<![CDATA[eBibliotek 1800 - Seneste udgivelser]]><![CDATA[Carl Ewald: Den gamle stue 2: Cordts søn]]>30,00 kr. (vejl.)

I anden del af "Den gamle stue" er Cordts og Adelheids søn Finn blevet myndig, og hans første ønske som "voksen" er at flytte ind i "den gamle stue", som i slutningen af fortællingen af samme navn var blevet splittet ad og Cordts og Adelheids navne slettet på listen over dens retmæssige beboere. Forældrene bor stadig begge i huset, men lever hvert deres liv. Finn er en veg og livsupraktisk drømmer, hvis forsvarsløse sind bliver valpladsen for forældrenes vedvarende strid; han drages skiftevis mod faderen og moderen, men kan til sidst ikke overskue sin egen tilværelse.

"Den gamle stue" og "Cordts søn" blev udgivet anonymt i 1895 og 1896 - da "Cordts søn" udkom, var det dog ikke nogen hemmelighed, at forfatteren var Carl Ewald. Anmeldelserne af begge bøger var noget blandede - provinsbladene mente, at de var en gang symbolistisk tågesnak, mens hovedstadsbladene var mere positivt indstillede. Eftertidens litteraturhistorikere synes at være af den opfattelse, at de to bøger er forfatterens hovedværker - hvis man kan tale om noget sådant i en produktion, der rakte sig ind i snart sagt enhver litterær og journalistisk genre i samtiden.

]]>
Sat, 01 Aug 2020 00:00:00 +0200
<![CDATA[Carl Ewald: Den gamle stue]]>30,00 kr. (vejl.)

"Den gamle stue" er sindbilledet på det, som tilhører en svunden tid: den er indrettet af en fjern ane til den ene af hovedpersonerne, Cordt, "højt over gaden, fjernt fra dagens gerning", som en slags ægtestandens hellige lønkammer, hvor mand og hustru gennem generationer er mødtes efter dagens dont og har betroet sig til hinanden i et inderligt sjæleligt samvær. Cordt er repræsentanten for denne slægtstradition, som han gerne ville fortsætte, men den magt, som "stuen" har over hans sind, deles ikke af hans unge, livslystne hustru: hun forstår den ikke, og hun skræmmes af de minder, der ligger gemt i den gamle stue, hvor gode og fine de så end ellers er. Bogen skildrer hendes bitre kamp for friheden og lyset mod Cordts traditionsbundne spændetrøje.

"Den gamle stue" og "Cordts søn" blev udgivet anonymt i 1895 og 1896 - da "Cordts søn udkom, var det dog ikke nogen hemmelighed, at forfatteren var Carl Ewald. Anmeldelserne af begge bøger var noget blandede - provinsbladene mente, at de var en gang symbolistisk tågesnak, mens hovedstadsbladene var mere positivt indstillede. Eftertidens litteraturhistorikere synes at være af den opfattelse, at de to bøger er forfatterens hovedværker - hvis man kan tale om noget sådant i en produktion, der rakte sig ind i snart sagt enhver litterær og journalistisk genre i samtiden.

]]>
Sat, 01 Aug 2020 00:00:00 +0200
<![CDATA[Wilhelm Hauff: Tiggersken fra Pont des Arts]]>37,50 kr. (vejl.)

På en kunstsamling i Stuttgart kommer den unge Edouard Fröben hver dag for at se på ét bestemt billede - og kun det - et portræt af en ung dame i "halvt tysk, halvt spansk dragt, med et venligt, blomstrende ansigt med klare, blide øjne, med en fin, sirlig mund og en skøn, rund hage". Folk gør sig deres tanker om, at han måske er forelsket i originalen … men portrættet er efter sigen de tre hundrede år gammelt.

Og efter nogen tids forløb er han ikke den eneste tilbeder af portrættet. En gammel mand, som er i en spansk prins' følge, får under en rundvisning øje på billedet, og så længe prinsen opholder sig i Stuttgart, kommer han hver dag for at tilbringe en times tid i tavs betragtning af det.

