Adam Oehlenschläger: Øen i Sydhavet - eBibliotek 1800

[Hjem]
Gå til indhold
Adam Oehlenschläger: Øen i Sydhavet - Forside
Adam Oehlenschläger: Øen i Sydhavet
Efter at hans moder er død og faderen ruineret, modtager den unge Eberhard Julius i Leipzig et brev, hvori han anmodes om at indfinde sig i Amsterdam inden en bestemt dato for derfra at indskibe sig til Ostindien.

Eberhard begiver sig straks afsted og slår undervejs følge med arkitekten Lademann og komponisten og orgelbyggeren Litzberg. Efter forskellige eventyr afsejler de alle tre med kurs mod Ostindien. Det viser sig imidlertid, at målet i virkeligheden er en ukendt ø noget syd for St. Helena, Klippeborg kaldet, hvor Eberhards grandonkel Albert Julius for mange Herrens år siden er forlist og nu som næsten 100-årig sidder som hersker over et talrigt afkom.

Albert Julius fortæller nu sin historie, hvori blandt andet Gustav 2. Adolf af Sverige, en italiensk heks, Christian IV, den københavnske ankersmed Mads Hansen, et barnebarn af William Shakespeare, et indtørret lig af en spansk eventyrer og mange andre kendte og ukendte personer fra midten af 1600-tallet spiller større og mindre roller – og i overensstemmelse med romantikkens og den danske guldalderlitteraturs bedste traditioner er der naturligvis indflettet en mængde digte og sange i handlingen.

Øen i Sydhavet er Oehlenschlægers eneste roman. Den er blevet kritiseret for til tider at være lidt mere end blot inspireret af et tidligere tyske værk, Johann Gottfried Schnabels Die Insel Felsenburg (Wunderliche Fata einiger Seefahrer, absonderlich Alberti Julii … etc.) fra 1731, men er dog i sig selv så original, at den nok er et bekendtskab værd.

2. på ny gennemgåede og opdaterede udgave.

Pris: Gratis til personlig, ikke-kommerciel brug.


ISBN  978-87-7979-874-8 – Format: epub 3 – Tilgængelig fra 22. april 2023.
Tilbage til indhold