1

Gervaise havde ventet på Lantier lige til klokken to om morgenen. Hun var kommet til at fryse over hele kroppen ved at sidde oppe i nattrøje ved det åbne vindue, var så segnet om og havde i et anfald af feber kastet sig om på sengen, medens tårerne strømmede hende ned ad kinderne. I de sidste otte dage havde han, så snart de var kommet ud fra Kalven med de to Hoveder, hvor de spiste, sendt hende med børnene hjem i seng og selv først vist sig hen på natten under det foregivende, at han søgte efter arbejde. Som hun i aften lå og stirrede ud af vinduet efter ham, havde hun troet at se ham gå ind i dansesalonen Balkonen, hvis ti skinnende vinduer kastede et brandskær ind i det skumle mørke, der rugede over de ydre boulevarder; og en fem-seks skridt bag ham havde hun set polerersken, den lille Adele, der spiste på samme beværtning som de, gå med dinglende hænder, som om hun lige havde sluppet hans arm for ikke sammen at gå tværs igennem det skarpe lys, som lygterne ved porten kastede ud på gaden.

Da Gervaise klokken hen imod fem vågnede, stiv og mørbanket i alle lemmer, brast hun ud i hulken ved at se, at Lantier endnu ikke var vendt hjem. Det var den første nat, han havde tilbragt ude! Hun blev siddende ret op og ned på kanten af sengen under den falmede, mørkeblå pjalt, der hang ned fra en gardinstang, som var gjort fast til loftet med sejlgarn. Langsomt lod hun sine tårefyldte øjne vandre rundt i værelset, der var i en ynkelig forfatning. Bohavet bestod af en nøddetræs kommode, hvis ene skuffe manglede, tre stråstole og et lille fedtet bord, hvorpå der stod en skåret vandkande. Til børnene havde de anskaffet en jernseng, der spærrede adgangen til kommoden og optog de to tredjedele af værelset, Gervaises og Lantiers kuffert stod i en krog pivåben med sine tomme rum, helt nede på bunden lå en gammel herrehat, halvt skjult under nogle skidne skørter og strømper; langs med væggene hang på ryggen af stolen et laset sjal og et par optrevlede bukser, de sidste pjalter, som marskandiserne ikke havde villet have. Midt på kaminhylden imellem to umage tinstager lå en pakke lyserøde lånesedler. Det var det bedste værelse i hotellet, det lå på første sal og vendte ud til boulevarden.

Side om side lå to børn og sov med hovederne på samme hovedpude. Claude, der var otte år, lå med de sine hænder oven på dynen og trak vejret ganske langsomt, medens Étienne, der kun var fire år, lå og smilede med sin ene arm om halsen på den ældre broder. Da deres moders tårefyldte blik standsede ved børnene, fik hun et nyt anfald af hulken, og måtte stoppe et lommetørklæde ind i munden på sig for at undertrykke de små skrig, der undslap hende. På bare fødder, uden at tænke på at tage sine tøfler, det var faldet af, på igen, gik hun atter hen til sin post ved vinduet og støttet på albuerne lænede hun sig ud for at overskue fortovene.

Hotellet lå på Boulevard de la Chapelle til venstre for toldbommen. Det var en to-etages rønne, malet mørkerød indtil anden sal, med persienner, der var rådnet op af regn. Ovenover en lygte med stjernede glas kunne man mellem to vinduer til nød læse: Hotel det Gode Hjerte - Marsoulier, der var malet med store, gule bogstaver, men facadens puds var skallet af og havde i sit fald medtaget store stykker af disse bogstaver. Gervaise, hvem lygten var i vejen, hævede sig på tåspidserne, stadig med lommetørklædet i munden. Hun så til højre hen ad Rochechouart-Boulevard, hvor der udenfor slagtehusene stod klynger af slagtere med blodige forklæder; den friske luftning førte af og til over til hende en stank, en vammel dunst af slagtede kreaturer. Hun vendte sig derpå til venstre og lod blikket stryge ned gennem en lang allé, standsede så næsten lige overfor ved Lariboisiére-hospitalets hvide masse, der var under opførelse.

Langsomt så hun fra den ene til den anden side af synskredsen, hendes blik fulgte langs med toldmuren, bag hvilken hun ofte om natten hørte råb af folk, der blev overfaldet; og hun søgte med sit blik at trænge ind i alle skjulesteder og dunkle kroge, der var sorte af fugtighed og smuds, medens hun samtidig fyldtes af angst for dér at opdage Lantiers legeme med maven opsprættet af knivstik. Når hun lod sine øjne strejfe ud over denne endeløse grå mur, der omgiver byen med et ørkenbælte, fik hun øje på en stor lysning, en solbeskinnet støvsky, der allerede var fyldt med Paris' morgensummen. Men bestandig vendte hendes blik tilbage til toldbommen, idet hun strakte sig ud af vinduet, helt optaget af at stirre på den uafbrudte strøm af mennesker, dyr og køretøjer, der fra Montmartre og Chapelle strømmede ind gennem toldbommens to klodsede vagthuse. Der var en endeløs sværm af håndværkere, der gik på arbejde med deres værktøj over skulderen og deres mad under armen, og denne drift styrtede sig ind i Paris, hvor den bestandig dukkede under i den store bys bølger,

Når Gervaise troede at se Lantier nede mellem alle disse mennesker, strakte hun sig endnu længere frem med fare for at falde ud, og hun pressede sit lommetørklæde endnu fastere ind mod munden ligesom for at trænge sin smerte tilbage.

Lyden af en ung, munter stemme fik hende til at vende sig bort fra vinduet.

"Borgeren er her ikke, madam Lantier?"

"Nej, hr. Coupeau," svarede hun og forsøgte at smile.

Det var en ung blikkenslager, der havde lejet et værelse for ti francs helt oppe på kvisten. Han havde sin pose hængende over skulderen. Da han havde set nøglen sidde i døren, var han gået indenfor som en god ven.

