedet.

Bathshebas to tidligere beundrere er imidlertid aldrig ophørt at elske hende, og sergent Troy er aldrig ophørt at elske Fanny – og er i øvrigt generelt noget af en dagdriver og en skidt karl, som øder Bathshebas penge væk på spil – så de tre mænd vedbliver at komplicere både hendes og hinandens liv på en måde, der kun kan ende i en katastrofe.

I titelfortællingen – som også er bogens længste – møder vi en kommende universitetsprofessor, Ippolit Sergejevitch, en mand med ret ordinære og gennemsnitlige holdninger. Da han hos sin søster træffer Varenka, føler han sig både draget mod hende og rædselsslagen ved tanken om at binde sig til en kvinde, hvis holdninger og livsindstilling er så voldsomt forskellige fra hans. Georg Brandes skrev om Varenka Olessov, at hun med sin uslebne forstand, elementære oprindelighed og sanseforvirrende skønhed er den ypperste og mest udført beskrevne af Gorkijs mange kvindeskikkelser, som ingen anden kan måle sig med.

"Bedstefar Archip og Ljenka" beskriver en gammel mand og hans sønnesøn, som den gamle har ofret hele sin tilværelse på at opdrage, siden forældrene døde. Nu er han selv døden nær, men Ljenka synes ikke at forstå, hvilke konsekvenser det kan have for ham. "Fulgt ud" er en ultrakort skitse, der beskriver, hvordan man straffer utro kvinder i en fjern russisk provins. "Tchelkasch" er en tyv og vagabond, der driver rundt i Odessas havneområde, mens han planlægger et tyveri fra et silkelager. Han tilbyder en ung bonde, Gabriel, at være med, og denne accepterer. Gabriel fantaserer om, hvad han skal bruge alle pengene til, og gennem hans grådige fantasier og selvnedværdigelse lærer Tchelkasch noget om sig selv. I "Khanen og hans søn" tilbyder den gamle khan på Krim sin søn en gave efter eget valg. Sønnen vælger en fangen kosakpige fra faderens harem, det eneste, den gamle endnu holder af. "Seks og tyve og én": 26 forhutlede kringlebagere spiser, sover og arbejder i en skummel kælder under slaveagtige forhold. Deres eneste lys i hverdagen er den unge pige Katja, der hver dag besøger dem for at tigge kringler. De forguder hende som en helgen, men er hun nu også det? "Det var en gang i efteråret", at forfatteren mødte en fattig og forhutlet pige, som var i færd med at grave sig ind under en markedsbod, hvor man handler med fødevarer. Han hjælper hende, og de to slutter sig sammen for en kort tid.

"Cranford er amazonernes by" – der findes ganske vist mænd i dens univers, men med et par undtagelser er de bortrejste, døde eller optaget andetsteds. Tilbage er – i hvert fald i Elizabeth Gaskells yndefulde og usentimentale skildring – en flok af prægtige gamle damer, der ængsteligt holder på alt, hvad der synes dem godt og fint, og med stor afsky undgår alt, hvad der falder ind under det frygteligste af alt frygteligt: Det "vulgære". Under damernes udsøgte "kapper" finder man vel ikke store hjerner, men en enkel og ligetil tankegang og rigt og varmt bankende hjerter, kærligt skildret med forståelse for damernes særheder (men ikke uden blik for deres naragtigheder), af forfatterens alter ego, den unge Mary Smith, som opholder sig hos sine slægtninge, de ugifte søstre Deborah og Mathilda Jenkyns i Cranford.

Fortællingerne – hvert kapitel er i det store og hele en afsluttet historie – foregår i første del af 1800-tallet, og er inspireret af forfatterindens ungdom i den idylliske engelske provinsby Knutsford mellem Liverpool og Manchester.

I denne udgave er foruden alle de oprindelige historier fra 1850-53 tillige medtaget den hidtil ikke oversatte "The Cage at Cranford" ("Det franske papegøjebur") fra 1863.

