I Arthur Schnitzlers Anatol-scener lever amouretternes og separatkabinetternes og ungkarlehjemmenes letsindige Wien i sidste del af 1800-tallet, og her møder vi den unge, evigt forelskede - temmelig narcissistiske og udi egen opfattelse ret kompromisløse kvindekender - Anatol, og oplever i brudstykker hans forhold til syv forskellige kvinder, vittigt og kynisk kommenteret af hans ven Max.

De syv små skuespil har så vidt vides aldrig været udgivet i deres helhed på dansk - den mest komplette udgave er Peter Nansens oversættelse af fem af dem i bladet "Tilskueren" fra 1912-13, der også er benyttet som forlæg her - en oversættelse, der er blevet betegnet som "lige så god som originalen".

En engelsk fortolker af Anatol har bemærket, at "for at oversætte Schnitzler skal man være Schnitzler - og det ville jo være absurd …" Uden at gøre os til af at være hverken Schnitzler eller Nansen har vi alligevel vovet at oversætte også de to sidste skuespil - Mindestene og Dødskvaler, således at der her foreligger en fuldstændig udgave.