Lidt efter lidt kommer de to på talefod, og spanieren fortæller om sin ungdomskærlighed Laura Tortosi, der ligner pigen på billedet til forveksling, men løb bort med en schweizisk officer og forsvandt. Fröben vil fortælle Don Pedro sin historie om pigen på portrættet den næste dag, men da er prinsen medsamt sit følge rejst fra Stuttgart, og historien om tiggersken fra Pont des Arts og hvilken sammenhæng der kan være mellem hende og Laura Tortosi får læseren først lidt ad gangen i løbet af romanen - og det skal ikke røbes her.

]]>
Sat, 25 Jul 2020 00:00:00 +0200
<![CDATA[Henry James: Hvad Maisie vidste]]>60,00 kr. (vejl.)

Da Maisie er omkring fem år gammel, bliver hendes forældre, Ida og Beale Farange, skilt. Af dommen fremgår, at den lille pige skal være et halvt år ad gangen hos hver af sine forældre. Det er de umoralske og selvcentrerede forældre egentlig ikke interesserede i - de opfatter nærmest datteren som en hæmsko for deres frie udfoldelsesmuligheder, og bruger hende i deres hadske kamp mod hinanden. Som tiden går, gifter Beale sig med Maisies guvernante, frøken Overmore, som derefter bliver til "fru Beale", og Ida med den vege sir Claude. Og som tiden går endnu mere, finder fru Beale og sir Claude sammen, mens Maisies egentlige forældre forsvinder fra hendes horisont, og hendes egentlige holdepunkter i tilværelsen i stedet bliver sir Claude og hendes nye guvernante, den lidt komiske og gammelmodige fru Wix - i grunden de eneste to mennesker, der beskæftiger sig med barnet og tager hende alvorligt.

Maisie er en intelligent og iagttagende lille pige, og bogen følger hendes færden og iagttagelser, mens hun forsøger at navigere sig frem i en rodet tilværelse mellem skiftende forældrepar og guvernanter, indtil hun endelig tvinges til at vælge, hvor hun egentlig vil være. Og det bliver et helt andet sted, end læseren måske havde forestillet sig.

]]>
Sat, 18 Jul 2020 00:00:00 +0200
<![CDATA[Mary Elizabeth Braddon: Den gode lady Ducayne]]>60,00 kr. (vejl.)

- Gotiske fortællinger.

Lady Ducayne kan huske, dengang Marie Antoinette blev henrettet, og hendes selskabsdamer har en tendens til at svinde hen og dø efter nogen tid i hendes tjeneste. Men Bella Rolleston har brug for pengene, og hun har også lyst til at rejse, så hun tager tjeneste hos ladyen alligevel og rejser med hende og hendes dystre gamle læge dr. Parravicini til Italien. Efter nogen tid begynder hun at føle sig træt og udmattet, og har store insektbid på armen. De italienske myg er store og grådige - eller det er i hvert fald dr. Parravicinis forklaring …

Sådan er handlingen i titelfortællingen i denne samling af, hvad man kan kalde victorianske "hyggegys" fra den gang det var virkelig mørkt om natten og tågerne drev tæt over de engelske floder. Ud over titelfortællingen indeholder samlingen fortællingerne Godsforvalteren, Mysteriet på Fernwood, Teatermalerens hustru, John Granger, Levisons offer, Chrighton Abbey, En uhyggelig gæst, Hendes sidste optræden, Doktor Carrick og Skyggen i krogen - et ganske repræsentativt udsnit af Mary Elizabeth Braddons noveller i den gotiske genre fra 1861 til 1896. Her finder læseren de fleste af de kendte og elskede temaer fra genren - kvinder i nød, skumle mandspersoner, vanvittige slægtninge skjult i afsides gemakker, varsler og gengangere, skygger, der er mørkere end mørket … og så altså vampyren lady Ducayne. Eller er hun nu også det?

]]>
Sat, 11 Jul 2020 00:00:00 +0200
<![CDATA[Willa Cather: Døden henter ærkebiskoppen]]>45,00 kr. (vejl.)