Hvem der har bygget den mærkelige by, hvis ruiner er kendt under navnet Great Zimbabwe, er endnu i dag ikke fuldt klarlagt. I slutningen af 1800-tallet var en populær, omend ikke voldsomt velfunderet teori, at den var bygget for tre tusind år siden af fønikiske kolonister fra Tyrus i det nuværende Libanon, som skulle have drevet handel og guldminer på stedet. Haggard var fascineret af de mystiske ruiner og han koblede teorien om fønikerne sammen med historien om det bibelske Ophir, der gik sin undergang i møde på grund af dens indbyggeres ondskab og falske religion.

Det hele blev til denne farverige eventyrroman om kærligheden mellem Astarte-præstinden Elissa og den jødiske prins Aziel, der ender med en krig med de omgivende lokale stammer under anførelse af den nedrige kong Ithobal, som også havde planer om at indlemme Elissa i sit harem, da Aziel kom i vejen.

Af de seks fortællinger i "Mørke billeder" hører de to af dem til Gorkijs bedste og mest berømte. I den første af dem, "Ægteparret Orlov", møder vi det ludfattige skomagerægtepar Orlov, hvor den daglige kost i den kælder, der er deres hjem, er drukkenskab, skænderier og bank, indtil de en dag tilfældigt får arbejde på et kolerahospital, og deres liv pludselig får betydning, også for dem selv. I "Konovalov" hører forfatteren om en gammel kammerat, Alexander Konovalovs selvmord i et fængsel, efter at han er blevet anholdt for løsgængeri. Gorkij erindrer dengang han arbejdede sammen med Konovalov i et bageri, hvordan han i deres ledige stunder læste højt for ham, og hvor stort et indtryk romanerne gjorde på den melankolske, filosofiske analfabet; og endelig deres sidste møde, da han traf ham som arbejder ved et havnebyggeri et sted ved Sortehavet.

Ud over disse to indeholder samlingen fortællingerne "I steppen", "Kammerater", "På tømmerflåden" og "Vennerne"

I september 1617 brændte byen Tangermünde ved Elben – 500 beboelser og 50 fyldte lader gik til grunde. Branden var påsat, og en ung pige, Margarete Minde, blev halvandet år senere dømt og henrettet for forbrydelsen – noget der i nyere tid har vist sig sandsynligvis var et justitsmord.

Det er den historiske baggrund for handlingen i romanen. Om Margarete eller Grete Mindes barndom og opvækst vidste man på Fontanes tid ikke meget, men det er netop dette, der optager størstedelen af bogen. Forfatteren har ikke forsøgt at genskabe tiden eller personerne, men har skabt sine egen figurer ud fra de sparsomme oplysninger, der var tilgængelige, og søger derigennem at give et bud på, hvad der kunne drive en datter af det bedre borgerskab til en sådan forbrydelse:

Grete gennemlever en kærlighedsløs opvækst som en udstødt, der bliver set ned på af sin familie som "fremmed" på grund af sin sydlandske afstamning – moderen var spanier og tilmed katolik. Striden med familien – først fremmest halvbroderen Gerdt og hans kone Trud, der på én gang er Gretes svigerinde og formynderinde – tilspidses efter faderens død, og Grete flygter sammen med sin ven, naboens søn Valtin. De to tilbringer nogle år på landevejen med et omrejsende dukketeater indtil Valtin dør, og Grete med deres barn vender tilbage til Tangermünde for at "sone sine synder" og indordne sig broderen. Men hadet til den fremmedartede pige er ikke i mellemtiden blevet mindre …

Da den gode mr. Allworthy en dag skal til at gå i seng, opdager han, at der ligger et spædt drengebarn på hans seng. Trods hans omgivelsers modvilje fatter han medlidenhed med den lille fyr og tager ham til sig og opdrager ham under navnet Thomas Jones – efternavnet, fordi han mener at have opdaget, at den lilles moder er et tyende ved navn Jenny Jones.

Tom vokser op til livlig, men ærlig og rar ung mand, og forelsker sig voldsomt i naboens datter, miss Sophia Western. Da Tom jo imidlertid trods alt er en bastard, uanset han er indsat som Allworthys arving, er Sophias fader ikke så glad for ideen om at se ham gift med sin datter – han satser i stedet på Toms "fætter" den sleske og underfundige William Blifil, i en grad så han ikke viger tilbage fra at indespærre datteren, nærmest på vand og brød.

