===============================================================
eBibliotek 1800                                 16. august 2002
                       Nyhedsbrev 4:2002

http://www.ebib1800.dk            mailto:postmester@ebib1800.dk
===============================================================

Indhold
*******
     1: Fra hjemmesiden
     2: Aktuelle udgivelser
     3: Kommende udgivelser
     4: En bibliografisk gåde - løst
     5: Administratrivialiteter

_______________________________________________________________

1: Fra hjemmesiden
==================

Forskellige tekniske problemer hos det firma, der lægger
serverplads til eBibliotek 1800 har bevirket, at hjemmesiden har
været forholdsvis ofte "nede" i den senere tid. Beklageligt, men
problemet skulle nu være løst, si'r de.

________________________________________________________________

2: Aktuelt
==========

Den 15. august udkom

* Carit Etlar: Gjøngehøvdingen (uforkortet!) (50.-)

* Jules Verne: De overlevende fra Chancellor (50.-)

i formaterne Adobe eBook Reader, Microsoft Reader, MobiBook og
RocketBook.
________________________________________________________________

3: Kommende udgivelser
======================

16. september regner jeg med at udsende:

* Arthur Conan Doyle: Cloomber mysteriet (50.-)

Doyle skrev meget andet end Sherlock Holmes-fortællingerne.
Cloomber-mysteriet udkom i 1889, men var allerede påbegyndt
omkring 5-6 år tidligere:

Den pensionerede general Heatherstone og hans familie slår sig
ned på det gamle herresæde Cloomber. Familien plejer dog ikke
megen omgang med egnens beboere, og efterhånden ligner Cloomber
mest af alt et fort. Hvad er generalen så bange for? Hvad er
det, der engang skete den 5. oktober? Hvad betyder den usynlige
klokke, hvis ringen hjemsøger generalen dag og nat. Og er der
nogen sammenhæng mellem dette og de tre buddhistiske munke, der
reddes fra et synkende skib?

* B. S. Ingemann: Den stumme frøken (gratis download)

Ingemann benytter historien om "den stumme frøken" på
Strandgården som ramme for en til tider ganske satirisk
behandling af forskellige ideer og bevægelser i Ingemanns
samtid, med præsten magister Holm som talerøret for hans egne
anskuelser. Historien - som jeg har set omtalt som en novelle, i
så fald en ordentlig moppedreng af en sådan på godt 60.000 ord -
foregår i årene 1847-49, og blev udsendt i 1850.

* Prosper Merimee: Bartholomæusnatten (50.-)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på
Merimees forfatterskab (Colomba og endnu en samling noveller er
på programmet til 2003, deriblandt den ikke tidligere oversatte
gyser "Lokis"!). Denne gang er det et af hans mest kendte og
ofte udgivne værker, Bartholomæusnatten. Man følger gennem den
unge protestantiske adelsmand Bernard de Mergy og hans eskapader
- der bl.a. omfatter en duel med Paris-mesteren i denne sport og
en kærlighedsaffære med den labre grevinde Diana Turgis -
begivenhederne op til "blodbadet i Paris" den 24. august 1572,
hvor huguenotterne i Frankrig forsøgtes udryddet ved simpelt hen
at slå så mange af dem ihjel som muligt.

________________________________________________________________

4: Et bibliografisk mysterium - løst!
===========================================

Susanne Vebel skriver i sin i øvrigt glimrende Jules Verne-
biografi om Le Volcan d'Or (Den gyldne Vulkan), som først udkom
i bogform på fransk i 1906, at den skulle være udgivet på dansk
allerede i 1904 under titlen "Kaptajn Peter Steens vidunderlige
hændelser". Denne danske oversættelse skulle så være foretaget
efter en fransk føljeton-udgave, som imidlertid ikke har kunnet
opspores.

Dette mysterium er nu opklaret: Le Volcan d'Or er nemlig aldrig
udkommet på dansk! "Kaptajn Peter Steens vidunderlige
hændelser" er en oversættelse af "Les mirifiques aventures de
maitre Antifer" (udkommet her på forlaget som "Kaptajn Antifers
eventyr"), fransk bogudgave 1894. Så der har altså været tid nok
til at oversætte den!

Historien har imidlertid en krølle - og det er egentlig derfor,
jeg er kommet i tanker om den igen: Det fremgår af flere (de
fleste) Verne-bibliografier, at også "Skatten på Vulkanøen"
(Ungdommens forlag 1962) skulle være en oversættelse af "Le
Volcan d'Or". Denne udgave faldt jeg over her tidligere på
sommeren, og det viser sig så, at også denne er en oversættelse
af "Maitre Antifer"! Den angives at være oversat fra fransk -
altså en ny oversættelse - men oversætteren har vist haft mere
end eet øje i 1904-udgaven, har bl.a. bibeholdt de fordanskede
navne, og bearbejdelsen/forkortelsen er stort set afsnit for
afsnit den samme. Men lad det nu være.

I øvrigt blev Le Volcan d'Or ikke udgivet, medens Verne levede -
og kan følgelig ikke have været udgivet som føljeton i Frankrig
*før* 1904. Udgivelsen i 1906 var en bearbejdelse af et næsten
færdigt manuskript, som var foretaget af sønnen Michel Verne -
nogle Verne-forskere mener, at Michel selv har skrevet det meste
af den.

Handlingen i Le Volcan d'Or er for øvrigt nogenlunde sådan her:

To fætre, Summy Skim og Ben Raddle drager til Yukon i 1898 for
at undersøge deres arv, en afdød onkels guldgraverlod. En duel
med ejerne af nabolodden følger, dernæst et vulkanudbrud, der
lægger hele deres arv under vand. Da det er for sent på sæsonen
til at vende hjem, overvintrer de i Dawson City, hvor de hører
om en vulkan fyldt med guld. De drager altså atter ud, men ved
den omtalte vulkan møder de deres gamle fjende, ejeren af
nabolodden fra før, sammen med halvtreds bevæbnede mænd. Det
hele ender i en katastrofe, men måske på en anden måde, end de
involverede havde tænkt sig.

________________________________________________________________

5: Administratrivialiteter
**************************

Dette nyhedsbrev udgives ca. 11 gange årligt af eBibliotek 1800.

Nyhedsbrevet er tænkt og udført i ren tekst og læses derfor
bedst med en skrifttype af Courier-typen ("skrivemaskineskrift")
på skærmen - hvis man vil se det, som det er tænkt. (Men det
kan sagtens læses med alle mulige andre skrifttyper ;-)

Den eneste oplysning om abonnenterne, der er tilgængelig for
udgiveren, er den email-adresse, du har oplyst. eBibliotek 1800
vil ikke på noget tidspunkt sælge eller udlevere denne
oplysning til tredjeperson.

Hvis du ikke mere ønsker at modtage nyhedsbrevet, skal du blot
følge anvisningerne nedenfor.

________________  HotList Mailinglist _________________
Du modtager denne mail fordi du er tilmeldt mailinglisten: eBibliotek 1800 Nyheder.

Afmelding: (kode udeladt)

Du kan oprette din egen mailingliste ved at klikke hér:
http://www.lavasoft.dk/hotlist