"De har vel hørt," fortsatte han, "at jeg arbejder derovre på hospitalet ... Hm! Det er en herlig maj måned! Den bider svært i dag til morgen!"

Han betragtede Gervaises ansigt, der var rødt af gråd, og da han så, at sengen var urørt, rystede han sagtmodigt på hovedet, derpå gik han hen til sengen, hvor børnene stadig sov sødt som et par små fugle, og med dæmpet stemme sagde han:

"Nå! manden slår nok lidt til skaglerne, ikke? ... Det skal de ikke bryde Dem om, madam Lantier. Han har slået sig på politikken; forleden, da vi stemte på Eugene Sue, der, som det synes, er god nok, var han ganske tosset. Han har sagtens anvendt natten til sammen med nogle venner til at rakke ned på denne sjover til Bonaparte."

"Nej, nej," faldt hun med anstrengelse ind, "det er ikke således som De tror. Jeg ved godt, hvor Lantier er ... Vi har vore sorger som alle mennesker, å gud, å gud!"

Coupeau blinkede med øjnene for at vise, at han ikke lod sig narre af den løgn, og så gik han sin vej, efter at han først havde tilbudt at hente mælk for hende, hvis hun ikke havde lyst til at gå ud; hun var en pæn og flink kone. Hun kunne regne med ham, hvis hun en skønne dag skulle komme i forlegenhed.

Så snart han var gået sin vej, stillede Gervaise sig igen hen til vinduet.

Stadig kom der folk trampende gennem toldbommen i denne kolde morgen. Smedene kunne kendes på deres blå bluser, murerne på deres hvide lærredsbukser, malerne på deres overfrakker, nedenfor hvilke de lange bluser hang. I afstand tog denne skare sig ud, som var den oversmurt med gibs af ubestemmelig farve iblandet snart med falmet blåt, snart med skident gråt. Af og til standsede en arbejder, tændte sin pibe, medens de andre stadig vandrede ham forbi, uden så meget som at henvende et smil eller et ord til deres kammerat, med deres gustne ansigter vendte mod Paris, som ved Faubourg-Poissioniéres gabende svælg opslugte dem, en efter en. På begge hjørner af Rue de la Poissonniére, ud for to vinhandlere, der tog skodderne fra deres vinduer, sagtnede imidlertid nogle gangen; førend de gik ind, stod de stille på randen af fortovet med slappe arme og skævede ind mod Paris, allerede bestemte på at brænde den af. Foran diskene samlede de sig i grupper, begyndte at give omgange, lidt efter lidt glemte de arbejdet og slug sig til ro, og snart fyldtes stuerne af en harkende og hostende skare, der klarede stemmen ved at skylle snaps efter snaps ned gennem halsen.

Gervaise stirrede til venstre ned ad gaden, til far Colombes beværtning, hvor hun troede at have set Lantier, da en svær kone med bart hoved råbte hende an fra gaden.

"Nå, det må man sige, De er morgenduelig, madam Lantier!"

Gervaise lænede sig ud.

"Hvad! Er det Dem, madam Boche! ... Å, jeg har så meget at bestille i dag."

"Ja, ikke sandt? Man må være om sig!"

Og nu begyndte en samtale fra vindue til fortov. Madam Boche var portnerkone i det hus, hvor beværtningen Kalven med de to Hoveder optog stuen. Gervaise havde oftere siddet i hendes lukaf og ventet på Lantier for ikke at sætte sig som ene kvinde til bords blandt alle de mandfolk, der spiste dér. Portnerkonen fortalte, at hun skulle et par skridt hen i Rue de la Charbonnière for at tage en kontormand på sengen, af hvem hendes mand ikke kunne få penge for en frakke, han havde lappet. Derpå berettede hun om en af lejerne, at han den foregående aften var kommet hjem med en pige og havde holdt et sådant postyr, at ingen i huset havde kunnet sove før klokken tre om morgenen. Men alt medens hun sladrede løs, iagttog hun med skarp nysgerrighed den unge kone, og hun gjorde i det hele det indtryk, at hun kun var kommet herhen og havde stillet sig op nedenfor vinduet i den hensigt at få et eller andet at vide.

"Hr. Lantier sover da endnu?" spurgte hun pludselig.

"Ja, han sover," svarede Gervaise, men kunne ikke lade være at rødme.

Madam Boche så tårerne stige hende op i øjnene, og da hun uden tvivl havde fået sin nysgerrighed tilfredsstillet, gik hun sin vej, idet hun skældte mandfolkene ud for nogle forbandede driverter; da hun kom tilbage, råbte hun op:

"Er det ikke i dag til morgen, De skal hen på vaskehuset? ... Jeg har noget, jeg vil have vasket - jeg skal holde en plads til Dem ved siden af mig, så kan vi snakke sammen."

Ligesom grebet af en pludselig medlidenhed tilføjede hun:

"Stakkels barn! De gjorde meget bedre i ikke at blive stående dér, De tager skade af det ... De er allerede helt blåfrossen."

Gervaise holdt ud ved vinduet endnu to dræbende lange timer, indtil klokken otte. Butikkerne blev nu lukkede. Strømmen af arbejderne fra højderne var stoppet op, kun nogle enkelte efternølere ilede hastigt gennem bommen. Hos skænkeværterne stod de samme mandfolk og vedblev at drikke, harke og hoste.

Efter arbejderne var arbejderskerne fulgt: polerersker, sypiger, modehandlersker kom i deres tynde klæder trippende hen ad de ydre boulevarder, de gik tre-fire i følge, talte livdigt sammen, lo til hinanden og så sig rundt med spillende øjne; af og til kunne man også se en ganske alene, mager, bleg og alvorlig holdt hun sig tæt ind til toldmuren og gik pænt udenom de snavsede steder.

Derpå gik kontoristerne forbi, de pustede i hænderne og spiste deres skillingsbrød, medens de vandrede afsted. Der var unge, magre fyre, der var vokset fra deres klæder, med søvnen endnu i de rødkantede øjne; det var små gamlinger, der ligesom rullede frem, blege og opslidte af den lange kontortid, de så på deres ure for at afpasse deres gang på sekunder.