Det lykkes mr. Blifil at sætte Tom i unåde hos mr. Allworthy, og han drager hjemmefra for at søge sin lykke andetsteds. Nogenlunde samtidig flygter miss Sophia fra sin fader, og vi følger gennem bogen de tos mange både komiske og til tider ikke ganske moralske eventyr på de engelske landeveje og i London, hele tiden vejledt af forfatterens vurdering af sine personers adfærd og handlemåder, så man ikke løber sur det.

I denne fortsættelse af "Den gamle stue" er Cordts og Adelheids søn Finn blevet myndig, og hans første ønske som "voksen" er at flytte ind i "den gamle stue", som i slutningen af fortællingen af samme navn var blevet splittet ad og Cordts og Adelheids navne slettet på listen over dens retmæssige beboere. Forældrene bor stadig begge i huset, men lever hvert deres liv. Finn er en veg og livsupraktisk drømmer, hvis forsvarsløse sind bliver valpladsen for forældrenes vedvarende strid; han drages skiftevis mod faderen og moderen, men kan til sidst ikke overskue sin egen tilværelse.

"Den gamle stue" er sindbilledet på det, som tilhører en svunden tid: den er indrettet af en fjern ane til den ene af hovedpersonerne, Cordt, "højt over gaden, fjernt fra dagens gerning", som en slags ægtestandens hellige lønkammer, hvor mand og hustru gennem generationer er mødtes efter dagens dont og har betroet sig til hinanden i et inderligt sjæleligt samvær. Cordt er repræsentanten for denne slægtstradition, som han gerne ville fortsætte, men den magt, som "stuen" har over hans sind, deles ikke af hans unge, livslystne hustru: hun forstår den ikke, og hun skræmmes af de minder, der ligger gemt i den gamle stue, hvor gode og fine de så end ellers er. Bogen skildrer hendes bitre kamp for friheden og lyset mod Cordts traditionsbundne spændetrøje.

Hent gratis ebog.        

Der var en del kritikere og læsere, der fik noget galt i halsen, da Arthur Conan Doyle – som de kendte som forfatter til de hyggelige kriminalfortællinger om Sherlock Holmes – i 1894 udgav denne samling af historier, som alle relaterer sig til lægestanden – der optræder mindst én læge eller medicinstuderende i alle historierne, og de spænder fra realistiske fortællinger om børnefødsler, arvelig syfilis og kønsroller over en poetisk lille historie om en gammel mands kærlighed, til fantastiske og bestemt ikke videnskabeligt funderede beretninger om en levende mumie og den komisk-morbide historie om en mislykket henrettelse.

Denne lille samling af 31 krøniker og eventyr: fortællinger, fabler, pasticher, parabler og endda et par spøgelseshistorier, var det andet og sidste værk, Ernesto Dalgas fik udgivet før sin død (hans efterladte og langt mere voluminøse produktion blev udgivet nogle år efter af vennen Axel Mielche).

Bogen indbragte forfatteren ros for originalitet, poetisk temperament og en rig fantasi, som "burde sikre ham en plads blandt de bedste af landets digtere, når han engang havde fundet målet for sin søgende ånd og usikre livsanskuelse". En anmelder skrev endda ligefrem, at "meget i denne bog er smukt, men af og til tvivler man om forfatterens forstand" - et prædikat, der vel forresten også kan gælde mange andre symbolister.

"Geografiske Digte" fra 1896 var Dalgas' debut, og det ene af de to værker, han nåede at få udgivet inden han begik selvmord en nat i juli 1899 – 35 små og større digte, som handlede om de ting, man dengang forbandt med folkeskolens geografiundervisning, og som ifølge forfatterens lille indledning var tænkt at skulle bøde på tidens sørgelige mangel på læredigte. (Hvorfor børnene præcis havde brug for at lære om, hvor rødvinen kommer fra, forekommer dog lidt uvist!) Skolevæsenet lod sig dog ikke besnære, mens en del af dagbladenes kritikere gik ind på ideen – dog med forskellige konklusioner.

