===============================================================
eBibliotek 1800                                    2. juni 2002
                       Nyhedsbrev 2:2002

http://www.ebib1800.dk            mailto:postmester@ebib1800.dk
===============================================================
          Når det gælder bøger, er der kun een regel:
     Har du ikke læst den, kunne den lige så godt være ny!
===============================================================

Indhold
*******
     1: Ny version af MobiPocket Reader
     2: Aktuelle udgivelser
     3: Kommende udgivelser
     4: e-mærket - og hvorfor jeg *ikke* fører det...
     5: Administratrivialiteter

_______________________________________________________________

1: Ny version af Mobipocket Reader
==================================

Midt i maj annoncerede MobiPocket, at deres læseprogram
MobiPocket Reader var kommet i en ny version 4.4. Nu kan man
også læse MobiPocket eBøger på sin PC, med et nydeligt
læseprogram, der hen ad vejen nok skulle kunne give Adobe og
Microsoft konkurrence. Hvis de nu også kunne producere et
læseprogram til Mac (det har de lovet på et tidspunkt) og *nix,
så har vi endelig en slags fælles standard.

MobiPocket annoncerede også med den nye version af deres
læseprogram, at man nu kunne læse MobiPocket udgivelser på *to*
maskiner ad gangen - altså fx. læse den samme bog på både PC og
Palm. Denne restriktion gælder dog ikke for eBibliotek 1800's
udgivelser - de kan læses på alle de maskiner (hvor MobiPocket
Reader kan installeres), hvor man har lyst til at se sit navn som
ejer af bogen.
________________________________________________________________

2: Aktuelt
==========

Den 1. juni udkom

* John Ruskin: Kongen af Guldfloden (gratis)
* W. Clark Russell: Den spanske skonnert (50.-)
* Jules Verne: Is-Sfinksen (25.-)

i formaterne Adobe eBook Reader, Microsoft Reader, MobiBook og
RocketBook.
________________________________________________________________

3: Kommende udgivelser
======================

Skvalderkålen står højt - solen skinner - det er sommer i
Danmark!

Derfor vil jeg tillade mig at indskrænke bog-aktiviteten den
næste måneds tid, og udgiver den 1. juli en lille let
sommeranretning, bestående af:

* Jack London: Før Adam (25.-)

Før Jean Auels "Jordens Børn"-serie, før Conan Doyles "Den
Forsvundne Verden", skrev Jack London i 1906 denne lille roman om
en mand, der fra sin tidlige barndom har drømt en anden
tilværelse, en nedarvet erindring fra en forfader, så fjern, at
han dårligt har forladt træerne.

London giver - med sin tids viden - en beskrivelse af vore fjerne
forfædres liv, deres håb og frygt, drømme og skuffelser. Han
beskriver de træbeboere, der var deres forfædre, og de ild-
brugere, der fulgte efter - hvordan de tre stammer lever side om
side i - mere eller mindre - fredsommelig sameksistens - i hvert
fald så længe deres veje ikke krydser hinanden!

* Edgar Allan Poe: C. Auguste Dupin (25.-)

Alle moderne privatdetektivers bedstefader, fra før begrebet blev
opfundet, C. Auguste Dupin. Et dekadent, ensomt geni - klart et
forbillede for Doyles Sherlock Holmes - der bor sammen med en
noget simplere person - den anonyme fortæller (Poe selv?). Poe
nåede at skrive tre historier om Dupin: Mordene i Rue Morgue,
Mysteriet Marie Roget og Det forsvundne brev, som her udgives
samlet i Jakob Hansens solide oversættelse fra 1908.
________________________________________________________________

4: e-mærket - og hvorfor jeg ikke fører det
===========================================

Der læses tit og ofte i artikler i dagspressen og på nettet, at
man *kun* skal handle med butikker, der overholder betingelserne
for at få "eMærket". eBibliotek 1800 - indrømmer jeg blankt -
overholder ikke alle reglerne fra denne selvbestaltede
kontrolinstans (selv om jeg naturligvis skelede til dem i
designfasen). Af en eneste grund: Penge. For hvad der *aldrig*
skrives noget om, er at man for at få og opretholde ret til at
føre eMærket skal erlægge kr. 1875.- i "startgebyr" og derefter
kr. 3.750.- årligt for en enmandsbetjent sag som eBibliotek 1800.
Se selv: http://www.e-handelsfonden.dk/3.3.asp

Helt ærligt!

Hvis jeg kan sælge bøger nok i år til at få det forholdsvis
beskedne beløb hjem, der er investeret i software og web-plads
(bøgerne havde jeg jo ligesom i forvejen), skal jeg vist være
mere en godt tilfreds! Så eMærket er sikkert en udmærket ting for
dem, der i forvejen har banket deres forretning op. Men for alle
de små hobby- og lignende virksomheder (som eBibliotek 1800), der
findes på nettet er det en umulighed - og at man ikke har det,
behøver ikke at betyde, at man pr. definition er en snydepels !
________________________________________________________________

5: Administratrivialiteter
**************************

Dette nyhedsbrev udgives ca. 11 gange årligt af eBibliotek 1800.

Nyhedsbrevet er tænkt og udført i ren tekst og læses derfor
bedst med en skrifttype af Courier-typen ("skrivemaskineskrift")
på skærmen - hvis man vil se det, som det er tænkt. (Men det
kan sagtens læses med alle mulige andre skrifttyper ;-)

Den eneste oplysning om abonnenterne, der er tilgængelig for
udgiveren, er den email-adresse, du har oplyst. eBibliotek 1800
vil ikke på noget tidspunkt sælge eller udlevere denne
oplysning til tredjeperson.

Hvis du ikke mere ønsker at modtage nyhedsbrevet, skal du blot
følge anvisningerne nedenfor.

________________ HotList Mailinglist _________________
Du modtager denne mail fordi du er tilmeldt mailinglisten:
eBibliotek 1800 Nyheder.

Afmelding: (kode udeladt)

Du kan oprette din egen mailingliste ved at klikke hér: http://www.lavasoft.dk/hotlist