===============================================================
eBibliotek 1800                                15. januar 2003
                       Nyhedsbrev 1:2003

http://www.ebib1800.dk            mailto:postmester@ebib1800.dk
===============================================================

Indhold
*******
     1: Fra hjemmesiden
     2: Status
     3: Aktuelle udgivelser
     4: Kommende udgivelser
     5: Hvad sker der i 2003 ?
     6: Administratrivialiteter

_______________________________________________________________

Så forsvandt år 2002 - jeg tillod mig at springe nyhedsbrevet i
december over, så der kommer lidt opsamling af forskellig art
nedenfor. Men da jeg nu så småt er dukket frem til overfladen,
og det efterhånden bliver lysere om morgene, skal jeg da ikke
undlade at komme med et forsinket: Godt Nytår!

1: Fra hjemmesiden
==================

Jeg har benyttet årsskiftet til at lave en mindre designændring,
så hver af de forfattere, jeg distribuerer, har fået deres egen
bestillingsside.

Den lange liste - "backlisten", tror jeg de professionelle
kalder sådan een - var ved at blive lidt tung at indlæse, især
for dem, der ikke sidder på en ADSL-forbindelse eller lignende.
Den findes dog stadig men nu alene som en
forfatter/titeloversigt uden billeder og bogomtaler.

Desuden er der sat en "click"-tæller på de bøger, der ligger til
gratis download - men bare rolig, den registrerer blot, at der
er blevet download'ed en fil, ikke andet. (Hvad skulle det i
øvrigt betyde, om nogen vidste, at DU har download'ed "Den
stumme frøken" - står "de" måske uden for døren en dag med
frakken godt oppe om ørerne og en ladt hånd-computer i hånden og
hvisker hæst: "Hey - jeg har en ebog - og jeg er ikke bange for
at bruge den...!)

2: Status
=========

Et årsskifte plejer at give anledning til at gøre status, så det
gør jeg også:

Året 2002 var det år hvor eBibliotek 1800 gik i luften efter et
par års forberedelser. Der blev endelig investeret i software
(Mobipocket Publisher og et par andre ting), hjemmesideplads
osv.

Og hvad skete der så? Ikke en disse...!

Og dog. Flere biblioteker viste interesse for projektet - dog
for de flestes vedkommende uden at forpligte sig yderligere. Og
der er solgt et antal eBøger, mest til privatpersoner, og
absolut ikke i en omsætningsklasse, der giver anledning til at
begynde at tænke på moms- og virksomhedsregistrering, og hvad
deraf følger (læs: Skidtet giver underskud).

Men altså en begyndelse.

Her i slutningen af året foretog jeg det eksperiment at sætte en
download-tæller på en enkelt bog - Acrobat-udgaven af Dickens'
Juleeventyr. I skrivende stund har den været hentet ned ikke
mindre end 47 gange (på en måned) - selvfølgelig kan der være
gengangere, hvis nogen sidder og læser den online - men
alligevel. Resultatet viser dog på en eller anden måde, at der
findes et behov - i hvert fald når det er gratis...

Endelig har jeg besluttet at droppe Rocket eBook som fast
distributionsformat. Årsagen er delvis, at der ikke har været
den store interesse - jeg tog det med i sin tid af hensyn til de
- fortrinsvis offentlige biblioteker - der lå inde med Rocket-
maskiner, som de måske kunne tænke sig at udnytte, desuden er
det et forholdsvis nemt format at fremstille, bortset fra det
irritationsmoment, at illustrationer partout SKAL være i
sort/hvid.

Den anden årsag til at droppe formatet er, at siden Rocket blev
opkøbt af firmaet GemStar, er der blevet lukket mere og mere af
for, at brugerne selv kan tilføje deres egne bøger. Den sidste
maskine af slagsen kan man kun indlæse bøger på, som er indkøbt
hos GemStar (og et par andre amerikanske foretagender med
licens), og det er efter min opfattelse alt for snævert. Ganske
vist er direktør Henry Yuen, som vist nok var den, der primært
støttede denne linie, blevet gået, og ebogs-sektionen af GemStar
er eller har været sat til salg - men det kan lige så godt være
begyndelsen til enden som begyndelsen til en ny og bedre æra for
Rocket.

Jeg fremstiller dog stadig Rocket eBooks på bestilling. Og
skulle formatet blive åbnet og udbredt igen, vender det sikkert
også tilbage til eBibliotek 1800.