En anmeldelse, som gik igen i adskillige af samtidens provinsaviser, skrev fx: "Man har ikke læst mange sider frem i denne bog, ja ikke mere end det første digts første strofer, før man ser, at det er en virkelig digter, man har for sig. … Men når forfatteren i forordet siger: 'Jeg har valgt versformen, fordi jeg er overbevist om læredigtets store pædagogiske værdi, så får man lyst til at svare: Nej, du har 'valgt versformen', fordi du ikke kunne andet; for i hele værket er det den unge, varme digter, der har ordet."

Miss Defarge er ikke længe om at regne ud, at hun med de rette midler har store muligheder der i huset, for som hun selv udtrykker det: "Det vil slet ikke blive nogen dårlig underholdning at manøvrere sådan, at jeg kommer til at holde tøjlerne i dette hus og så forsøge, hvad der kan udrettes med det."

Mary Lennox er ni år og vokset op i Indien. Hendes fader er død, og moderen er helst fri for at have noget at gøre med den grimme og ubehagelige lille tøs, hun har sat i verden. Da der udbryder kolera, dør også moderen, og Mary bliver sendt til England for at bo hos en onkel på godset Misselthwaite langt ude på heden i Yorkshire.

Misselthwaite viser sig at være et mystisk sted, hvor der er hundredvis af værelser, man ikke må gå ind i, lyde som af én, der græder om natten, og en have, som har stået aflåst og forbudt siden Marys tantes død for ti år siden.

Da onklen straks efter hendes ankomst rejser bort, er Mary atter alene med en flok tjenestefolk, der har ordre til at opvarte hende i alle ender og kanter. Hun finder sig efterhånden til rette og begynder at udforske sine nye omgivelser, og bliver lidt efter lidt venner med de to jævnaldrende drenge: Dickon, som kan noget helt specielt med dyr og planter, og den sygelige og hysteriske invalid Colin. Hun finder også nøglen til den hemmelige have, og sammen genopliver de tre den forvildede have, uden at bemærke at fællesskabet og arbejdet også forvandler dem selv.

Den nye forpagter på Thrushcross Grange, et sted i Yorkshire, mr. Lockwood, besøger engang i 1801 ejeren, en mr. Heathcliff på naboejendommen Wuthering Heights. På grund af vejret bliver mr. Lockwood – åbenbart meget mod mr. Heathcliffs vilje – nødt til at blive og overnatte på Heights. Han indlogeres på et tomt værelse, hvor han bl.a. finder en gammel dagbog af en vis Catherine Earnshaw, og da han er faldet i søvn, har han et underligt mareridt – eller er det virkelighed? –, hvor en kvinde forsøger at komme ind gennem vinduet … Dette, sammen med den underlige stemning, der hersker mellem beboerne på Wuthering Heights, får mr. Lockwood til at undre sig over, hvad der er sket på stedet før hans ankomst, og da han fæster Ellen Dean som sin husholderske, finder han i hende én, der har været med gennem det hele, og som tilmed er en glimrende fortæller.¨

Af hende får han historien om hittebarnet Heathcliffs og Catherine Earnshaws voldsomme og uudslukkelige kærlighed, som aldrig bliver til noget på grund af Heathcliffs herkomst og Catherines tvungne ægteskab med nabosønnen, den vege Edgar Linton. I fortvivlelse over dette drager Heathcliff bort fra egnen for flere år senere at vende tilbage som en rig og dannet mand, klar til at hævne sig på alle sine fjender – en rå og altopslugende hævn, der strækker sig over henved tyve år og ødelægger tilværelsen for alle de involverede og deres børn.