To unge franske præster, idealisten Jean-Marie Latour og realisten Joseph Vaillant, kaldes omkring 1850 af paven til at rejse til USA for at bringe religionen på fode i den nordlige del af Mexico, som nogle år tidligere var indlemmet i De forenede Stater under navn af New Mexico. Fader Latour bliver det gigantiske stifts første biskop og senere ærkebiskop, og sammen med vennen tilbagelægger han tusinder af mil på heste- og muldyrryg på rejser mellem bortgemte landsbyer, hvor både beboernes og præsternes religion befinder sig på et noget antikveret stade, og ofte er sammenblandet med overleveringer fra den gamle indianske tro. Han sætter nyt mod i præster, som er sunket hen i sløvhed, bekæmper overtro og opretter skoler, indtil han, inspireret af sin barndoms kirker hjemme i Auvergne, sætter kronen på sit livsværk og får bygget domkirken i Santa Fé.

Bogens centrale skikkelser er bygget over to virkelige personer, Jean Baptiste Lamy og Joseph Projectus Machebeuf, og der optræder desuden et galleri af samtidige, til dels under andre end deres virkelige navne, som Kit Carson, pave Gregor XVI, navajo-høvdingen Manuelito mfl.

En samtidig anmelder skrev: "Der er den samme storslåede enkelthed over Willa Cather som over Selma Lagerløf. Der er legendens ynde, der er renhed og skønhed, der er den dybe forståelse af, hvor svært livet kan være, og der er den storhed, som udstråler fra ærkebiskoppen, der gav sig selv og hele sit liv til den sag, han troede på."

]]>
Sat, 06 Jun 2020 00:00:00 +0200
<![CDATA[Ernesto Dalgas: Krøniker og eventyr]]>37,50 kr. (vejl.)

Denne lille samling af 31 krøniker og eventyr: fortællinger, fabler, pasticher, parabler og endda et par spøgelseshistorier, var det andet og sidste værk, Ernesto Dalgas fik udgivet før sin død (hans efterladte og langt mere voluminøse produktion blev udgivet nogle år efter af vennen Axel Mielche).

Bogen indbragte forfatteren ros for originalitet, poetisk temperament og en rig fantasi, som burde sikre ham en plads blandt de bedste af landets digtere, når han engang havde fundet målet for sin søgende ånd og usikre livsanskuelse. En anmelder skrev endda ligefrem, at "meget i denne bog er smukt, men af og til tvivler man om forfatterens forstand" - hvilket vel forresten også kan gælde mange andre symbolister.

Et antikveret og manieret sprog er en del af forfatterens virkemidler i mange af historierne, og vi har derfor indskrænket vores redigering til at normalisere brugen af store begyndelsesbogstaver..

]]>
Sat, 23 May 2020 00:00:00 +0200
<![CDATA[Ernesto Dalgas: Geografiske digte]]>21,00 kr. (vejl.)

"Geografiske Digte" fra 1896 var Dalgas' debut, og det ene af de to værker, han nåede at få udgivet inden han begik selvmord en nat i juli 1899 - 35 små og større digte, som handlede om de ting, man dengang forbandt med folkeskolens geografiundervisning, og ifølge forfatterens lille indledning var tænkt at skulle bøde på den sørgelige mangel på læredigte, der var. (Hvorfor børnene præcis havde brug for at lære om, hvor rødvinen kommer fra, forekommer lidt uvist). Skolevæsenet lod sig dog ikke besnære, mens en del af dagbladenes kritikere gik ind på ideen - dog med forskellige konklusioner.

En anmeldelse af en vis K.G.B., som gik igen i adskillige provinsaviser skrev fx: "Man har ikke læst mange sider frem i denne bog, ja ikke mere end det første digts første strofer, før man ser, at det er en virkelig digter, man har for sig. … Men når forfatteren i forordet siger: "Jeg har valgt versformen, fordi jeg er overbevist om læredigtets store pædagogiske værdi", så får man lyst til at svare: Nej, du har "valgt versformen", for di du ikke kunne andet; for i hele værket er det den unge, varme digter, der har ordet."

]]>
Sat, 23 May 2020 00:00:00 +0200