Boulevarderne havde antaget deres fredelige morgenudseende: Kvarterets partikulierer spadserede frem og tilbage i solskinnet, mødrene med håret om ørerne og i snavsede skørter, kom nu med deres svøbelsesbørn i armene, satte sig på bænkene og gav dem tørt på, og en hel flok snavsede og halvnøgne rollinger puffede til hinanden, tumlede om på jorden under hvinen, latter og gråd.

Gervaise befandt sig, som skulle hun kvæles, angsten gjorde hende svimmel, og hun var ved at opgive håbet; hun havde en fornemmelse af, at det hele var forbi, at tiden var gået i stå og at Lantier aldrig mere ville komme tilbage. Hendes blik strejfede fortabt fra de gamle, sorte slagtehuse med dets slagterier og deres blodstank til det nye, hvidgrå hospital, der gennem sine rækker af gabende vindueshuller viste de nøgne sale, hvor døden engang skulle gøre sin høst. Lige overfor bag toldmuren mødte hendes blik den klare himmel, hvor den opgående sol, der steg højere og højere op over Paris' vældige opvågnen, blændede hende.

Hun var sunket ned på en stol, hendes arme hang slappe ned, og hun var hørt op at græde, da Lantier roligt trådte ind i stuen.

"Å, det er dig, det er dig!" råbte hun og ville kaste sig om halsen på ham.

"Ja vist er det mig!" svarede han. "Du kunne måske forskåne mig for dine dumheder."

Han skubbede hende til side og slængte med en gnaven mine sin sorte filthat hen på kommoden. Han var 26 år gammel, lille, meget brun, havde et kønt ansigt med et tyndt overskæg, som han bestandig ganske mekanisk snoede med sin hånd. Han var iført lærredsbukser og en gammel, plettet overfrakke, som han havde knappet om livet, han talte med tydelig proven¸alsk tonefald.

Gervaise var igen sunket ned på stolen og beklagede sig stille og afbrudt.

"Jeg har ikke kunnet lukke et øje ... Jeg troede, der var tilstødt dig noget slemt ... Hvor har du været henne? Hvor har du dog tilbragt natten? Å gud, gør det ikke igen, eller jeg bliver gal ... Sig mig dog, Auguste, hvor har du været henne?"

"For pokker, et sted, hvor jeg havde en forretning at gøre," sagde han med en skuldertrækning. "Jeg var klokken otte i aftes ude i Glacière hos en ven, der tænker på at anlægge en hattefabrik, der blev jeg opholdt, og så syntes jeg, det var bedst at blive liggende hos ham ... For resten ved du, at jag ikke holder af at blive udspurgt! Lad mig være i fred!"

Den unge kone gav sig igen til at hulke. Børnene vågnede nu ved Lantiers høje råben og skrigen og ved hans tumlen rundt mellem stolene, der væltede. De satte sig, halvnøgne, som de var, over ende i sengen og strøg med deres små hænder håret tilbage fra panden, og aldrig så snart havde de hørt deres moder græde, førend de stemte i med det bedste, de kunne, skønt de endnu ikke havde fået søvnen af øjnene.

"Nå, det var en yndig musik!" råbte Lantier rasende. "Jeg vil lade jer vide, at jeg stikker at igen! Og det hurtigst muligt! ... Vil I ikke tie stille? Så godmorgen, jeg går derhen, hvorfra jeg kom!"

Han havde allerede taget sin hat på kommoden, men Gervaise styrtede hen imod ham og fremstammede:

"Nej, nej!"

Hun fik de små til at holde op med gråden ved at kæle for dem, kyssede dem på håret og fik dem ved at tale kærligt til dem til at lægge sig ned igen. De faldt lige så hurtigt til ro, som de havde begyndt at tude. Nu lå de og smilede over hele ansigtet, medens de morede sig med at knibe hinanden. Imidlertid havde deres fader uden en gang at tage sine støvler af kastet sig på sengen, han så træt og bleg ud efter den gennemsvirede nat. Han sov ikke, men lå og lod sine store vidtopspilede øjne vandre rundt i værelset.

"Her ser nydeligt ud!" mumlede han.

Så stirrede han et øjeblik på Gervaise og tilføjede drilagtigt:

"Du vasker dig nok ikke mere i ansigtet?"

Gervaise var ikke mere end 22 år; hun var høj, temmelig spinkel, havde fine træk, men var allerede mærket af de hårde kår, hun havde døjet. Med uredt hår og slæber på fødderne rystede hun af kulde i sin hvide nattrøje, der var plettet af det støv og snavs, som lå på møblerne; hun så ud, som havde de timer, hun lige havde gennemvåget i angst og gråd, gjort hende ti år ældre. Lantiers ord rystede hende op af den frygtsomme og selvopgivende holdning, hun havde iagttaget.

"Du er ikke retfærdig," sagde hun og rettede sig. "Du ved godt, at jeg gør, hvad jeg kan. Det er ikke min skyld, at vi er dumpet ned her ... Jeg havde lyst til at se dig med to børn i et værelse, hvor der ikke engang er kogekakkelovn til at varme lidt vand på ... Den gang vi kom til Paris skulle vi straks have taget fat på noget, således som du havde lovet mig, i stedet for at spise dine penge op."

"Hør bare!" skreg han op, "den gang tog du såmænd for dig af retterne, sammen med mig, men nu vil du ikke tage din part af skylden!"

Hun lod, som hun ikke hørte hans ord, og fortsatte:

"Nå, med lidt mod kunne vi endnu redde stumperne. Jeg traf i går aftes madam Fauconnier, vaskeriejersken henne i Rue Neuve, og hun vil tage mig i arbejde på mandag. Hvis du flyttede sammen med din ven i Glacière, ville vi, inden der var gået et halvt år, være ovenpå igen; til den tid kunne vi så tænke på at få klæder på kroppen og på at leje os et hummer et eller andet sted, hvor vi kunne have det for os selv ... Men der må tages fat, der må tages ordentlig fat."