Lady Ducayne kan huske, dengang Marie Antoinette blev henrettet, og hendes selskabsdamer har en tendens til at svinde hen og dø efter nogen tid i hendes tjeneste. Men Bella Rolleston har brug for pengene, og hun har også lyst til at rejse, så hun tager alligevel tjeneste hos ladyen og rejser med hende og hendes dystre gamle læge dr. Parravicini til Italien. Efter nogen tid begynder hun at føle sig træt og udmattet, og har store insektbid på armen. De italienske myg er store og grådige – eller det er i hvert fald dr. Parravicinis forklaring …

Sådan er handlingen i titelfortællingen i denne samling af, hvad man kan kalde victorianske "hyggegys" fra den gang det var virkelig mørkt om natten og tågerne drev tæt over de engelske floder. Ud over titelfortællingen indeholder samlingen fortællingerne Godsforvalteren, Mysteriet på Fernwood, Teatermalerens hustru, John Granger, Levisons offer, Chrighton Abbey, En uhyggelig gæst, Hendes sidste optræden, Doktor Carrick og Skyggen i krogen – et ganske repræsentativt udsnit af Mary Elizabeth Braddons noveller i den gotiske genre fra 1861 til 1896. Her finder læseren de fleste af de kendte og elskede temaer fra genren – kvinder i nød, skumle mandspersoner, vanvittige slægtninge skjult i afsides gemakker, varsler og gengangere, skygger, der er mørkere end mørket … og så altså vampyren lady Ducayne. Eller er hun nu også det?

Julien Sorel er yngste søn af tømmerhandleren i Verrièrres, en stor beundrer af Napoleon og holder også meget af sig selv. Han er køn og begavet, har store ambitioner og få virkelige følelser, og da han kommer i tjeneste som huslærer hos den lokale borgmester, de Rênal, udnytter han dennes hustru til at føre sig frem i den lille by. Efterhånden skaffer han sig også forbindelser i gejstligheden, opnår at komme på et præsteseminarium og derfra videre som sekretær for den magtfulde marki de La Mole i Paris, hvis romantiske og overspændte datter Mathilde han udnytter efter et lignende mønster som tidligere fru de Rênal.

Både Julien og de fleste af hans omgivelser er en flok hyklere af højeste rang, og da han endelig opdager og selv føler den virkelige kærlighed, som de to kvinder i hans liv nærer for ham, bliver det hans undergang.

Under foregivende af at foretage uddrag af italienske manuskripter fra 1500-tallet fortæller Henri Beyle (Stendhal) historien om den umulige kærlighed mellem Elena di Campireali, datter af en af de rigeste mænd i byen Albano, hvis familie er imod forbindelsen, og Giulio Branciforte, en lokal røver, der står under den mægtige Colonnas beskyttelse, men hvis kærlighed får ulykkelige konsekvenser for både ham selv, Elena og hendes familie.

Sjette og sidste bind af Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer finder forfatteren i København, hvor han bl.a. møder H. C. Andersen, forsøger sig som hypnotisør over for et par unge piger af hans bekendtskab og under et langvarigt anfald af sin øjensygdom dikterer romanen "Fra Piazza del Popolo". Romanen bliver efter udgivelsen sablet ned at Bergsøes gamle uven, anmelderen Clemens Pedersen – andre er dog mere positive, men som udgangspunkt var dette hans mest kendte værk ikke nogen salgssucces til at starte med. Da han efter gentagne anfald af sygdommen atter rådes til at tage til Italien, drager han i 1867 afsted, denne gang i følgeskab med vennen Jonas Collin. Han bosætter sig efter et ophold i Rom på øen Ischia i Napoli-bugten, hvor han træffer sammen med den unge Henrik Ibsen, der er i færd med at skrive skuespillet "Peer Gynt". Efter at Ibsen har forladt øen forlader Bergsøe atter Ischia for at møde sine søskende, Frederik og Clara, der efter aftale har indfundet sig i Rom. Han træffer igen Henrik Ibsen, der har store planer om et vældigt skuespil – "et verdenshistorisk drama i ti akter", som blev til "Catilina"; – og får til Ibsens misundelse det anckerske legat, der forpligter ham til at forblive endnu et år i udlandet. - Og så slutter Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer – lidt brat måske, men han har i 1869 fået udgivet "Fra den gamle Fabrik" og ringen er dermed sluttet tilbage til hans barndom.

