Arthur Conan Doyle: Professor Challenger - eBibliotek 1800

[Hjem]
Gå til indhold
Arthur Conan Doyle: Professor Challenger - Forside
Arthur Conan Doyle: Professor Challenger
Conan Doyle havde flere faste figurer i sin produktion ud over Sherlock Holmes, selv om ingen af dem nåede de samme højder af popularitet som denne. En af dem var den excentriske, koleriske og selvoptagne professor G. E. Challenger, som han skrev fem historier om mellem 1912 og 1929. De er samlet i denne udgave, og forsynet med et udvalg af samtidige illustrationer, i det omfang det har været muligt at finde illustrationer, som både er fri af ophavsret og til at få fat på:

Den forsvundne verden (1912): Professoren er netop kommet hjem fra en tur til Amazonas, hvor han har fundet en fantastisk glemt verden med dinosaurer og abemennesker på et plateau i Amazonas' jungle. Ingen tror på ham, og for at skaffe beviser for sine påstande sender han journalisten Malone, den skeptiske professor Summerlee og storvildtjægeren lord Roxton ud på en undersøgelsesekspedition …

Den giftige zone (1913): Jorden passerer gennem en kosmisk giftsky, som truer med at udrydde både mennesker og dyr. Challenger har en plan til at holde sig selv og sin kone i live længst muligt sammen med holdet fra Den forsvundne verden: Malone, Summerlee og Roxton.

Tågernes land (1926): Sammen med professor Challengers datter Enid undersøger journalisten Malone en række spiritistiske fænomener. (Romanen er stærkt præget af forfatterens egen tro på spiritismen).

Da verden skreg (1928): Ingeniøren Peerless Jones inviteres til Hengist Down i Surrey for at hjælpe Challenger med at stikke en vældig nål i jordens blottede underhud …

Opløsningsmaskinen (1929): En gal og genial opfinder, Theodore Nemor, har opfundet et apparat som kan opløse hvad som helst – også mennesker – i atomer, og samle det igen. Journalisten Malone får til opgave at undersøge sagen, og tager Challenger med som videnskabelig sagkyndig. Da de opdager, at Nemor er ved at sælge sin opfindelse til en fremmed magt, tager Challenger affære på sin egen måde.

OBS: Billedteksterne under nogle af af billederne kan i visse ebogs-læsere (bl.a. Calibre Ebook Viewer) flyde over og lægge sig over teksten øverst på den følgende side. Problemet kan løses ved at gøre viewer-programmets tekstvindue smallere.

Pris: Gratis til personlig, ikke-kommerciel brug.


ISBN 978-87-7979-846-5 – Format: epub 3 – Tilgængelig fra 29. januar 2023.
Tilbage til indhold