================================================================
eBibliotek 1800                                 16. februar 2004
                      Nyhedsbrev 1:2004

http://www.ebib1800.dk             mailto:postmester@ebib1800.dk
================================================================

Indhold
*******
   1: Forlagsnoter
   2: Aktuelle udgivelser
   3: Kommende udgivelser
   4: Baggrund: General Beauregard
   5: Administratrivialiteter

_______________________________________________________________

1: Forlagsnoter
========================

a) Statistikker...
------------------

... kan bruges til så meget. Men jeg synes nu, det taler sit
klare sprog, når jeg kan konstatere, at eBibliotek 1800's
gratis-udgivelser sidste år blev downloadet ikke mindre end
1545 gange, med Dickens' Juleeventyr som klar topscorer med 354
downloads (fordelt over hele året - ikke kun ved juletid!),
efterfulgt af Ruskins Kongen af Guldfloden med 186 og Ingemanns
Tre Fortællinger med 174.

Med hensyn til salg af eBøger stiller sagen sig straks
noget anderledes - Jeg kan holde skindet på næsen -
websiden og et par nødvendige værktøjer er mere
eller mindre tjent ind, men overskuddet befinder sig stadig et
eller andet sted på den anden side af horisonten.

"Arbejdet bærer lønnen i sig selv" - nahhh!

b) Fra sidste Nyhedsbrev
------------------------

... hvor jeg bebudede forskelligt, bl.a. forbedringer i
formaterne PDF og Mobipocket, kan det nu siges, at der er i de
PDF-udgaver, der kom 1. februar er sket visse forbedringer - de
ligner lidt mere de to andre formaters pc-udgaver med mindre
tekst pr. side med større typer og dermed forhåbentlig bedre
læsbarhed. Prisen har - naturligvis, kunne man næsten sige -
større filer. Mobipocket-formatet har jeg måttet opgive at
ændre, idet de ting, jeg vil lave om på, ikke er understøttet af
den gængse version af MobiPublisher (3.03) - der skulle efter
sigende komme en version 4 i løbet af 2004, og så...

Brug af Dublin Core varer også lige lidt - Adobes måde at gribe<
> den sag an på var ikke helt så ligetil som først antaget, og
hverken Mobipocket eller Microsoft Reader har faciliteter til
den slags "fra naturens side".

Til gengæld kan jeg nu sige med sikkerhed, at Mark Twains Jeanne
d'Arc-biografi kommer i år, dog nok først efter sommerferien, da
det gnidrede, gamle norske avistryk var for stor en mundfuld
selv for FineReader - der ellers kan oplæres til næsten hvad som
helst. Men da jeg kan være en stædig gammel møghund, skriver jeg
den ind "i hånden" i stedet!

________________________________________________________________

2: Aktuelle udgivelser

======================

Den 1. februar udkom

* B. S. Ingemann: Eventyr og Fortællinger (1820) (Gratis)
http://www.ebib1800.dk/abaingemann.htm#eventyr1820

som indeholder:

* Det høje spil *
Den unge Holger spiller højt spil om et år af sit liv og sin
kone og børn. Men pyt, han har jo hverken kone eller barn! Men
det får han i form af den skønne Mirza med den gyldne lok, og
så bliver det alvor. For hvad er værdifuldt nok for en af
Helvedes' sendebude, til at man kan bytte sig sin elskede, sit
liv og sin sjæl tilbage?

* Sphinxen *
Arnold køber sig en ny spadserestok af en gammel kone på gaden
i Hamborg. Stokkens håndtag er udskåret som en sfinx, og
Arnold benytter den straks på en spadseretur i en nærliggende
skov, hvor han falder og slår sig bevidstløs. Da han vågner,
er han på et slot hos en dejlig jomfru, grevinde Cordula.

(Denne novelle er ud over alle grænser inspireret af Hoffmanns
Guldskålen. Det bliver den nu ikke dårligere af!)

* Altertavlen i Sorø *
Grev Otto forelsker sig i jægeren Franz' datter Gjuliana.
Franz søger at tale Otto fra at ville ægte Gjuliana med
forblommede hentydninger til en grufuld fortid, der også
involverer Ottos forældre.

* Moster Marie *
Hr. Hind kurtiserer den smukke Marie, der er arving til en pæn
formue. Han har selv penge, så pengene er vel ikke
drivkraften. På den anden siden stammer hans formue fra arven
efter hans første kone, der døde under mystiske omstændigheder
efter et kort ægteskab. Er han en ny Rolf Blåskæg, som Maries
søster mener?