Femte bind af Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer fortsætter, hvor det fjerde slap, nemlig i Rom, hvor han indvier læseren i levevilkårene for fattige skandinaver, mens han fortsætter sine studier af dyrelivet på Campagnen udenfor Rom, især tarantel-edderkoppen, som han vil skrive en afhandling om. Med samme formål drager han derpå til Gennazzano – opholdet dér blev senere inspirationen til opfølgeren til "Fra Piazza del Popolo": "I Sabinerbjergene – Breve fra Gennazzano", og endelig fortsætter han videre til Neapel, hvor han håber at kunne komme med på en fiskerbåd for at undersøge en særegen parasit hos sværdfisk i frisk tilstand, som han tidligere har opdaget i et præparat hjemme i København. Han kommer da også ud, men det viser sig at være med en lokal røver og småforbryder, der er ude efter hans penge og instrumenter. Oplevelsen beskrives i en lille novellistisk skitse, der ikke har fundet vej til hans senere novellesamlinger. Endelig går turen atter – efter nogle uoverensstemmelser med Pavestatens toldere over en suspekt bog, Bergsøe har i kufferten – over Paris, hvor han uafvidende træffer kejserinde Eugenie, og Køln og Altona, hvor de tyske toldere besværer sig over hans nationalitet: Året er er 1863, og krigens skyer tårner sig op i Sønderjylland og Slesvig-Holsten.

I Fjerde bind af Bergsøes ungdomserindringer er han blevet færdig med sin magisterkonferens, og drager til Nordsjælland for at finde objekter for sine fortsatte studier af insektlivet. Et resultat af denne udflugt er bl.a. en lille afhandling om oldenborrens liv med forslag til en metode til bekæmpelse af denne billes skadelige larver - uden at den dog får den revolutionerende indflydelse på det danske landbrug, som han havde forestillet sig. Samtidig bryder hans øjensygdom ud i lys lue, og han rådes til at drage til det sydlige udland - nærmere bestemt til Italien – for måske at få gavn af det mere gunstige klima der. Undervejs er han nær ved at blive hovedperson i en duel i München, overlever en halsbrækkende fart i storm og regn over Brennerpasset og stifter bekendtskab med Pavestatens emsige toldvæsen i Civita Vecchia, før han endelig når Rom, hvor han lidt efter lidt lærer den skandinaviske kunstnerkoloni dersteds at kende og selv bliver en del af den.

Tredje bind af Bergsøes ungdomserindringer dækker i hovedsagen årene 1854-1859, og handler bl.a. om Bergsøes tid som studerende ved Københavns Universitet, livet i Studenterforeningen, en studierejse til Bornholm og hans virke som medarbejder ved københavneravisen Dagbladet. Et par kapitler omhandler Frederik den Syvende og grevinde Danner (som Bergsøe mildt sagt ikke var nogen stor tilhænger af) med afstikkere til tidens politiske forhold, Frederiksborg slots brand og "Pepitamanien", da den spanske danserinde Pepita de Oliva slog sine folder på Kasino-teatret i 1858 og bedårede det meste af Københavns befolkning (minus Bergsøe). Forfatterens anonyme satire "En aften i Kasino" og et digt om Frederiksborgs brand, begge bragt i Dagbladet, findes ikke i den originale udgave af "Studenterleben …", men er medtaget som tillæg i denne udgave.

Andet bind af Bergsøes ungdomserindringer, som delvis overlapper det første, indeholder bl.a. flere træk af livet som elev på Borgerdydskolen, hvad læsning af E. T. A. Hoffmann kan føre til, når man er en letpåvirkelig ung mand, om Bergsøes konfirmation, krigen i 1848-50, koleraepidemien i 1853 og slutter på det tidspunkt hvor forfatteren dimitterer som student i 1854.

Hent gratis ebog.

Første bind af Bergsøes ungdomserindringer dækker perioden frem til 1853 og indeholder bl.a. et afsnit om familien Bergsøes historie, om den kongelige porcelænsfabrik, og om forfatterens barndom og ungdom, ikke mindst som elev på Borgerdydskolen på Christianshavn. Det er næsten engelsk kostskoleskildring, og det er vel typisk for tiden, at Bergsøe med veneration erindrer en lærer, som gav ham 79 slag med spanskrøret, og da han endelig giver sig og siger undskyld, blot brummer, at det kunne han vel ha'e sagt noget før, så var han nok sluppet billigere.