Da Lantier med en træt mine vendte sig om imod væggen, fo'r Gervaise op:

"Ja naturligvis, du har mistet al lyst til arbejde. Du er ved at revne af indbildskhed, du ville gerne være klædt som en laps og drive om med fruentimmere i silkeskørter. Ikke? Du syntes ikke, jeg er god nok, siden du har ladet mig sætte alle mine kjoler på Assistenshuset. Hør nu engang, Auguste, jeg ville ikke have talt til dig om det, jeg ville have givet tid, men jeg ved godt, hvor du har tilbragt natten; jeg så dig gå ind i Balkonen med denne Adele, den trækker. Å, du forstår at vælge! Hun er rigtignok nydelig! Hun har nok lov til at sætte en prinsessemine op! Hun, der har ligget i med alle og enhver i restaurationen."

I et spring var Lantier oppe af sengen, hans øjne blev sorte som blæk i det blege ansigt, vreden fo'r hos denne spinkle mand frem med en orkans voldsomhed.

"Ja, netop med alle og enhver i restaurationen!" gentog Gervaise. "Madam Boche vil sige dem op, både hende og hendes lange søster, fordi der altid står fuldt af mandfolk på trappen."

Lantier hævede begge næver, men betvang sin trang til at slå, tog hende fast i armene, ruskede hende voldsomt og smed hende så hen på sengen hos børnene, der påny gav sig til at skrige. Han selv lagde sig også ned igen, gabede og strakte sig med det ubarmhjertige udtryk i ansigtet, som en mand får, når han bestemmer sig til at gøre alvor af noget, han endnu står tvivlrådig overfor.

"Du forstår vist ikke rigtig, hvad det er du siger, Gervaise! Du bærer dig galt ad, skal du se!"

Børnene vedblev at hulke, deres moder bøjede sig frem over sengekanten og tog dem begge i favn, medens hun med tonløs stemme vedblev at gentage en snes gange:

"Å! Hvis I ikke var til, mine stakkels børn! ... Hvis I ikke var til! hvis I ikke var til!"

Lantier, der lå ganske rolig ug stirrede op på den falmede og lasede sengehimmel, hørte ikke mere, men gravede sig dybere ug dybere ind i den beslutning, han havde taget. Således lå han hen omtrent en time uden at overgive sig til søvnen til trods for trætheden, der lagde sig tungt på hans øjelåg. Da han vendte sig om og lænede sig på albuen med et hårdt og bestemt udtryk, var Gervaise færdig med at gøre værelset i orden. Hun havde lige taget børnene op og fået dem klædt på, nu redte hun deres seng. Han så hende feje gulvet løseligt, tørre møblerne af, men værelset vedblev at være sort, elendigt med sit tilrøgede loft, sit af fugtighed løsnede tapetpapir, sine ituslåede tre stole og kommoden, hvor Gervaise med sin klud samlede snavset sammen og tværede det ud. Derpå iagttog han hende, medens hun holdt storvask efter at hun først havde redt sit hår foran et lille rundt spejl, der hang på vinduessprossen, og foran hvilket han plejede at barbere sig, det lod til at han mønstrede hendes bare arme, hendes nøgne hals, hele den nøgenhed, hun blottede, ligesom for i sit stille sind at gøre sammenligninger. Og så vrængede han mund. Gervaise haltede på det højre hen, men det kunne kun ses, når hun var træt og gav efter for trætheden. Denne morgen, hvor hun var som mørbanket efter denne skrækkelige nat, slæbte hun benet efter sig og støttede sig til væggene.

Der herskede stilhed i stuen, de sagde ikke mere et ord til hinanden. Han syntes at indtage en afventende holdning. Hun bed sin smerte i sig og anstrengte sig for at vise et ligegyldigt ansigt, medens hun skyndte sig at blive færdig. Da hun pakkede det snavsede linned sammen, der lå smidt i en krog bag kufferten, lukkede han endelig munden op og spurgte:

"Hvad er det, du gør? ... Hvor skal du hen?"

Hun svarede ikke straks, men da han i en arrig tone gentog sit spørgsmål, bestemte hun sig til at svare:

"Det kan du vel nok se ... Jeg skal hen og vaske alt dette ... Børnene kan ikke blive ved at gå med det snavs!"

Han lod hende samle endnu to-tre lommetørklæder sammen, så spurgte han igen efter en ny tavshed:

"Har du penge?"

Hun rejste sig pludselig op og stirrede ham ind i ansigtet uden at give slip på børnenes skidne skjorter, som hun holdt i hånden.

"Penge! Hvor mener du, jeg skulle have stjålet dem fra? Du ved jo godt, at jeg i forgårs fik to francs for mit sorte skørt. Vi har spist to gange frokost for dem og pengene går hurtigt med hos spækhøkeren ... Nej, jeg har såvist ingen penge, Jeg har fire sous til vaskehuset ... Jeg tjener ikke penge således som visse fruentimmere."

Lantier gjorde ingen ophævelser over denne hentydning. Han havde rejst sig fra sengen og gjorde en runde i værelset for at mønstre de pjalter, der hang rundt omkring. Til sidst tog han bukserne og sjalet ned af krogen, åbnede kommoden, trak en nattrøje og to særke op, pakkede det hele sammen til en bylt og smed den hen i favnen på Gervaise mod de ord:

"Dér, gå hen med det på Assistenshuset!"

"Vil du ikke have, jeg også skal sælge børnene?" spurgte hun. "Hvad? Det ville være en fandens lettelse, om man kunne låne på børnene?"

Hun vandrede alligevel til Assistenshuset. Da hun efter en halv times forløb kom tilbage, lagde hun et femfrancsstykke på kamingesimsen og lånesedlen ovenpå de andre mellem de to stager.

"Det var alt, hvad de ville give," sagde hun. "Jeg ville have seks francs, men det gik ikke på nogen mande. Å, de skal nok passe på ikke at ruinere sig ... Og der er dog altid fuldt derhenne."