(ISBN 87-7979-058-5)

* Udgaven er baseret på Bernhard Sev. Ingemann: Samlede Eventyr
og Fortællinger, IV.-XIII. Bind, Kunstforlaget Danmark,
København 1913

----------------------------------------------------------------

* Adelaide Piper: Svend, Knud og Valdemar (100.-)
http://www.ebib1800.dk/abafristrup.htm#svendknudvaldemar

Bølgerne ruller!

- og de tre konger Svend Eriksen, Knud Magnussen og Valdemar
Knudsen mødes i Roskilde for at blive enige om en fordeling af
kongeriget. Det går ikke, og Knud myrdes, og de to resterende
konger mødes i Slaget på Grathe Hede, hvor også Svend bider i
græsset (hmm - lyngen?).

Vi kan her tilbyde en facsimileudgave af den første trykte
udgave fra år 1900 af dette stykke genial, dansk humor - der
aldeles ikke er skrevet af Adelaide Piper, for denne<
skuespilforfatte-rinde findes nemlig ikke, men af fotografen og
forfatteren Peter Fristrup - som havde premiere i 1887 på
Nørrebros Teater.

Formatet (28 sider i fuld A4 med en ganske lille Times-lignende
skrifttype) og de mange billeder gør den lidet egnet til hverken
Microsoft Reader eller Mobipocket, og den udgives derfor kun i
Adobe Reader-format.

Som den hidtil eneste af vore udgivelser er det muligt at
udskrive Svend, Knud og Valdemar (Laserprinter anbefales!).
Prisen er sat noget højere end sædvanlig af samme årsag.

(ISBN 87-7979-060-7)

----------------------------------------------------------------

* Jules Verne: Blokadebryderne - plus novellen Mytteristerne på
Bounty (25.-)
http://www.ebib1800.dk/abaverne.htm#blokadebryderne

Den unge skotte James Playfair udruster i *Blokadebryderne*
skibet Delfinen med det formål at bryde nordstaternes blokade af
Charleston og bytte våben og fødevarer for bomuld. Undervejs
befrier man den kvindelige hovedpersons fader fra
sydstatsfangenskab og underhandler med Charlestons kommandant,
general Beauregard (den nydelige herre på forside-illustrationen
- der er mere om ham nedenfor i dette nyhedsbrev)

Den korte *Mytteristerne fra Bounty* er, hvad man i dag nok
ville kalde en "drama-dokumentarisk" beretning om det noksom
bekendte mytteri og de involveredes skæbne.

Mytteristerne fra Bounty er ikke tidligere udkommet på dansk.

(ISBN 87-7979-059-3)

* Blokadebryderne er baseret på
Jules Verne: Mindre Fortællinger I. Kjøbenhavn, Andr. Schous
Forlag, Græbes Bogtrykkeri, 1876. Oversætter foreligger ikke
oplyst.

* Mytteristerne på Bounty er 1. danske udgave i oversættelse af
Kim N. Jensen (c) 2004

- alle udgaver i formaterne Adobe eBook Reader, Microsoft Reader
og MobiBook

________________________________________________________________

3: Kommende udgivelser
======================

Den 29.februar udkommer

 * Anthony Hope: Fangen på Zenda
 * Florence Marryat: Der er ingen død

- mere om dem i næste nyhedsbrev.

________________________________________________________________

4: Baggrund: General Beauregard
=================================================

Borgerkrigen i USA 1861-65 er jo et stærkt interessant emne -
blokadebryderne ligeså; hvis sydstaterne ikke havde tabt så
eftertrykkeligt, ville de nok have været helte, men da det jo nu
engang altid er sejrherrerne, der skriver historien, er det i
stedet et lidt snusket, omend romantisk, hjørne af denne krigs
historie. Negrene og spørgsmålet om deres frihed, som krigen i
et eller andet omfang handlede om, blev frigjorte, men
spørgsmålet er nok - når man ser på de ikke så sjældne
beretninger om vold og mishandlinger af den sorte befolkning i
de gamle sydstater - hvad de ellers vandt ved det. (Og nej, jeg
mener ikke, slaveriet burde være fortsat. Men måden det blev
afviklet på var problematisk, og har stadig følgevirkninger.)

Charlestons kommandant, general Beauregard, der optræder som
bifigur i Vernes kortroman "Blokadebryderne", er måske en af de
mest interessante personligheder i sydstatshæren. At dømme efter
mængden af hjemmesider, der er viet denne general, er han da
også stadig populær (- men Beauregard er også et meget populært
hundenavn derovre, så der kommer temmelig meget "sne på
skærmen" når man søger på navnet alene).

Han blev født i 1818 i Louisiana, udgik tyve år senere fra
militærakademiet West Point som nr. 2 i sin klasse, og fortsatte
sin militære karriere som officer ved ingeniørtropperne. Som
sådan deltog han i den mexikanske krig i 1848 (som var årsag
til, at Texas, New Mexico, Utah og Califonien i dag er en del af
USA og ikke af Mexico eller selvstændige stater). Her deltog han
bl.a. i erobringen af Mexico City.