- Og så starter vi på et nyt år!
________________________________________________________________

3: Aktuelle udgivelser
======================

Den 16. december udkom

* Charles Dickens: Et Juleeventyr (gratis)
  http://www.ebib1800.dk/abadickens.htm

* Frederick Marryat: Sørøveren (50.-)
  http://www.ebib1800.dk/abamarryat.htm

* Jules Verne: Tidlige fortællinger (50.-)
  (indeholdende Et drama i luften, Mester Zacharius,
  En overvintring i isen samt de nyoversatte Den første
  mexicanske flåde og Martin Paz)
  http://www.ebib1800.dk/abaverne.htm

Den 15. januar udkom

* Arthur Conan Doyle: Onkel Bernac (50.-)
  http://www.ebib1800.dk/abadoyle.htm#doyle-bernac

  Historien om en ung franskmand, Louis de Laval, der er søn af
  en adelsmand, der flygtede til England i 1792, og som
  nu - efter invitation fra sin onkel Bernac (der muligvis ikke
  har de bedste motiver til invitationen) - vender tilbage, dels
  for at møde onklen, dels for at melde sig til Napoleons hær.
  Men fortællingen handler mindst lige så meget om kejser
  Napoleon Bonaparte og "den store lejr" - "le camp de
  Boulogne" - hvor de franske tropper samledes i 1804 for at
  angribe England - hvilket som bekendt aldrig blev til noget.
  Det vrimler med historiske personligheder omkring kejseren og
  Josephine, men også den senere oberst Gerard, som Doyle skrev
  en del noveller om, optræder i en ung udgave.

* W. Clark Russell: Ispiraten (50.-)
  http://www.ebib1800.dk/abarussell.htm#russell-ispiraten

  Som den eneste overlevende efter skibet "Laughing Mary"s
  forlis, driver styrmand Paul Rodney op på et kæmpemæssigt
  isbjerg et sted i Sydhavet. Rodney's båd driver til havs,
  og han begynder at undersøge isbjerget, hvorved han finder
  et gammelt, indefrosset sørøverskib. Ombord opdager han flere
  medlemmer af mandskabet, frosne til døde, og forsyninger til
  adskillige måneder. En af de dybfrosne medlemmer af mandskabet
  er noget uhåndterlig, og Rodney prøver at tø ham op for bedre
  at kunne få sin uhyggelige medpassager slæbt ud og kastet
  overbord. Piraten ikke alene tør op - men vågner atter til
  live...! Det skal dog vise sig at blive et selskab, Rodney
  godt kunne have været foruden.

- alle i formaterne Adobe eBook Reader, Microsoft Reader
  og MobiBook

________________________________________________________________

4: Kommende udgivelser
======================

17. februar regner jeg med at udsende:

* Wilkie Collins: Det hjemsøgte hotel (50.-)

* Jules & Michel Verne: Fyrtårnet ved Verdens Ende (50.-)

- mere om dem i næste nyhedsbrev.

________________________________________________________________

5: Hvad sker der i 2003 ?
=========================

Jeg fortsætter i løbet af foråret med Dickens, Verne, Marryat,
Etlar osv. Der kommer endnu en samling Merimee-noveller,
deriblandt den ikke tidligere oversatte gyser Lokis om bjørne og
varulve i det mørkeste Litauen (Litauen var _temmelig_ langt fra
Paris i 1869). Der kommer en samling noveller af Heinrich von
Kleist. Og selvfølgelig fortsætter jeg rækken af gratis
fortællinger af B. S. Ingemann.

Og så skal der selvfølgelig også være plads til en lille impuls-
bog hist og her!

Personlig glæder jeg mit til at læse eller genlæse alle disse
herlige ting, og jeg vil da også ønske alle de (jo - der er
faktisk nogle stykker!), der falder forbi på hjemmesiden

*Rigtig god fornøjelse*

________________________________________________________________

5: Administratrivialiteter
**************************

Dette nyhedsbrev udgives ca. 11 gange årligt af eBibliotek 1800.

Nyhedsbrevet er tænkt og udført i ren tekst og læses derfor
bedst med en skrifttype af Courier-typen ("skrivemaskineskrift")
på skærmen - hvis man vil se det, som det er tænkt. (Men det
kan sagtens læses med alle mulige andre skrifttyper ;-)

Den eneste oplysning om abonnenterne, der er tilgængelig for
udgiveren, er den email-adresse, du har oplyst. eBibliotek 1800
vil ikke på noget tidspunkt sælge eller udlevere denne
oplysning til tredjeperson.

Hvis du ikke mere ønsker at modtage nyhedsbrevet, skal du blot
følge anvisningerne nedenfor.

________________  HotList Mailinglist _________________
Du modtager denne mail fordi du er tilmeldt mailinglisten: eBibliotek 1800 Nyheder.

Afmelding: (kode udeladt)

Du kan oprette din egen mailingliste ved at klikke hér:
http://www.lavasoft.dk/hotlist