Lantier tog ikke lige straks femfrancsstykket. Han havde ønsket, at hun havde fået det i småpenge, for at han kunne efterlade nogle til hende, men han bestemte sig til at putte det i sin vestelomme, da han så, at der på kommoden lå en rest skinke og en humpel brød.

"Jeg var ikke med det samme hos mælkehandlersken, fordi vi skylder hende for de sidste otte dage," udviklede Gervaise. "Jeg kommer snart tilbage, og i min fraværelse kunne du gå ned og hente brød og stegte kartofler, så kunne vi spise frokost, når jeg kommer tilbage. Tag også en liter vin med!"

Han sagde ikke nej; freden syntes at være sluttet, og Gervaise pakkede sin bylt med det snavsede tøj færdig, men da hun ville tage Lantiers skjorter og strømper fra bunden af kufferten, råbte han til hende om at lade dem ligge.

"Lad mit linned i fred, hører du! Jeg vil ikke have det!"

"Hvad er det, du ikke vil have?" spurgte hun og rejste sig op. "Du tænker da vist ikke på at stikke i det skidne tøj igen. Det trænger sandelig til at vaskes!"

Hun så nøje på ham, blev urolig, da hun igen opdagede på hans kønne ansigt det samme ubarmhjertige udtryk, som om intet fra nu af kunne rokke ham. Han var gal i hovedet, rev linnedet ud af hænderne på hende og kastede det igen ned i kufferten.

"For satan i helvede! Gør dog en gang, hvad jeg siger! Når jeg nu ikke vil have det!"

"Men hvorfor?" begyndte hun igen og blegnede pludselig grebet af en skrækkelig mistanke. "Du har ikke brug for dine skjorter, du skal jo ikke ud ... Hvad kan det så skade dig, at jeg tager dem med?"

Han tøvede et øjeblik, ubehagelig til mode ved de brændende blikke, hvormed hun stirrede på ham.

"Hvorfor? Hvorfor?" vrængede han. "For djævlen! Du skulle vel gå rundt og fortælle, at du tjener føden til mig, at du vasker og lapper om mig. Nå, det kan jeg ikke lide! Pas du dine sager, og lad mig om mine ... Når kvindfolk vasker, arbejder de vist ikke alene med hænderne."

Hun tiggede ham om at få tøjet, forsvarede sig mod nogensinde at have beklaget sig, men han lukkede brutalt kufferten til, satte sig ovenpå den og råbte: "Nej, i djævlens skind og ben." Han var dog vel herre over det, der tilhørte ham. For at undgå de blikke, hvormed hun forfulgte ham, vendte han sig om for igen at lægge sig på sengen, idet han ytrede, at han var søvnig, og at hun ikke skulle anstrenge sig mere. Og denne gang syntes han virkelig at sove ind.

Gervaise blev et øjeblik stående uvis. Hun var tilbøjelig til at sende skiddentøjsbylten med et spark hen i en krog og sætte sig til at sy, men Lantiers regelmæssige åndedræt beroligede hende til sidst. Hun tog lidt kugleblåt og det stykke sæbe, som hun havde levnet fra sin sidste vask, gik så hen til børnene, der sad ved vinduet og legede ganske roligt med gamle propper, kyssede dem og hviskede til dem:

"Vær nu rigtig artige og gør ikke støj! Fatter sover!"

Da hun forlod værelset, lød kun Claudes og Étiennes dæmpede latter i den store stilhed, der herskede under det sorte loft. Klokken var ti. En solstråle skinnede ind gennem det halvtåbne vindue.

På boulevarden drejede Gervaise til venstre og gik ad Rue Neuve de la Goutte d'Or. Idet hun gik forbi madam Fauconniers vaskeri, hilste hun med et lille nik med hovedet.

Vaskeriet lå omtrent midt i gaden dér, hvor den begyndte at stige. Ovenover en flad bygning viste tre vældige vandbeholdere, stærkt sammennittede zinkcylindre, deres grå rundinger; bag ved disse sås endnu tørrerummet, en meget høj anden sal, på alle leder og kanter lukket af persienner med tynde tremmer, gennem hvilke luften strøg ind, og hvorigennem man skimtede vasketøj, der hang til tørring på messingtråde. Til højre for vandbeholderne udsendte dampmaskinens snævre skorsten med regelmæssig stønnen hvide dampskyer. Vant som hun var til at færdes mellem vandpytter gik Gervaise uden at løfte op i sine skørter ind gennem porten, der var opfyldt af lerkrukker med blegevand. Hun kendte allerede vaskehusets ejerinde, en lille skrøbelig kone med dårlige ben, der sad inde i et værelse med glasruder med regnskabsbøgerne foran sig, og rundt om på hylderne fandtes sæbeblokke, kugleblåt i skåle, samt klor og soda i pakker. Idet Gervaise gik forbi, bad hun om sit banketræ og sin børste, som hun havde givet hende i forvaring sidste gang hun havde vasket der. Da hun så havde fået sit nummer, gik hun ind i vaskehuset.

Det var et meget stort skur med et fladt bjælkeloft, der blev båret af jernstolper, og med store, klare vinduer. Det fulde, blege dagslys faldt frit igennem den varme em, der som en mælkehvid tåge hvilede over hele rummet. Dampskyer steg op hist og her, bredte sig ud og indhyllede baggrunden i et blåligt tågeslør. Fugtigheden, der var tung og mættet med sæbelugt, en fad, klam, uigennemtrængelig lugt, ligefrem regnede ned, og til andre tider var det blegevandet, der med sine krassere dunster gennemtrængte alt. På begge sider af midtergangen stod kvinderne i rækker, hver ved sin vaskebalje, med bare arme lige til skuldrene, opknappede kjoleliv og skørterne opkiltrede, så de viste deres kulørte strømper og grove snøresko. De tampede ivrigt løs på tøjet; medens de lo hældede de sig tilbage for at skråle en bemærkning ud i rummet, bøjede sig så atter frem over deres baljer, de var gemene, brutale, dinglevorne som de stod der gennemblødte som af et skybrud, medens det dampede op fra deres røde kroppe. Rundt om dem og under dem drev vandet i store strømme, dels fra spandene med varmt vand, der gik på tur og tømtes i ét kast, dels fra hanerne med koldt vand, der blev stående åbne; sæbeskummet, der sprøjtede rundt fra banketræerne, skyllevandet, der drev ned fra det vaskede tøj, vandpytterne, som de sjappede rundt i, formede sig til små bække, der strømmede hen ad det skrå flisegulv. Og midt under denne skrålen og banken, sjappen og dryppen vedblev henne til højre dampmaskinen, der var helt hvid af en fin dug, at stønne og hvæse, medens dens hjul svingede rundt og syntes at styre det vældige spektakel.

Imidlertid gik Gervaise med små skridt nedad midtergangen, medens hun så sig om til højre og til venstre. Da hun bar sin pakke tøj under armen, skød hun hoften i vejret og haltede som følge heraf stærkere, medens hun gik frem mellem de vaskende kvinder, der i deres løben frem og tilbage puffede til hende.

"Halløj! Her, min lille ven!" råbte madam Boche med sin grove stemme.

Og da Gervaise så var kommet hen til hende helt nede til venstre for enden af gangen, gav portnerkonen, der ivrigt gned på en sok, sig til at tale i korte sætninger, uden at lægge sit arbejde til side.

"Stil De Dem dér ... Å, jeg har ikke meget tilbage. Boche snavser næsten ikke sit linned til ... Og De? Det er ikke meget, De har med, vel? Den er meget lille, Deres bylt. Det kan vi da nok få færdigt inden middag, så vi kan få os lidt frokost. Ja, jeg gav før mit linned hen til en vaskerkone i Rue Poulet, men hun ødelagde mig det alt sammen med sit klor og sine børster. Nu vasker jeg det selv, og så er de penge sparede, for det koster jo kun sæben ... Hør engang, de skjorter dér skulle De bare skylle godt ud. Børn er nu altid nogle små svin, kan aldrig holde sig rene."

Gervaise løste sin bylt op og bredte børnenes skjorter ud, og da madam Boche rådede hende til at tage en spand ludvand, svarede hun:

"Å nej, varmt vand er såmænd godt nok. Jeg ved nok, hvorledes mit tøj skal behandles."

Hun havde sorteret tøjet og lagt nogle kulørte stykker til side. Derpå fyldte hun sin balje med fire spande koldt vand fra hanen bag ved sig og lagde så stabler af det hvide tøj ned heri; da hun så havde kiltret sit skørt op og trukket det ind mellem benene, tog hun plads i en trækasse, der var stillet op foran baljen og nåede hende til maven.

"Ja, De har et par gode næver på skafterne, ikke?" sagde madam Boche. "De var nok også vaskerpige nede på Deres egn, ikke, lille ven?"

Gervaise smøgede ærmerne op og viste sine smukke arme, de var endnu unge og hvide, en smule rødlige ved albuerne. Så tog hun fat på at smøre tøjet ind; hun havde bredt en skjorte ud på baljens smalle bræt, der var slidt og bleget af den bestandige vasken; hun smurte den ind med sæbe, vendte den så om på den anden side og smurte den ind også på den. Førend hun svarede, greb hun sit banketræ og gav sig til at banke løs, medens hun samtidig skrålede sine ord ud, understregende dem med hårde, taktfaste slag.

"Ja, vist så, vaskerpige! Fra mit tiende år. Det er nu 12 år siden ... Vi gik ned til floden ... dér lugtede bedre end her ... Det var nok værd at se, det var et rart sted under træerne ... og så det klare, rindende vand ... De ved nok, det var ved Plassans ... Nå, De kender ikke Plassans? ... I nærheden af Marseille."

"Sikken et håndelag!" udbrød madam Boche, forbavset over den kraft, hvormed Gervaise svang banketræet. "Sikken et pigebarn! Hun kunne hamre jern fladt med sine små frøkenarme."

De vedblev at tale meget højt. Portnerkonen måtte undertiden bøje sig frem, da hun ellers ikke kunne høre. Alt det hvide tøj blev banket ordentligt igennem, så puttede Gervaise det igen ned i baljen, tog det op stykke for stykke for at smøre det endnu en gang ind i sæbe og så børste det. Med den ene hånd holdt hun tøjet fast på vaskebrættet, og med den anden førte hun en kort, stiv børste og skrubbede med den tøjet, så der op fra det stod et smudsigt sæbeskum, som i lange klatter faldt ned på gulvet. Da børstningen kun gjorde liden støj, rykkede Gervaise og madam Boche nærmere til hinanden og snakkede mere fortroligt sammen, medens den stod på.

"Nej, vi er ikke gift," fortalte Gervaise. "Det lægger jeg ikke skjul på. Lantier opfører sig ikke altid så dejligt, at man skulle være forhippet på at være hans hustru. Hvis det ikke var for børnenes skyld, kunne det være det samme! Jeg var fjorten år, og han atten, da vi havde vort første, den anden kom fire år senere ... Det gik til som sådan noget altid går til, forstår De. Jeg var ikke tilfreds hjemme; fatter Macquart langede mig et spark for et godt ord. Nå, så tænker man at finde lidt morskab udenom. Der var for resten nogle, der ville have os viet, men jeg husker ikke mere, hvad der var i vejen, vore forældre ønskede det ikke."

Hun rystede hænderne, der tog sig røde ud under det hvide skum.

"Vandet er dejlig hårdt her i Paris," sagde hun.

Madam Boche vaskede nu kun ganske småt. Hun hvilede af og til, gav sig god tid til at smøre ind for at kunne blive og få hele Gervaises historie, som havde pint hendes nysgerrighed i de sidste fjorten dage. Hendes mund stod halvåben i hendes fede ansigt, hendes øjne, der var ved at trille ud af hovedet på hende, skinnede. Hun følte en vis tilfredsstillelse, det havde anet hende, at det forholdt sig således, og hun tænkte:

"Den lille snakker alt for meget! De har været oppe at skændes."

Derpå spurgte hun højt:

"Han opfører sig ikke videre, godt, hvad?"

"Lad os ikke tale om det!" svarede Gervaise. "Han var meget god imod mig dernede, men siden vi er kommet til Paris, kan jeg ikke mere magte ham. Jeg må her fortælle Dem, at hans moder, der døde i fjor, efterlod ham nogle penge, på lidt nær 110 francs, og så ville han straks til Paris. Og da fatter Macquart stadig langede mig ørefigner uden at råbe "varsko", gik jeg ind på at drage af sammen med ham; vi tog begge børnene med på rejsen. Meningen var, at jeg skulle oprette et vaskeri, og han søge arbejde i sit fag som hattemager. Vi kunne have været meget lykkelige ... men ser De, Lantier er forfængelig, en flottenhejmer, der tænker kun på at more sig. Han duer, når alt kommer til alt, ikke stort ... Vi slog os ned i Hotel Montmartre i Rue Montmartre, og så trakterede han med middage, køreture og teaterbilletter, et ur købte han til sig selv, en silkekjole til mig, for han er ikke snæverhjertet, når han har penge. De kan nok tænke Dem, at på den måde havde vi på et par måneder sat hele herligheden over styr. Og så kom det øjeblik, da vi flyttede hen i Det gode Hjerte og dette forbandede liv begyndte ..."

Hun brød af, trykkede hånden mod hjertet for at holde tårerne tilbage; hun var nu færdig med at børste tøjet.

"Jeg må se at få fat i noget varmt vand," sagde hun lavmælt.

Madam Boche, der var meget ked af denne afbrydelse i Gervaises fortrolige meddelelser, kaldte på drengen i vaskehuset, der drev forbi.

"Å, min lille ven, Charles, du ville være meget rar, hvis du hentede en spand varmt vand til madammen her, for hun har sådan hastværk."

Drengen tog spanden og kom tilbage med den fyldt. Gervaise betalte, det var en sou spanden. Hun hældte det varme vand i baljen og sæbede tøjet ind for sidste gang med hænderne, herved bøjede hun sig frem over brættet midt ind i den varme damp, der steg op fra baljen og satte sig som grå striber i hendes blonde hår.

"Hør, De skulle tage lidt soda, jeg har noget her," sagde portnerkonen velvilligt.

Samtidigt tømte hun en pose soda, hun havde bragt med sig, ud i Gervaises balje; hun tilbød hende også blegevand, men Gervaise afslog det. Til fedtepletter og vinpletter kunne det være godt.

"Jeg tror nok, han er lidt af en udhaler," sagde madam Boche og optog den afbrudte samtale om Lantier, uden at nævne hans navn.

Gervaise, der stod med hænderne nede i baljen og gnubbede tøjet, indskrænkede sig til at ryste på hovedet.

"Ja, ja," vedblev den anden, "jeg har nu lagt mærke til forskellige småting ..."

Men hun tog sig hurtigt i det, da Gervaise pludselig rettede sig og ligbleg stirrede hende ind i ansigtet.

"Å, nej, jeg ved ikke noget! ... Han holder af at spøge lidt med pigebørn, tror jeg, det er det hele ... For eksempel med de to, Adele og Virginie, der bor hos os. De kender dem nok. Nå, han fjanter med dem, men videre går han ikke, det er jeg sikker på."

Gervaise stod lige foran med sveddryppende ansigt og pjaskvåde arme og betragtede hende bestandig med et fast og gennemtrængende blik. Så blev portnerkonen vred, slog sig med knyttet hånd for brystet, talte om sit æresord og skreg op:

"Jeg ved ikke noget! Lad det nu være nok!"

Så blev hun rolig og slog over i en indsmigrende tone, som når man taler til et menneske, der ikke bryder sig om at høre sandheden.

"Jeg synes, han har sådanne nogle ærlige øjne," sagde hun. "Han gifter sig nok med Dem, lille ven, det lover jeg Dem."

Gervaise tørrede sig over panden med sin fugtige hånd, derpå trak hun endnu et stykke linned op af baljen og rystede atter på hovedet. Et øjeblik tav de begge stille. Rundt omkring dem var støjen i vaskehuset stilnet af, klokken slog elleve, og halvdelen af de vaskende kvinder havde sat sig med det ene ben på kanten af deres baljer og spiste medisterpølser med brød til. Ved fødderne havde de stående en flaske optrukken vin. Kun husmødrene, som kom der for at vaske deres små bylter linned, vedblev at arbejde, medens de holdt øje med det store ur, der hang over billetkontoret. Der lød endnu af og til enkelte slag af banketræer midt igennem den dæmpede latter og passiaren, der druknede i lyden af de ivrigt arbejdende kæber, medens dampmaskinen, der ustandselig snurrede rundt, syntes at forstærke sin brummen og hvæsen, og fyldte det vældige rum med sin stemme. Men ikke én af kvinderne lyttede til den, og dog kunne man kalde den vaskehusets åndedrag, et brændende åndedrag, der oppe under loftets bjælker samlede de bestandige uddunstninger, der bølgede gennem vaskehuset.

Heden blev uudholdelig; solstrålerne skinnede ind gennem de høje vinduer til venstre og brødes med de rygende dampe til de sarteste opalfarver fra rødgrå til blågrå farvestråler. Da der lød klager over solen, gik drengen Charles fra det ene vindue til det andet, og trak de grove lærreds-rullegardiner ned; derpå gik han tilbage på den anden side, skyggesiden, og lukkede her trækruderne op. Kvinderne tilråbte ham bravo og klappede i hænderne, en vældig munterhedsbølge rullede frem. Snart døde også de sidste slag af banketræerne hen, kvinderne, der havde munden fuld af mad, fægtede kun med de oplukkede knive, de holdt i hænderne. Der hvilede en sådan stilhed over det hele, at man tydeligt hørte den raslende lyd, når fyrbøderne helt henne i den anden ende af vaskehuset tog en skovlfuld kul og kastede den ind i maskinens fyrsted.

Nu gav Gervaise sig til at vaske det kulørte tøj i det varme, stærke, sæbevand, som hun havde gemt. Da hun var færdig med det, hentede hun en buk, og på denne hængte hun alle sine stykker, der så dannede blålige pletter på gulvet. Og så tog hun fat på at skylle tøjet. Bagved hende løb vandet fra den kolde hane ned i et tomt kar, der var gjort fast til gulvet og tværs over hvilket der indvendig var to træstænger til at lægge tøjet på. Ovenover karret fandtes to andre stænger, hvor tøjet kunne hænge og dryppe af.

"Nå, nu er jeg færdig, det var ikke så slemt," sagde madam Boche. "jeg bliver for at hjælpe Dem med at få alt det vredet op."

"Å, mange tak, men det gøres såmænd ikke nødig," svarede Gervaise, der vred og klarede det kulørte tøj i det kolde vand. "Havde det været lagner, ville jeg ikke have sagt nej."

Men hun måtte alligevel tage imod portnerkonens hjælp. De vred netop hver i sin ende af et uldent, brunt, temmelig falmet skørt, hvorfra der løb noget gulligt vand, da madam Boche udbrød:

"Se en gang, der kommer den lange Virginie! Hvad mon hun med sine fire laser i et lommetørklæde vil her i vaskehuset?"

Gervaise havde hurtigt hævet hovedet. Virginie var på hendes alder, højere end hun, brunet og køn til trods for sit lidt lange ansigt. Hun havde en gammel sort kjole med garneringer på; et rødt bånd om halsen; hun var omhyggeligt friseret med en chignon i et blåt chenille-net. Et øjeblik stod hun stille i midtergangen og kneb øjnene sammen, som om hun så efter nogen; da hun så havde fået øje på Gervaise, gik hun tæt forbi hende, vuggende i hofterne med en vigtig, udfordrende mine og tog plads i samme række fem pladser fra Gervaise.

"Hvad mon det er for et indfald?" vedblev madam Boche med sagtere stemme. "Hun har aldrig vasket et par manchetter! Hun er bekendt for sin dovenskab, det svarer jeg for! Sådan en sypige, der ikke en gang kan sy sine egne støvler sammen! Det er ligesom med hendes søster, polerersken, denne tøs Adele, som kun indfinder sig hver tredje dag på værkstedet. De har hverken haft fader eller moder, ingen ved, hvad de lever af, og hvis man ville tale om det ... Hvad mon det er, hun gnider på? Nå, det er et underskørt! Det er yndig skident, hvor mon hun har været henne med det underskørt?"

Madam Boche ville tydeligt nok fornøje Gervaise. Sandheden i ære, så drak hun ofte kaffe sammen med Adele og Virginie, når pigebørnene havde penge. Gervaise svarede ikke, men påskyndede febrilsk sit arbejde; hun havde lavet sin blånelse i en lille balje på tre fødder og dyppede nu sit hvide tøj i den, kørte det et øjeblik rundt i det blakkede vand, hvis udseende fik et lakagtigt skær, vred det derpå løseligt op og hængte det så op på de øverste stænger. Under hele dette arbejde vendte hun med vilje ryggen til Virginie, men hun hørte hendes smågrinen, følte, at hun skævede til hende. Det syntes, som om Virginie kun var kommet for at udæske hende. Da Gervaise vendte sig om, stirrede de begge stift på hinanden.

"Lad hende dog være," hviskede madam Boche. "De vil da vel ikke i klammeri med hende? Når jeg nu forsikrer Dem, at der ikke er noget om det! Det er ikke hende dér."

Netop som Gervaise hængte sit sidste stykke linned op, hørtes der latter henne fra vaskehusets indgangsdør.

"Det er to unger, der spørger efter deres moder," skrålede Charles.

Alle kvinderne vendte sig om. Gervaise så, at det var Claude og Étienne. Da de opdagede hende, løb de hen til hende, tværs igennem pytterne med skoene, der ikke var snørede, klaprende mod fliserne. Den ældste, Claude, havde sin yngre broder i hånden. I forbifarten sendte kvinderne dem venlige tilråb, børnene syntes nok en smule forskrækkede, men smilede alligevel. Foran moderen blev de stående uden at give slip på hinanden og løftede de lyse hoveder op imod hende.

"Har fader sendt jer herhen?" spurgte Gervaise.

Men da hun lukkede sig ned for at binde båndene på Étiennes sko, så hun på en af Claudes fingre nøglen til værelset med sit kobbernummer dingle frem og tilbage.

"Hvad! Bringer du mig nøglen?" sagde hun meget forbavset. "Hvorfor dog det?"

Da barnet opdagede nøglen, som han havde glemt, han havde på sin finger, syntes han at komme i tanker om noget og råbte:

"Fader er gået sin vej."

"Ja, han gik ud til frokost, og så sagde han, at I kunne hente mig her."

Claude så på sin broder, vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige, men med et tog han fat igen:

"Fader er gået sin vej ... Han sprang op fra sengen, puttede alle sine sager i kufferten og bar så kufferten ned på en vogn ... Han er rejst."

Gervaise, der sad på hug, rejste sig langsomt, hendes ansigt var ligblegt, og hun stemmede hænderne mod sine kinder og tindingerne, som om hun troede, at hendes hoved var ved at sprænges. Hun kunne kun finde et ord, men det gentog hun vist også over tyve gange i samme tone:

"Å, min gud! ... Å, min gud! ... Å, min gud!"

Imidlertid udspurgte madam Boche barnet; hun var meget opsat på at få mere at vide om denne historie.

"Lad mig nu se, min lille ven, du fortæller al ting. ... Det var ham, der lukkede døren og sagde til jer om at bringe nøglen herhen, ikke?"

Og så spurgte hun med hviskende stemme lige i øret på Claude:

"Var der en dame i vognen?"

Barnet blev igen forvirret og tog atter fat på sin beretning med en triumferende mine:

"Han sprang op fra sengen og puttede alle sine sager i kufferten, han er rejst ..."