I januar 1861 blev han udnævnt til inspektør (superintendent)
for West Point (årene efter den mexikanske krig tilbragte han
som officer i ingeniørtropperne med det lidet gloriøse hverv at
holde Mississippi ren for væltede træer og lignenden), men trak
sig - eller blev gået på grund af sine sydstatssympatier - efter
få dage fra stillingen for derefter at melde sig til
sydstatshæren, hvor han fik rang af "brigadier general". Som
kommandør over Charleston gav han ordren til at løsne de første
skud i borgerkrigen - mod nordstatstropper, der befandt sig på
Fort Sumter ud for Charleston.

Sydstaternes officielle flag lod sig nemt forveksle med
nordstaternes i de forksellige slag, og for at afbøde dette,
anbefalede Beauregard et særligt "Confederate Army Battle
Flag" - det med de tretten stjerner på et blåt bånd som
andreaskors på rød baggrund - som i dag er nærmest synonymt med
sydstaterne, men desværre i vore dage også er blevet et symbol
på racisme og had (af hvilken årsag jeg afstod fra at benytte
det direkte som baggrund på "forsiden" af "Blokadebryderne").

I 1862 blev han sendt vest på, og overtog kommandoen over
Tennessees hær. Af helbredsmæssige årsager - og fordi han ragede
uklar med sydstaternes præsident Jefferson Davis, som han havde
kritiseret - blev han fritaget for kommandoen, men vendte snart
tilbage, og deltog bl.a. i forsvaret af Charleston i 1863.

I sin militære karriere var han også kendt under øgenavne som
"Den lille Napoleon" og "Den lille Kreoler".

Efter kapitulationen slog han sig ned i New Orleans, hvor han
blev direktør for et jernbaneselskab, og var med til at skabe
Louisianas Statslotteri. Endvidere var han i mange år "Adjutant
General" i Louisiana - hvilket mere eller mindre vil sige, at
han var leder af Louisianas hær. Det kan forekomme sært, at man
satte et afgået general fra "det tabende hold" på denne post,
men det var ikke desto mindre tilfældet.

Han afslog efter borgerkrigen flere tilbud fra fremmede stater -
Ægypten og Rumænien bl.a. - om at få høje officersposter i deres
respektive hære.

P. G. T. Beauregard døde i 1893 i New Orleans.

***

Det var den forholdvis korte version med mange løse ender - har
du fået lyst til at vide mere om den amerikanske borgerkrig,
blokadebrydere og general Beauregard, kan du starte her (det
hele er på engelsk)

Universy of Glasgow om skotske blokadebrydere:
[Link fjernet - er konstateret dødt maj 2017]

Famous blockade runners:
http://www.wideopenwest.com/~jenkins/ironclads/famous.htm

General P. G. T. Beauregard Memorial Site:
http://www.beau.lib.la.us/~belflowr/bgard/pgtbgard.htm

En samtidig biografi i bladet "The Old Guard", New York 1866:
http://cdl.library.cornell.edu/cgi-bin/moa/pageviewer?frames=1 &coll=moa&view=50&root=%2Fmoa%2Foldg%2Foldg0004%2F&tif= 00265.TIF&cite=http%3A%2F%2Fcdl.library.cornell.edu%2Fcgi-bin% 2Fmoa%2Fmoa-cgi%3Fnotisid%3DABS9288-0004-88

Militær biografi:
http://www.aztecclub.com/bios/beauregard.htm

Eksempler på flag anvendt af De Konfødererede Stater:
http://americancivilwar.com/south/conflag/southflg.html

En meget omfattende site om den amerikanske borgerkrig i
almindelighed:
[Link fjernet - er konstateret dødt maj 2017]

________________________________________________________________

5: Administratrivialiteter
==========================

Dette nyhedsbrev udgives ca. 11 gange årligt af eBibliotek 1800.

Nyhedsbrevet er tænkt og udført i ren tekst og læses derfor
bedst med en skrifttype af Courier-typen ("skrivemaskineskrift")
på skærmen - hvis man vil se det, som det er tænkt. (Men det
kan sagtens læses med alle mulige andre skrifttyper ;-)

Den eneste oplysning om abonnenterne, der er tilgængelig for
udgiveren, er den email-adresse, du har oplyst. eBibliotek 1800
vil ikke på noget tidspunkt sælge eller udlevere denne
oplysning til tredjeperson.

Hvis du ikke mere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan du
afbestille det ved at svare på det - fra den mailadresse, du er
tilmeldt på - med teksten UNSUBSCRIBE i emnefeltet.

Dit abonnement er oprettet på mailadressen: